Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stortest: De bedste bundkort

De vigtige bundkort ”lever” en lidt hengemt tilværelse. Det til trods for, at de udgør grundstenen i enhver computer. Alt om DATA bringer derfor kortenes features frem i lyset.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tiden var atter moden til en bundkorttest. Efter lidt sondering faldt valget på Intels LGA1155-bundkort og AMD’s AM3+-bundkort. Det blev til fem af første slags og tre af anden slags. Temaet for testen blev features i bredeste forstand.

Vi inviterede producenterne til at komme med deres bud på et godt featurerigt bundkort. Interessant nok endte det ikke med de dyreste af de dyreste bundkort. Om end det skal indrømmes, at deltagerne ud fra udvalgskriteriet naturligvis just heller ikke er budgetkort. Men som man siger: Man får, hvad man betaler for – en gylden rettesnor, der oftere er rigtig end forkert.

Deltagerne

De otte bundkort fra de to lejre er blandt andet interessante, fordi de henholdsvis danner basis for de populære Sandy Bridge-processorer og de nye AMD FX-processorer med op til otte kerner. Skal man bygge sin egen computer, er valget frit. Selv hvis man i en onlinebutik konfigurerer en computer via en webkonfigurator, er bundkortene her måske nogle, man støder på.

Testen tager udgangspunkt i det faktum, at man ønsker at investere i et bundkort, og kigger på features i første omgang og ikke så meget ydelsen. Hvorom alting er, kan man ikke 100 procent drage paralleller mellem Intel-bundkortene og AMD-bundkortene, selvom det er to cpu’er, der i princippet kæmper i samme segment.

Ydelsen for bundkortene er dog sammenlignet over en kam, uagtet om der er tale om et Intel- eller et AMD-bundkort.

Hvilke features?

Har man besluttet sig for, hvilken processor man vil anvende, og det er jo mest normalt, ja, så indskrænker det jo valget af bundkort til et, der understøtter processoren. Men derfor kan man godt gøre sig tanker om, hvad man kunne tænke sig af sit bundkort.

Mange grundlæggende features og egenskaber vil være at finde på de fleste bundkort, men blandt andet ved Intels Z68-bundkort og AMD’s AM3+-bundkort med 990FX-chipsæt åbner der sig muligheder, som ikke findes på alle lga1155- og AM3+-bundkort. Der er flere forskellige features, man kan holde øje med.

Den første er antallet af pci-e- og pci-slots, der begrænser og definerer, hvilke grafikopsætninger man kan anvende, samt hvor mange indstikskort man kan montere. I den forbindelse kan de pågældende slots’ placering i forhold til diverse elementer på bundkortet også have betydning. Man kan også kigge efter antallet af sata- og usb-stik samt andre typer stik.

Her kan der være forskel på specifikationerne, alt efter hvilken version af stikkene der befinder sig på bundkortet. Placeringen kan her også lette eller besværliggøre monteringen af drev.

Ved at kigge på bagpanelet får man oplyst, hvor mange forskellige eksterne stik computeren vil komme til at råde over. Endelig kan man kigge på forskellige features, der letter den daglige brug med bundkortet. Det kan være diverse knapper på bundkortet, men også bios selv. Bios/u-efi lægger niveauet for, hvor let det er at ændre sys-temindstillinger, samt hvor meget systemet kan klare teknologisk set. Den sidste feature kan være lidt svævende for lægmænd. Det er kvaliteten af de komponenter, som producenterne bruger og ynder at fremhæve.

Sådan testede vi

Denne test har handlet mindst lige så meget om god gammeldags detektivarbejde og registrering af såvel features som egenskaber ved bundkortene, som at måle bundkortene på kryds og tværs for at opsamle alle mulige måleresultater. Selvfølgelig målte vi på bundkortene for at finde den eventuelle ydelsesforskel, som måtte stamme fra bundkortene selv.

Det stod dog klart, at forskellene ville være minimale, samme cpu (Core i7-2600K) blev anvendt på alle Intel-baserede bundkort og samme cpu (AMD FX 8150) på alle AMD-baserede bundkort. Det forstærkedes af, at alle Intel-bundkort anvendte samme chipsæt (Z68 Express), og der blot var to forskellige chipsæt på AMD-bundkortene. Ydelsen, som afspejler sig i bedømmelseskriterierne, er desuden målt ud fra de standardindstillinger, som bios besad ved bundkortets modtagelse. Der blev ikke foretaget optimeringer af nogen slags. Ud over processorerne blev der anvendt 8GB Kingston HyperX pc3-14900 ddr3-ram i dual channel-opsætning samt et Intel SSD 520 til systemdrev.

Det anvendte grafikkort var et HIS Radeon HD6570. Fokus skulle jo ligge på bundkortene, så valget af grafikkort var sekundært. Ud over måling af ydelsen vægtedes features som altid ved bundkort højt med 40 procent, og bios/efi vægtedes som en separat feature med 25 procent. I vurderingen af bios indgik, hvilke features den pågældende bios bød på, sammen med en vurdering af brugervenligheden. Prisbedømmelsen betegnede som altid, hvorledes prisen var sat i forhold til de kvaliteter, bundkortet måtte have.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Læs testene her:

[/themepacific_accordion_section]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Læs afgørelsen her:

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]