Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Store skærme til privaten

Computerskærme undergår måske ikke den største udvikling for tiden, hvis 3D-understøttelse undtages. Dog sker der en stadig forbedring.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Glemt er de tider, hvor vi sad sammenbøjet og missede med øjnene foran en 17” computerskærm. I dag skal skærmen være stor, fortrinsvis i widescreenformatet 16:9 og tilbyde stadig mere end tidligere generationer til samme eller billigere penge.

Dette gælder specielt for skærme til private, hvor prisen ofte vejer tungere end evnen til at gengive farver med 100 procents nøjagtighed. Ergonomien er heller ikke i højsædet hos de computerskærme, producenterne valgte at sende til testen.

Designet har helt tydeligt førsteprioritet i de fleste tilfælde. Det betyder dog langtfra, at computerskærmene til private er dårlige. Det generelle niveau er højnet med tiden for alle skærmtyper, således også for de deltagende storskærme, der ikke baserer sig på de dyreste paneltyper.

Deltagerne

Det blev til seks deciderede deltagere og en enkelt ”skæv”, som vi her på Alt om DATA betegner hardware, der ikke vurderes til at overholde kravspecifikationen for den pågældende test.

Producenterne blev bedt om at levere allround-computerskærme til privat brug med en skærmstørrelse på mindst 23”. Det resulterede i færre rigtig store skærme end forventet. HP-skærmen er med sine 27” langt den største i testen, fællesnævneren for de andre endte næsten udelukkende på de 23”.

Det er dog stadig dejligt store skærme, og det med skærmopløsninger på 1.920×1.080 pixels for alle skærme. Det giver plads til mange informationer på skærmen – herunder muligheden for at kunne overskue flere åbne vinduer på en gang.

Den ”skæve” skærm, der er med i testen, er en LG på 21,5”. Egentlig ville LG gerne have deltaget med en 23”-model fra samme nye modelserie, men et manglende testeksemplar i den forlangte størrelse resulterede i, at de sendte Flatron E2260 – ud over den i testen deltagende LG-skærm.

Den ”skæve” er en glimrende eksponent for de nye 22” skærme, hvor standardopløsningen er blevet ændret fra 1.680×1.050 pixels til 1.920×1.080 pixels. Den vil blive testet på samme vilkår som de andre deltagende skærme.

Den ”skæve” skærm kan i sagens natur højest opnå en anbefaling fra vores side, under den forudsætning, at den lever op til kriterierne for den udmærkelse. Skærmene her er alle baseret på tn-paneler, de er hurtige og billige at producere. De seneste år er kvaliteten af disse øget markant de når dog ikke ips-, mva- eller pva-paneler i kvalitet.

Sådan testede vi

Alle deltagerne blev testet under samme lysforhold, herunder blev alle deltagere testet for evne til at kunne modstå varierende lysindfald. Testen startede med, at skærmen blev resettet til fabriksindstillingerne, for at skærmene præsenterede sig, som de ville med de indstillinger, som en eventuel bruger ville opleve.

Herefter blev computerskærmene testet for billedkvalitet inden for flere brugskategorier, og de features, skærmene måtte have, blev noteret. De brugerorienterede aspekter blev afprøvet i praksis, eksempelvis knapper, ergonomi og on screen-display.

Elforbruget blev målt i standby samt ved standardindstillingen fra fabrikken, det blev ligeledes målt, efter at skærmen var blevet kalibreret. Til at måle elforbruget anvendtes SparOmeter-elmåleren.

Billedkvaliteten, som også tog betragtningsvinkler og lignende i betragtning, blev foretaget på skærmene, efter de var indstillet til, at de generelt passede bedst til testomgivelserne i standardmode.

Testskærmene blev testet i et kontormiljø med lysstofrør og ved nedrullet solafskærmning for at sikre ensartede testvilkår for alle testdeltagere.

Det skal understreges, at det strengt taget ikke er det ideelle miljø for private skærme – heller ikke i forhold til vurdering af skærmens kvaliteter. Men det viser dog skærmenes evne til at fungere i et vanskeligt miljø.

Billedkvaliteten blev testet for hverdagsbrug gennem anvendelse i Windows-miljøet og via surfing på internettet. Desuden blev skærmenes evne til at gengive film testet via afspilning af flere hd-film.

