Af Redaktionen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Takket være finanskrisen virker nymodens økonomiske teorier temmelig fjogede. Er det slut med svingende konjunkturer? Prøv igen. Der er dog en klassisk regel, der stadig fungerer. Det er den med stordriftsfordelene.
Se blot på prisen på fladskærme. I Fjernøsten kværner de dem ud i vanvittige antal nu om dage. Det har betydet, at priserne styrtdykkede for få år siden, og de fortsætter nedad i en jævn kurve. I dag kan man for mindre end 2.000 kroner få så meget fladskærm, som hjertet kan begære. Er 24 tommer og 1080p ikke nok til de fleste?
Det er ganske vist rigtigt, at man skal helt op på 30 tommer og omkring 8.000 kroner, hvis man vil have flere pixels. Det skyldes, at skærme fra 25 til 28 tommer typisk giver den samme opløsning som moderne hd-modeller på 22-24 tommer. I øvrigt er 30 tommer for meget for mange spillere.
Derfor må det relevante spørgsmål være, om moderne skærme til latterlige priser under 2.000 kroner giver andet end blot areal. Eller sagt på en anden måde: Er der nogen mening i at betale mere? Ifølge vores erfaringer kan der godt være det. Vi har for eksempel til gode at se en moderne bredskærm i denne prisgruppe med andet end et film-lcd-display. Det er den billigste og usleste form for display.Når det er sagt, må det med, at de nyeste NT-skærme er begyndt at nærme sig, når det gælder kontrast og farverigdom, i forhold til de dyrere IPS- og PVA-udgaver. Hertil kommer, at økonomisk rimeligt LED-baggrundslys måske kan løfte TN-teknologien til hidtil usete højder, når det gælder farveægthed.
Vi har samlet seks skærme til under 2.000 kroner for at finde ud af, hvordan landet ligger. Dem har vi udsat for vores særlige udgave af visuelle dyreforsøg. Vi har endda anskaffet en lysmåler for at aflive nogle af de myter, der knytter sig til skærmspecifikationer, og give vores subjektive betragtninger lidt objektiv slagkraft. Lad os så komme i gang med at gennemhegle sagerne.
Der en nedrig cancer, der for nylig er begyndt at gnave sig igennem skærmmarkedet. En invaliderende og meget smitsom lidelse, der nu er ved at antage epidemiske dimensioner. Vi taler naturligvis om den inflation, der har grebet de påståede kontrastydelser.
AOC’s nyeste 24-tommer-skærm er et godt eksempel. En mærkat praler med bravur af et iøjnefaldende forhold på 60.000 til en. Meget imponerende, hvis det altså også holdt i virkeligheden. Problemet er blot, at tallet viser, hvad 2434PW kan klare takket være dynamisk kontrast. Det er en teknologi, der justerer baggrundsbelysningens styrke i overensstemmelse med lysstyrken hos de billeddata, der blev sendt til skærmen. Jo mørkere en scene er, desto mere bliver baggrundsbelysningens intensitet reduceret.
Det giver mening på et overfladisk niveau. Men i virkeligheden er der tale om en temmelig klodset løsning. Den kan ikke levere mørke og lys samtidig. Det er enten-eller. Derfor er der heller ikke nogen erstatning for det, man kunne kalde god statisk kontrastydelse. Med andre ord: Evnen til at udelukke baggrundsbelysningen, når individuelle pixel er indstillet til sort.
Er kontrasten løgn?
Vi råder til, at man ignorerer alle de kontrast- specifikationer fra producenterne, som er højere end 1.000 til 1. Det kan være problematisk, når producenterne, herunder AOC, ikke vil ud med skærmens statiske kontrastformåen. Heldigvis har vi en lysmåler ved hånden og kan afsløre sandheden. Når det gælder denne 24-tommer-skærm er sandheden 793 til en.
Ironisk nok er det faktisk ganske udmærket for en monitor med TN-lcd-skærm. Alt, hvad der ligger omkring 800 til en, klarer sig fint, navnlig når det gælder om at se film i et mørkt lokale. Vi er glade for at kunne sige, at 2434PW præsterer vældig gode sorte områder, og vi vil opfordre AOC til at gøre meget mere ud af skærmens statiske kontrast. Denne skærm har ingen grund til at skamme sig.
