Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Fire veje til trådløs musik i hjemmet

Trådløs lyd har for alvor indtaget de danske hjem, og du kan nyde musikken i alle rum. Her fortæller vi, hvordan multirumsløsningerne fungerer og demonstrerer forskellen mellem fire af de mest populære systemer.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den trådløse lyd har erobret hjemmene. Og nu skal vi ikke nøjes med at lytte til transistorlyd fra en enkelt højttaler, men kan distribuere lydoplevelserne magtfuldt ud i enhver krog af boligen. Mulighederne er mange, og de har forskellige navne, men her kalder vi dem multirumssystemer.

Det er, som navnet antyder, en opsætning, der gør det muligt at afspille lyd, musik eller radio i flere rum uafhængigt af hinanden. Kilden kan være fra en internetradio, en musiktjeneste eller din egen samling af musik gemt på en NAS, et fysisk lager, som er forbundet til hjemmets netværk.

Med et program til computeren eller en app på din smartphone eller tablet er det dig, som bestemmer, hvilke trådløse højttalere der skal spille hvad. Og inde i appen kan du hente musik fra forskellige musiktjenester, som producenten af dit multirumssystem understøtter. Med for eksempel Spotify eller Apple Music kan du høre musik og netradio i køkkenet, mens du sætter kaffen over. Og før du smutter under bruseren, skifter du til højttaleren i badeværelset.

Du kan også frit vælge, hvad der skal spilles på tværs af dine musiktjenester og din egen musiksamling og bede systemet danne såkaldte grupper, så du hører Katy Perry i køkkenet og badeværelset, men Johnny Cash i bryggerset.

Styr med en enkelt app
For at få det hele til at fungere skal alle enheder være på samme trådløse netværk og dukke op på listen i din app eller dit computerprogram. Ud over højttalere kan du tilføje trådløse receivere, musikanlæg, forstærkere, NAS’er osv.

Overførslen foregår oftest med radiobølger, dvs. efter Wi-Fi-standarden, men der findes forskellige systemer, blandt andet Apples AirPlay, der kræver, at både afsender og modtager af lyden understøtter AirPlay. Lyden kan også overføres trådløst med Bluetooth-standarden, som har en maksimal rækkevidde på 10 meter. Til gengæld kræver den ikke Wi-Fi. Nogle systemer, blandt andet Sonos, danner deres eget trådløse netværk, SonosNet, som ikke er afhængig af, om hjemmet har Wi-Fi. Det kræver dog stadig en internetforbindelse, hvis du vil streame fra en musiktjeneste og bruge SonosNet.

Når forbindelsen til de trådløse enheder er oprettet, vælger du bare radiokanal, tjeneste og musiknummer og derefter den enhed, som skal spille lyden. Mange apps til styring af lyd og musik er efterhånden også blevet pænt avancerede. Apple Music-tjenesten kan blandt andet bruges med multimedieenheden Apple TV og sende musikken videre til et surround-anlæg, der samarbejder med din eventuelle iTunes-samling. Senest har Sonos forbedret sin app med en software kaldet Trueplay, så du via mikrofonen på en iPad eller iPhone kan tilpasse lyden til rummet, hvor højttaleren står.

Mange forskellige opsætninger
Hvor mange højttalere og enheder, der skal kobles på dit system, afhænger af dit behov. Du kan få systemer, som understøtter maksimalt seks højttalere, men også nogle med plads til 100. Nogle højttalere er bærbare. Creative, Bose og Libratone har lavet små, fine højttalere til mobilt brug. Et af de nyeste skud på stammen er at kunne streame i stereo til to ens højttalere. Det gælder blandt andet Sonos større PLAY-modeller og Samsungs multirumshøjttalere via det såkaldte WAM-system (Wireless Audio Multiroom).  