Skærmene blev testet for den generelle billedkvalitet samt for evne til at vise farve, kontrast, evne til at gengive sorte farver, og om skærmene var egnede til at vise hurtige bevægelser, uden at der var tendens til såkaldt ”ghosting”.

Ghosting betegner situationer, hvor objekter på skærmen trækker skygger efter sig. De selvsamme egenskaber blev undersøgt i forbindelse med gennemspilning af spillet Crysis i mellemkvalitet i opløsningen 1.920×1.080 pixels. Dette skete gennem anvendelse af et Nvidia GeForce GTX470-grafikkort, der i forbindelse med testen var sat til at prioritere kvalitet over hele linjen.

Skærmene blev kalibreret gennem anvendelse af det gratis softwareprogram Quickgamma, der tillader brugeren at anvende en gammaprofil, hvori samspillet med skærmens lysstyrke udnyttes.

Til vurdering af skærmens kvaliteter inden for forskellige områder, såsom farveskalering, søgning efter pixelfejl, evne til at vise tekst, kontrastniveauer med videre blev testsuiten PassMark MonitorTest anvendt.

Bedømmelseskriterier

Der er fire bedømmelseskategorier, der vægtes forskelligt, og som samles i en samlet score for hver enkelt testdeltager. De fire bedømmelseskriterier er billedkvalitet, features, elforbrug samt prisen. Ud af disse er billedkvaliteten og elforbruget ret selvforklarende.

Features omhandler alle de kvaliteter, som skærmen måtte besidde ud over de tre andre kriterier. Det kan være samlingskvalitet, tilslutningsmuligheder, ergonomiske kendetegn, betjening og kvalitet af on screen-display samt knapper, billedindstillingsmuligheder, medfølgende software og eventuelle indbyggede højttalere.

Prisen betegner, hvor meget skærmen tilbyder af kvaliteter under de tre andre punkter, i forhold til hvad der kræves for skærmen.

Helt efter bogen er der tale om en 23” skærm med en opløsning på 1.920×1.080 pixels. Denne skærm tilbyder heller ikke andre ergonomiske finesser, end at skærmen kan vippes frem og tilbage. Skærmen var blandt de skærme, der kunne vippes mindst tilbage, hvilket kan afstedkomme, at det bliver svært at finde rette arbejdsstilling.

Der er tale om en meget tynd LED-skærm, der blot tilbyder de mest enkle features som dvi-stik og vga-stik på bagsiden af skærmen. Skærmen har fem knapper underneden på skærmrammen. Det fremgår dog ikke, hvad de enkelte knapper er til. Det oplyses først, når man trykker på en af dem, og on screen-menuen startes.

Menuen er for øvrigt enkelt opbygget. Det giver sig blandt andet til kende, når man skal vælge menusprog. Her skal man bladre gennem alle muligheder. Der gives ingen oversigt. Til gengæld kan man indstille farvetemperatur med mange forskellige værdier.

Panelet er på 5 millisekunder, hvilket gør, at den er brugbar til spil, men den føles en anelse mere træg end de hurtigste her i testen.

Helhedsoplevelsen af billedkvaliteten var lidt blandet. Skærmen er lysstærk, og selv efter kalibrering, hvilket afstedkom en betydelig nedsættelse af baggrundsbelysningen, var den stadig lysstærk.

Dette er testens andenstørste skærm med sine 24”, og helt i tråd med standarden for testen er opløsningen på 1.920×1.080 pixels. Her er designfællesskabet nået endnu større niveau. Rammen er sort, blank og meget smal. Indstillingsmuligheder byder denne skærm så godt som ikke på. Skærmen kan vippes frem og tilbage, det er det hele.

Designet er dog flot, men det er gået lidt vidt, når funktionerne er standset ind i skærmrammens plastic uden nogen form for kontrast. Det er umuligt at læse, hvad der står.

Knapperne befinder sig under skærmrammen, hvilket bevirker, at skærmen har en tendens til at hoppe med, når de benyttes. De er heller ikke de nemmeste at ramme. On screen-menuen benytter symboler i stedet for tekst, og det gør det lidt sværere at vide, hvad der er hvad, medmindre man er vant til den type menuer.