Der er faktisk meget, der taler til dens fordel. Det er en meget hurtig skærm med pixel-svartider på 2ms, hvilket gør den særdeles egnet til en spilmaskine. Hertil kommer, at den fulde skærmopløsning på 1.920×1.080 giver masser af albueplads på skrivebordet, og man kan få det fulde udbytte af 1080p-videomateriale i høj opløsning. Der er også understøttelse af krypteret indhold, takket være en hdcp-kompatibel hdmi-port.
Foden og kabinettet er ganske stilfulde og vældig praktiske, takket være en godt udført kabelsamling bagpå. Skærmen ser ud af meget mere end knapt 1.500 kroner.
Man skal dog ikke blive for ophidset. I de fleste sammenhænge er denne skærm lidt bedre end en billig, gennemsnitlig TN-skærm. Den er gennemgående langt mindre farvestærk og levende end en PVA-skærm og en god del mindre nøjagtig end en IPS-skærm. Desuden er forskellen på dens standard-farvebalance og farverummet efter kalibrering temmelig overvældende. Det er fint, hvis man har et kalibreringsværktøj inden for rækkevidde, men ret irriterende, hvis man ikke har et.
Hvor højt går du op i mærkevarer? Det er det spørgsmål, Asus kræver besvaret, når man skal forholde sig til den utvivlsomt attraktive 22-tommer-version, VH222H. Strengt taget får man på papiret ikke ret meget af nogen større betydning for de 1.300 kroner, man skal give i forhold til dens nærmeste konkurrent, BenQs G2200HD. Bortset fra Asus-kabinettet, altså.
Begge er 16:9-skærme på 22 tommer med grundopløsning på 1.920×1.080 pixel. Begge bygger på den billigste skærmteknologi, TN+Film. Og det betyder, at de begge har stort set den samme billedkvalitet. Med andre ord synsvinkler på 170 og 160 grader (henholdsvis vandret og lodret), 300 nits altså lysstyrke og en pixelrespons på 5ms
De har endda de samme funktioner til billedforbedring. Eller rettere: De har de samme ubrugelige funktioner til billedforbedring, herunder alle overflødige funktioners moder, dynamisk kontrast. Vi har til gode at se en dynamisk kontrast-funktion, der for alvor duer. Derfor skal man se bort fra, at Asus tilsyneladende kun når op på 20.000 til en, hvor BenQ klarer 60.000 til en. Tallene siger næsten intet om, hvordan disse skærme fungerer i virkeligheden.
Der er heller ingen grund til at ligge søvnløs over Asus’ SPLENDID Video Intelligence Technology. Eller over BenQs tilsvarende SenseyeTech. Begge formodes at peppe udseendet op ved at parse de data, der bliver modtaget, og indstille farvebalance og kontrast. Men man gør klogere i at få skærmen ordentligt kalibreret og siden holde sig til den enkelte statiske, indstilling.
Superkalibrering
Sjovt nok er det en vældig god ide at få Asus kalibreret ordentligt. Standard-farvebalancen er særdeles vakkelvorn. Når den er blevet kalibreret, leverer den en af de bredeste farvepaletter blandt testens skærme. Den kan med andre ord rendere flere farver og rendere dem mere nøjagtigt. Stikprøver af lysstyrken viser, at VH222H og er stabil på tværs af skærmen. Der er ikke synderlige tegn på den forskæring i billedkanterne, der kan hærge billige skærme.
Der er imidlertid en ting, som Asus ikke gør ret godt, og det er at udelukke lys i det hele taget. Sorte toner er ikke dens stærke side. Statisk kontrast havner på under 450 til en, og det er ringe. Derfor er denne skærm ikke god, hvis man skal se film om natten. Den er desuden lidt vandet og udvisket. Ingen af skærmene har liv og kraft som en god PVA-skærm. Men på dette område halter VH222H virkelig bagefter.