Der er også forskel på, hvad multirumssystemer kræver. Nogle skal have hjælp for at blive trådløse. Enten i form af en hub, som fordeler lyden i flere rum, eller en ekstra router, som skal kobles til den router, du allerede har, for at gøre hele systemet trådløst. Eller det kan være en trådløs adapter, der opgraderer et kablet musiksystem til et trådløst multirumssystem. Det gælder blandt andet for Harman Kardons multirumssystem-løsning.

Den tilhørende app, som du bruger til at vælge musik i de enkelte rum, er et vigtigt kvalitetskriterium, når du vælger en multirumsløsning. Her er det Samsungs system. Den tilhørende app, som du bruger til at vælge musik i de enkelte rum, er et vigtigt kvalitetskriterium, når du vælger en multirumsløsning. Her er det Samsungs system.



Ekstra kraft på dit netværk
Udover apps, højttalere og modtagere, kræver et velsmurt, Wi-Fi-baseret multirumssystem, at der er skub i dit trådløse netværk. Når for-bindelsen ikke ordentligt ud i rummene, kan højttaleren eller enheden ikke modtage lyden. Du risikerer også, at den falder ud eller mister forbindelsen til den app, som styrer det hele. Heldigvis findes der forstærkere, som er specialdesignet til at fungere med trådløse multirumsløsninger.

Selv om det lyder smart og enkelt, har multirrumssystemer stadig en del begrænsninger. Langt de fleste systemer vil ikke arbejde sammen med enheder af et andet mærke, eller også er de smarte muligheder begrænsede. Andre gange understøtter systemet måske ikke den musiktjeneste, du har, eller den trådløse standard, du gerne vil bruge. For eksempel AirPlay.
Du skal derfor vælge med omhu, når du går i gang med at opbygge dit trådløse system. Omvendt – når du først er begyndt – kan det nemt udbygges, og der kommer konstant nye tjenester, ny software og nye muligheder til.

4 veje til musik i flere rum

1 Sonos:
Afprøvet og stabilt
Med Sonos kan du begynde i det små med højttaleren Play:1 og udvide til det komplette multirumssystem. Sonos højttalere findes i flere størrelser, som kan sættes sammen og danne stereolyd. Systemet understøtter langt de fleste musiktjenester.
Med afspilleren Connect kan du tilkoble dit eksisterende anlæg og gøre det trådløst både via digitale og analoge udgange. Med Connect: AMP, en trådløs modtager med forstærker, kan musikken fra din smartphone få gevaldige vinger i et tilkoblet sæt trådløse højttalere eller et sæt almindelige højttalere. Sonos har tilmed lavet sin egen netværksadapter, Boost, som booster systemets eget trådløse net, SonosNet. Sonos har også en tv-lydbar og en trådløs subwoofer.

Sonos er pioneren inden for trådløs multirumslyd og skaber endnu i dag nogle af de mest velfungerende og stabile systemer Sonos er pioneren inden for trådløs multirumslyd og skaber endnu i dag nogle af de mest velfungerende og stabile systemer

Fordele: Kompakt system, alt passer sammen, stabilt og funktionelt, velfungerende app, understøtter et hav af tjenester.
Ulemper: Virker kun med Sonos-enheder, kan hurtigt blive dyrt, nogle opsætninger kræver SonosNet for at fungere.

2 Bose SoundTouch:
Enkelt og kompakt
Hos Bose hedder multirumssystemet SoundTouch. Du kan streame via Wi-Fi og Bluetooth, og kilden kan være alt fra musiktjenester som Spotify og Deezer til din egen samling. Højttalerne går fra små, kompakte og bærbare enheder til større højttalere, der læner sig op ad surround-anlæggets forstærker og hjemmebiografens lydbar. Seneste generation af SoundTouch understøtter også dual band, så Wi-Fi-forbindelsen kommer til at arbejde bedre og mere stabilt.
Ligesom med Sonos har Bose en serie af trådløse (og velspillende) højttalere, SoundTouch 10, 20 og 30, som vokser i størrelse og ydelse – fra enkel underholdning i soveværelset til den kraftige, centrale enhed, der danner centrum i hele det trådløse multirumssystem.