Der kan vælges en række brugerscenarier, hvortil der er knyttet bestemte billedmæssige egenskaber, ellers er det ikke den mest avancerede. Den skrabede linje fastholdes ved tilslutningsmulighederne, hvor der er vga- samt dvi-stik at vælge mellem.

Billedkvaliteten var godt og selv efter kalibreringen syntes skærmen ganske klar. Farverne fremstod en anelse mere levende end eksempelvis på LG Flatron E2340-skærmen. Farveskaleringen var god og ensartet, dog med enkelte steder, hvor overgangen fremstod lidt skarp. Kontrasterne var i orden, men lig andre tn-paneler er det ikke deres stærkeste side. Skærmen her havde nogle af testens bedste betragtningsvinkler.

Spil egner skærmen sig også glimrende til, da den har en responstid på 2 millisekunder, hvilket ses i fraværet af ghosting. Energiforbruget lå på 22,9 watt før kalibreringen og flotte 17,9 watt efter kalibreringen. I standby brugtes 0,4 watt.

Acer S231HL deler en karakteristik med alle deltagere her i testen, nemlig at skærmrammen, der er smal undtagen den nederste ramme, er i blank, sort plast fortil.

En anden karakteristik, skærmen deler med de fleste her i testen, er, at det er en LED-skærm. Det giver overordnet en mere jævn baggrundsbelysning, desuden giver det som sidegevinst bedre energispareegenskaber. Energiforbruget lå på 25,9 watt ved standardindstillingerne og 20,5 watt efter endt kalibrering. Med 0,2 watt i standby var S231HL ret sparsommelig.

Det er ikke en skærm fyldt med features, blandt andet er der af tilslutningsmuligheder kun dvi samt vga. Indstillingsmulighederne består i, at skærmrammen kan vippes frem og tilbage, og det er det. Acer S231HL har en opløsning på 1.920×1.080 pixels og en responstid på 5 millisekunder, men den føles relativt hurtigere. Der er i hvert fald ingen ghosting i spil.

Hvad billedkvaliteten angår, virker billedet fra fabrikken til at være en anelse køligt med en smule blåligt skær. Den virker heller ikke så lysstærk, som de andre deltagere i testen generelt gør.

Ved filmafspilning klarer skærmen sig rimeligt med et fornuftigt niveau for sort og gode farver efter kalibrering. Betragtningsvinklerne er gode fra siden, men oppefra bliver det hurtigt lyst. Fordi det ikke er en glare-skærm, er den ikke følsom over for lysindfald.

On screen-menuen er ikke avanceret, man kan vælge bestemte forudindstillede brugerscenarier, men man har eksempelvis kun tre valg for farvetemperatur, og menuen kan ikke flyttes på skærmen.

Skærmen er meget tynd undtagen ved den nederste tredjedel. Fordi foden er skruet bag på skærmen ved montering, har denne skærm ikke helt samme tendens til at gynge med som andre, hvor knapperne sidder under skærmrammen.

Skærmen her koster voldsomt mere end resten af de deltagende skærme, selvom det er en 23”-skærm med tn-panel. Årsagen til dette er, at det er en skærm, der er i stand til at vise 3D gennem anvendelse af Nvidias 3D Vision. Ud over dette er det også af samme grund en udtalt gamer-skærm med et meget hurtigt panel med en responstid på 2 millisekunder.

Modellen her koster også så meget, fordi der medfølger et Nvidia 3D Vision-kit med til skærmen. Bare fordi der står, at skærmen er «3D Vision ready«, kan man altså ikke gå ud fra, at skærmen kan anvendes til 3D ud af pakken med det samme.

Det er også muligt at købe skærmen her uden 3D Vision-kit, den hedder så VG236HE og koster i stedet 3.199 kroner. Grunden til, at den kan vise 3D via stereoskopisk visning, er, at skærmen kan arbejde med en lodret scanningsfrekvens på 120Hz.

Skærmen holder normen med 1.920×1.080 pixels opløsning og er en rigtig spillerskærm med sine 2 millisekunder responstid. Der er da heller ingen problemer med hastigheden i spil. I 3D opleves der mere dybde i spillene alt efter titlerne. Det fungerer fint, selvom der er en anelse ”crosstalk”.

Der er både dvi-, hdmi- og komponent-tilslutning. Skærmen kan som den eneste højdejusteres, og den kan ligeledes drejes via foden. Det er ikke testens mindste skærm at kigge på, men ergonomisk er den testens bedste.