Det er en skam, fordi man får et imponerende omfattende sæt input. Foruden den obligatoriske vga-port er der både hdmi- og dvi-porte foruden SPDIF-audio. Der er ikke meget, man ikke kan slutte denne skærm til. Den klarer en række topbokse, konsoller og andet udstyr. Men medmindre man absolut skal bruge et hdmi-stik på skærmen, er der desværre ikke meget, der gør denne Asus bedre end dens rival fra BenQ. Det ville også være tilfældet, hvis de kostede det samme. Men det gør de ikke. Og det gør det endnu sværere at anbefale denne skærm.
Vi har allerede nævnt den globale økonomiske nedsmeltning og berørt det med stordriften.
Før vi går i dybden med denne ret fikse lille BenQ-skærm på 22 tommer, kan vi derfor lige så godt vende principperne om aftagende udbytte.
Vores historie begynder for cirka et år siden, da skærmindustrien ændrede kurs – stort set som med en mund. Man gik nu ind for 16:9-forholdet og fulde opløsninger på 1080p.
Dengang blev vi bombarderet med forudsigelige platheder om de kolossale fordele ved de bredere skærme. Det viste sig hurtigt, at virkeligheden var, at ændringen gjorde det muligt for producenterne at vride lide flere LCN-skærme ud af materialet.
Fordelen for alle os har imidlertid været lavere priser end nogen sinde før. Men den anden del af den strategiske ændring, overgangen til 1080p, var været langt mere tvivlsom. Det skyldes, at 1080p refererer til et net på 1.920×1.080 pixel. For eksisterende 16:10-skærme på 23 og 24 tommer betyder det faktisk en beskeden reduktion i pixelantallet fra 1.920×1.200.
Når man tager i betragtning, at de fleste desktop-opgaver såsom dokumentredigering og webbrowsing præmierer lodret skærmplads, er det ikke netop ideelt.
Betyder størrelsen noget?
I 22-tommer-segmentet er 1080p en klar opgradering fra 16:10-skærmenes opløsning på 1.680×1.050. Det betyder også, at 22-tommer-skærme nu typisk svarer til 23- og 24-tommer-modeller, når det gælder grundopløsningen. Og det bringer os tilbage til spørgsmålet om aftagende udbytte. Man må spørge sig selv, om en tomme eller to ekstra skærmstørrelse er værd at betale for, hvis man ikke får mere anvendelig plads.
Man synes måske, at det afhænger af ens vaner. Hvis man primært spiller spil og ser film, vil man have en større skærm. Hvis man er webnarkoman, er mere skærmplads en velsignelse. Men i praksis er det mere kompliceret end som så. Der er folk, der foretrækker den skarpere billedkvalitet i spillene, som man får ved at vride det samme antal pixel ind på et mindre område.
Hvis det er tilfældet, vil man elske BenQs G2200HD-skærm. Moderne spil, der kører ved 1080p, ser så skarpe ud på denne skærm, at man fornemmer, at nethinderne kommer i fare, hvis man er for tæt på. Vi blev også imponerede over skærmens standard-farvebalance. Den er sandsynligvis tættere på det korrekt kalibrerede farverum end nogen anden skærm, vi har testet i denne omgang. Efter skærmkalibreringen var den lige på pletten med en målt temperatur på 6.500 K og gammaværdier på 2,2.
Hertil kommer, at den i vores subjektive test leverer rimelige detaljer i kontrastskalaerne for hvid og sort, god farvemætning for en TN-skærm og fravær af visuelle bommerter såsom inputlatens eller invertering (det sidste holder i hvert fald, hvis man frakobler BenQs AMA-overdrivetech i skærmmenuen). Her er ingen skrækhistorier. Det er også en af fikseste skærme i testen. Kort sagt: Den er kompakt, stilfuld og leverer fuld 1080p-hd til blot 1.250 kroner. Til den pris kan man ikke forlange mere.
TN her. TN der. TN over det hele. Hernede på markedet for skærme til under 2.000 kroner får man nemt det indtryk, at der ikke er andre muligheder end TN. Hver eneste af de monitorer, vi her tester, bruger en billig TN+Film-lcd-skærm. Hvis man vil have en skærm med overlegen teknologi såsom IPS eller PVA, skal man op i mere end 3.000 kroner.