SoundTouch 20 i Boses trådløse højttalerserie er blandt andet udstyret med knapper foroven, så du hurtigt kan klikke dig frem til din favoritmusik. SoundTouch 20 i Boses trådløse højttalerserie er blandt andet udstyret med knapper foroven, så du hurtigt kan klikke dig frem til din favoritmusik.

Fordele: Mange understøttede lydformater, mulighed for at afspille cd’er, kompakte, mobile højttalere, lyden.
Ulemper: Understøtter kun få musiktjenester, ikke så mange forskellige enheder.

3 Samsung WAM:
Bred understøttelse
Samsung kan mere end lave fladskærme og smartphones. Firmaet har også udtænkt sin egen ledningsfrie løsning kaldet Wireless Audio Multiroom, forkortet: WAM. Seriens højttalere kan placeres på væggen eller i en reol og styres direkte eller via en app. Med Samsungs hub, som tilsluttes din router, kan du koble WAM-enhederne på det trådløse netværk og for eksempel afspille selvstændig lyd i køkkenet eller badeværelset. Du kan også sætte WAM-højttalere sammen og give en komplet multirumslyd eller parre to af dem og få god stereolyd.
Højttalerne understøtter Wi-Fi, Bluetooth og NFC-parring til Android-enheder, for eksempel en Samsung-tablet. Du kan afspille dit eget indhold fra en netværksharddisk eller en computer, eller du kan hente streamet musik fra for eksempel Spotify og fordele musikken med Spotify Connect.

Den innovative Samsung R7 er formet, så den spreder lyden lige godt hele vejen rundt. Den korean-ske producent satser stærkt på multirumssystemer. Den innovative Samsung R7 er formet, så den spreder lyden lige godt hele vejen rundt. Den korean-ske producent satser stærkt på multirumssystemer.

Fordele: Understøtter også NFC (near field communication), kan udvides med aktiv trådløs subwoofer og trådløs lydbar til fladskærmen.
Ulemper: Ikke alle løsninger understøtter andre mærker end Samsung. Nogle opsætninger, blandt andet til tv’et, kan give forsinkelse på lyden.

4 Harman Kardon Omni:
God lyd
Vil du have rigtig HD-lyd, er Harman Kardons multirumssystem et godt bud. Som med de andre systemer, vi omtaler, giver Omni også en mulighed for at begynde i det små – startende med Omni 10 – og derfra bygge videre. De runde højttalere kan stilles i forskellige rum eller i udgaven Omni 20 sættes sammen og give stereolyd.
Appen er ikke den nemmeste at bruge, viser vores test, og udvalget af understøttede musiktjenester er begrænset, men Deezer og Spotify er der blevet plads til. Systemet består kun af højttalere, der arbejder med Bluetooth. Skal du bruge Wi-Fi, skal du have fat i en adapter, men så kan du også sende lyden fra for eksempel et stereoanlæg retur til de trådløse Omni-højttalere. Så Omni er til dig, som blot vil have et enkelt system uden for mange forskellige enheder koblet til. Omvendt er lyden fin, og for eksempel stemmer går godt igennem.

Mange trådløse højttalere er ret små og derfor ikke perfekte som festmaskine. Men nogle af dem – som denne Harman Kardon Omni 20 – spiller i stereo. Mange trådløse højttalere er ret små og derfor ikke perfekte som festmaskine. Men nogle af dem – som denne Harman Kardon Omni 20 – spiller i stereo.


Fordele: Specielt design, god lyd, enkelt tryk på højttaleren for at få lyden til at ”følge” dig fra rum til rum.
Ulemper: Understøtter ikke Tidal, ingen udbygningsmuligheder i form af forstærkere og adaptere.