Billedkvaliteten er også god, selv med standardindstillingerne, så skærmen, der er af glare-typen, fremstår klar og ret neutral. Før kalibrering lå forbruget på 43,3 watt og derefter på 31,4 watt. I standby lå forbruget på 1,6 watt.
Betragtningsvinklerne var ganske flotte set fra siden. Med henblik på kontraster lå skærmen godt, men ikke helt blandt de bedste i testen. On screen-menuen er ikke den mest skrabede her i testen.

Her har vi testens langt største skærm. Med en størrelse på 27” er den 3 gange større end den andenstørste skærm her i testen. Der sidder et tn-panel i skærmen, og opløsningen er samme 1.920×1.080 pixels, som alle deltagere i testen råder over.

Det gør, at eksempelvis Windows-elementer på skærmen virker større på denne skærm, da pixels er større. Man får altså ikke plads til flere informationer på skærmen. Det kunne have været rart med en større opløsning, til gengæld er skærmen på flere måder ideel, hvis synet ikke er det skarpeste.

Da det er en glare-skærm, lider den noget under direkte lysindfald, betragtningsvinklerne er acceptable, dog bliver skærmbilledet markant lysere set fra siden. Skærmbilledet er dog noget af det mest klare i testen, og skærmen er da også ret lysstærk. Ligesom de fleste skærme her i testen kan skærmen blot vippes lidt frem og tilbage, andre indstillingsmuligheder er der ikke.

Nu skulle man måske tro, at en så stor skærm var langsom, men den klarer faktisk spil godt. Ikke helt på niveau med de bedste, men alligevel i orden. På plussiden er on screen-menuen en af de bedre i testen, den er overskuelig og tilbyder flere valgmuligheder. Der er tale om en meget voluminøs skærm. Det er da heller ingen LED-skærm, hvilket forklarer den betragtelige tykkelse.

Energiforbrugmæssigt er den også mere forslugen end resten af deltagerne – 74,2 watt blev det til ved standardindstillingerne og 60,4 watt efter kalibrering. I standby forbrugte skærmen 0,6 watt, hvilket til gengæld var overraskende godt. Skaleringen af farverne var god og kontrasten lidt bedre end hos gennemsnittet.

Det var desuden en af de skærme, der tilbød de bedste tilslutningsmuligheder med både dvi-, vga-, hdmi- og audio-stik.

Denne skærm er fra LG Electronics nye LED-serie. Det var en model herfra, der skulle deltage i selve testen, men så ramtes vi af det store sorte hul, der hersker i produktudlåns-afdelingerne. Følgelig kom lillebroderen på 21,5” med i testen som et ”skævt” alternativ. Det vil også være naturligt at skele til, hvad man vil kunne forvente af den større model i serien.

Det specielle ved denne skærm er, at den har en opløsning på 1.920×1.080 pixels. I dag fås der efterhånden en række skærme med denne opløsning, og her passer det rigtig godt med skærmstørrelsen. Skærmen er flot med den meget smalle skærmramme. Tilslutningsmuligheder byder på en del af med vga-, dvi-, hdmi- og audio-stik på bagsiden.

Ergonomisk ligner den flertallet her med mulighed for vipning af skærmen som eneste mulighed. Skærmmenuen minder om den, der findes på den anden LG-skærm her i testen, men skærmen her føles mere stabil, når tasterne betjenes på undersiden af skærmen.

Skærmen er med ikke-refleksiv belægning, så den klarer sig godt i forbindelse med lysindfald. Responstiden er på 5 millisekunder, men det føles, som om alt afvikles lidt mere flydende end på den anden LG-skærm her i testen.

Der er ingen nævneværdige tendenser til ghosting eller lignende. Farverne i fabriksindstillingerne er levende og lidt for intensive, men efter kalibrering bedredes dette. Farveskaleringen på skærmen var flot og ensartet, kontrastniveauet er udmærket – vel lidt over midten her i testen. I film viste de sorte nuancer sig ganske flotte – især for en skærm af denne type.

Betragtningsvinklerne er gode uden at være blandt de bedste her i testen. Energimæssigt er E2260V en duks med 25 watt ved fabriksindstillinger og 18,6 watt efter kalibrering. I standby var den 0,2 watt.