Takket være LG er der imidlertid stadig håb. Denne 22-tommer-skærm har nok den samme gamle TN-teknologi (twisted nematic) som andre billige skærme. Men den har et hemmeligt våben: Den har LED-baggrundslys. Ifølge teorien laver LED’er renere lys end det CCFL-baggrundslys, der bruges i de fleste skærme. Led’er reagerer også hurtigere på input-signalet, bruger mindre strøm (LG hævder helt op til 40 procent mindre end CCFL) og holder længere, før farverne begynder at svigte. Er det ikke fint?
Ved første øjekast ser det vældig fint ud. Ikke blot overhaler W2286L konkurrenterne med sin avancerede baggrundsteknologi, den er også den af skærmene, der ser flottest og dyrest ud med sin labre hdtv-styling. Men når det er sagt, er skærmens fod ikke mere fleksibel end de andres. Man kan kun justere hældningen.
Heldigvis har LG overøst skærmen med flere inputfunktioner end nogen anden i denne test. For-uden dvi og vga er der en række hdmi-porte. Man kan således ikke blot tilslutte en pc og en spilkonsol, men også yderligere en digital boks såsom en blu-ray-afspiller – på samme tid. Det kan afgjort gøre skærmen til en seriøs makker til den, der ønsker sig en fleksibel multimedie-maskine.
Betyder størrelsen noget?
Man hvad med det LED-baggrundslys? Giver det virkelig en overlegen synsoplevelse? Subjektivt set har denne skærm de mest tilfredsstillen-de, naturlige og overbevisende farver i testen. Den er næsten IPS-agtig i sit raffinement. Efter kalibrering bekræfter vores objektive test, at skærmen også giver det største farverum. Den topper også listen over målt statisk kontrast med et tal lige over 1.000 til en. Subjektivt an-skuet er de sorte områder også ret tilfredsstillende.
Alt det gør W2286L det den smukkeste, mest avancerede og objektivt bedst ydende skærm her. Men den er ikke perfekt. Til at begynde med er den ikke ret lysstærk; den ligger lige omkring 208 nits. Og når man koncentrerer sig om den altafgørende subjektive synsoplevelse, er farve og kontrast kun marginalt bedre end de andre skærme, og den halter stadig langt bagefter en god IPS- eller PVA-skærm.
Så er der de berøringsfølsomme knapper. De er så sindsoprivende fnidrede, at det næsten er umuligt at navigere i skærmmenuen. Der er også en ulempe ved kabinettets labre linjer: En grim ekstern strømblok. Men det værste er det gammeldags 16:10-format på 22 tommer. Det betyder, at skærmen har væsentligt færre pixel end de andre 22-tommer- og 24-tommer-skærme i testen. I fuldt 16:9-format kunne LG sidde med en vinder. Som den er, er W2286L en lidt pudsig kombination af gammelt og nyt.
Lad være med at justere dit apparat. Dine øjne bedrager dig ikke. Dette er sandelig en god, gammeldags lcd-skærm. Glem 16:10-widescreen for ikke at tale om 16:9-aspektet. Nyd i stedet den sepiafarvede herlighed ved 19-tommer-skærmens prægtige 5:4-format. Det er den slags formater, der var det store nummer i 2004, men som nu i bedste fald ligner en flygtning fra din bankdirektørs kontor. Det kan man kalde en festoriginal.
Faktisk er det lidt unfair over for NEC. Takket være den ultratynde skærm kan man vanskeligt kalde det industrielle design forældet. Der er blot det, at vi alle har vænnet os til at bredskærms-monitorer, og derfor minder mere kvadratiske skærme os om kontorarbejde. Men den overraskende ankomst af 195VXM+ i vores test giver os en kærkommen mulighed for at genoverveje bredskærmsformatets formodede fortræffeligheder.
Med en grundopløsning på 1.280×1.024 pixel står NECs særlig bestemt ikke meget tilbage, når det gælder lodret albuerum, over for de brede skærme. Til webbrowsing eller arbejde med et enkelt dokument er skærmen derfor præcis lige så effektiv. Men den giver ikke den teoretiske mulighed for at se to dokumenter side om side eller måske opnå den journalistiske finte, der består i at have en browser ved siden af Word. Så man kan klippe og klistre? Gud forbyde det.
Ikke rig på pixel
Der, hvor 195VXM+ også falder igennem takket være format og opløsning, er dens grove pixelnet. Grundopløsningen på 1.280×1.024 pixel er ikke meget, når den skal spredes ud over en diagonal på 19 tommer. Det betyder, at hver enkelt pixel er ret tyk. Folk med dårligt syn vil sandsynligvis sætte pris på de heraf følgende større skrifttyper. Men for alle andre bliver grovheden for påfaldende. Og så har vi ikke engang inddraget den manglende mulighed for at se widescreen-video på skærmen.
Grundlæggende må vi altså notere os, at 5:4-aspektet og den relativt lave opløsning trækker nedad. Til gengæld håbede vi, at 195VXM+ til gengæld for det antikverede format ville give os noget, vi virkelig higer efter: en lcd-skærm, der er andet end TN+Film. Hvis det var tilfæl-det, ville man stå over for et ekstremt interessant valg. Moderne bredskærmsformat og høj opløsning eller overlegen farveægthed og kon-trast, men med et begrænset arbejdsområde.
Men det er alt sammen ret teoretisk, for det viser sig, at 195VXM+ alligevel er TN. Det er ikke nogen ringe skærm af en TN-skærm at være. Den målte statiske kontrast er ganske vist ret middelmådig, omkring 600 til en. Men den når både de ønskede 2,2 gamma og en farvetem-peratur på 6.500 K efter farvekalibrering. Den leverer også en maksimal lysstyrke på 243 nits, hvilket ikke er ret langt fra de officielle 300, som NEC påstår.
Det er svært at forestille sig, hvem der vil betale betydelig mere for denne 19-tommer end for BenQs markant bedre 22-tommer-skærm. I den sidste ende er NECs Multisync 195VXM+ nøjagtig, hvad den så ud til ved første øjekast: en interessant, men alvorligt skæmmet tilbage-venden til en svunden tid.
Der var engang i midten af nullerne, da Viewsonic havde et misundelsesværdigt ry for at producere nogle meget sexede, slanke skærme. I dag sigter det taiwanesiske foretagende solidt på den billige ende af markedet.
Fordelen er, at man kan få denne store 24-tommer-skærm for ikke mere end 1.650 kroner. Ulempen er, at det har sin pris. Til at begynde med er samlekvaliteten ret ussel hele vejen rundt. Foden bundplade er især gyselig, udhugget af billig og hul plastic. Man frygter, at det hele vælter, hvis der går en brise gennem lokalet.
Men den har da i det mindste en omfattende række funktioner. Den har gode specifikationer, når det gælder hdmi, dvi og vga-porte. Den har også alle de sædvanlige funktioner til forbedring af billedkvaliteten, som man kan forvente, herunder dynamisk kontrast plus mere til. Det mest oplagte på de sidstnævnte er en triplelevel-funktion til overdriveteknologi, der skulle forbedre responstiden.
Overdriveteknologi virker ved at sende en øget spænding gennem en givet pixel. Det giver de flydende et nøk opad og accelererer denne pixel hurtigere mod den nye farvetil-stand. I teorien betyder det hurtigere respons og færre sløringsproblemer. Lcd-skærme med overdrive har mærkbart skarpere, friskere billedkvalitet, når de skal vise bevægelse.
Ikke rig på pixel
Hvis man imidlertid ser nærmere på visse overdrive-skærme, finder man et problem, der kaldes invertering. Det fører til et bånd eller en skygge, der følger i sporet på en bevægelig genstand i noget i retning af genstandens komplementærfarve. Lad os imidlertid vende tilbage til VX2433WM: Den dårlige nyhed er, at den lider af invertering, når responstiden bliver sat til Ultra Fast. Og den gode nyhed er, at man kan slippe af med skyggerne ved at køre indstillingen tilbage til standard. Brugeren må træffe valget: Enten lidt kvikkere respons eller nul skygger på skærmen.