Denne 23” skærm med en opløsning på 1.920×1.080 pixels har den sædvanlige sorte skærmramme, her dog omkranset af en klar plastkant, som giver det hele et mere luftigt præg.

Smart er den halvbueformede tænd og sluk-knap, der er et berøringsfølsomt display. Betjeningsknapperne befinder sig på skærmens bagside i højre side, de er overraskende lette at ramme i samarbejde med on screen-menuen, specielt fordi de sidder langt fra hinanden.

Manglen på ergonomi er også her næsten total. Dog kan denne skærm vippes længere bagover end alle andre, med undtagelse af HP-skærmen. Denne 2-millisekunder skærm har noget bedre tilslutningsmuligheder end hovedparten her i tetsten, på bagsiden er der et dvi-, hdmi- og rgb-stik samt audio out.

Via menuen er det muligt at aktivere ’MagicBright’-indstillingerne, der modsvarer fem forskellige brugerscenarier. Ud over dette kan MagicAngle aktiveres eller deaktiveres, det skulle øge betragtningsvinklerne betragteligt, selvom de nu ellers i forvejen er blandt de bedste her i testen.

Det skal nævnes, at der medfølger mere software end gennemsnitligt til denne skærm, blandt andet software, der gør det muligt at dele skærmen op i mindre skærmenheder. Billedkvaliteten er ganske god for en tn-skærm at være. Hurtig er den også med 2 millisekunder responstid, hvilket gør sig bemærket i spil. Ellers er PX2370 en meget klar skærm, selv efter kalibreringen, hvor den naturligvis var mindre lys. Farveskaleringen var generelt flot med små uensartetheder.

Kontrasterne var blandt de bedre her i testen hudtoner og sortniveau i film er ligeledes fornuftige. Energiforbruget lå på 25,9 watt før kalibrering og flotte 18,4 watt efter kalibreringen. Standby-forbrug lå på 0,2 til 0,3 watt.

Senest efter pointgivningen stod det klart, at forskellene mellem disse skærme var ret så beskedne, hvis deres samlede karakteristik skulle beskrives. Der var dog forskelle, inden for hvilke områder skærmene klarede sig bedst. Grunden til, at det blev så tæt, er blandt andet, at alle deltagere anvender tn-paneler, og de udgør normalt hovedparten af de billigere skærme.

Kvaliteten er dog blevet bedre, betragtningsvinklerne er gode, og selv kontrasterne synes en smule bedre end for få år siden. At skærmene ikke scorer topkarakterer i billedkvalitet, betyder ikke, de er dårlige, blot at der findes noget bedre og dyrere derude.

Skal man finde en vinder af testen, må det blive Samsung PX2370 for en god blanding af billedkvalitet og features i almindelighed. Det var også en af tre skærme, hvor energiforbruget lå under 20 watt efter kalibrering.

’Bedste køb’ falder til Packard Bell Maestro 240 LED, for her får man en 24” skærm, der har ganske overbevisende kvaliteter.

’Anbefaler’-logoet får Asus VG236H, da det såvel er en glimrende allround-skærm som en god spilskærm til 2D- samt 3D-spil. Spørgsmålet er, om man vil betale det, den koster. Hvis man vil, er det et godt køb. Det trækker også op, at det nærmest er testens eneste skærm, der fysisk kan indstilles helt efter eget behov.

HP 2710m kan være et glimrende valg for mange. Det er en stor skærm. Man får dog ikke flere oplysninger på skærmen, hvilket ofte er ønsket ved en større skærm. Til gengæld har den ret gode billedmæssige kvaliteter. Den vil sikkert kunne glæde især seniorerne blandt os, hvor synet ikke er til ekstremt høje opløsninger.

LG Flatron 2340T og Acer S231HL er isoleret set ganske fornuftige skærme til relativt gode priser. Det er bare, som om de mangler noget i forhold til konkurrenterne.

Endelig er der den lille, charmerende LG Faltron E260V. Den er et charmerende bekendtskab, der efter kalibrering fremstår som en glimrende skærm med gode billedegenskaber. Tilslutningsmulighederne og designet har den med fra fødslen. Vil man rode lidt med indstillingerne, er dette en skærm, vi varmt kan anbefale.

Specifikationer