I øvrigt leverer Viewsonic en ret blandet forestilling. Den målte maksimale lysstyrke tikker ind ved kun 174 nits. Det er langt under Viewso-nics officielle mål på 300 nits. Men skærmens statiske kontrast på 874 til en er et meget respektabelt resultat og bestemt tæt nok på det officielle tal på 1.000 til 1.
Hvad der er endnu bedre, er, at den målte kontrastydelse fører til tilfredsstillende sorte områder. Man får ikke det blæksorte mørke, som de bedste PVA-skærme leverer. Men det her er så godt, som man kan forvente af den nuværende TN-teknologi. Der er masser af detaljer i mørke spilscener i for eksempel Batman: Arkham Asylum, der er et af vores foretrukne voldsspil i øjeblikket.
Derfor: Hvis man går efter den størst mulige skærm, taler meget for VX2433WM. Men man skal være meget opmærksom på, at resultatet af besparelserne på billedkvalitet vil kunne ses fra det øjeblik, man tager skærmen op af kassen.
Blandede følelser. Det er summen af vores følelser over for disse skærme til under 2.000 kroner. Til at begynde med bliver vi forstemte over manglen på valg, når det gælder skærmteknologi i denne ende af markedet. TN+Film-teknologien dominerer stadig markedet for billige skærme. Vi ville gerne se en producent, der kunne sælge os en billig monitor med PVA- eller IPS-skærm. De teknologier er stadig overlegne.
Men lad os nu ikke blive for gnavne. Moderne TN-skærme er langt bedre end dem, man kunne få for blot et år siden. Et eksempel på det er, at en af vores skærme brød den symbolladede kontrastgrænse på 1.000 til 1. Så er vi oppe på niveau med de bedste PVA-skærme.
Det væsentligste problem med TN-skærme er i virkeligheden, at de dumper ved en sammenligning. Hvis penge ikke spillede nogen rolle, ville TN ligge langt nede på ønskesedlen.
Men hvis vi betragter skærmene isoleret, er nogle af dem utroligt tilfredsstillende. Og dermed kommer vi til priserne. Nederst har vi NEC’s be-synderlige 19-tommer-skærm i 5:4. Der er stadig plads til en skærm på denne størrelse, men hvis det skal give mening til en pris på 1.425 kroner, kræver det noget andet end TN.
Så kommer Asus’ VH222H. Markedet for 22-tommer-skærme er utrolig konkurrencepræget i øjeblikket. Til en pris, der ligger betydeligt over kon-kurrenternes, og med en lcd-skærm lidt under standard og uden enestående funktioner må VH222H betragtes som irrelevant. Når det gælder LG W2286L, er den svær at placere på grund af det nye LED-baggrundslys og billedkvalitet i toppen af testen. I sidste ende trækker dens høje pris og lave opløsning den imidlertid ned på fjerde plads.
Herfra bliver konkurrencen langt skrappere. På tredjepladsen ligger Viewsonic VX2433WM, der afgjort er værd at overveje at investere i. Den er på nogle områder lidt grov, men billedkvaliteten fejler ikke noget. Og 24 tommer er vældig meget lcd-skærm til 1.650 kroner. Problemet er, at man for blot 1.485 kroner kan få AOC’s 24-tommer-skærm, 2434PW. De ligger ret lige, når det gælder billedkvalitet. Men som fysisk genstand, man skal have stående, er den afgjort mere tiltrækkende.
Vores vinder må således blive BenQ G2200HD. Hvis man ser bort fra dens meningsløse funktioner til billedforbedring, er den et mønster på elegant enkelhed. For blot 1.250 kroner får man en 22-tommer-skærm, der ser forrygende ud på skrivebordet. Den lever op til alle andre end LG, når det gælder billedkvalitet, og leverer hele 1080p. Mere skærm behøver man ikke, og prisen er til at komme i nærheden af
