Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stor maskine til små penge

Du får lidt mere for pengene, når du vælger fladt, men ikke Ultrabook.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Denne maskine er en kæmpe blandt dværge – rent fysisk – sammenlignet med testens Ultrabooks. Også selvom den har en beskeden vægt på 2 kg. For der er ikke tale om en ægte Ultrabook, men dog en særdeles flad bærbar. Og den er et solidt kompromis mellem ydelse, bærbarhed og pris. Det lyder måske lidt kedeligt, men her er opskriften på en god maskine.

For kan du holde de lidt større dimensioner ud, honoreres du med en maskine, der har 14” skærm, stor harddisk, masser af hukommelse, og trods en pris på små 6.000 kroner får du alligevel den hurtige i5-processor og et AMD Radeon-grafikkort med 1 GB ram.

Designet er anonymt og afdæmpet. Metaloverfladen rundt om det enkle tastatur giver en fin luksusfølelse, og skærmen står skarpt og klart. Derfor er det (minimalt) ærgerligt, at der skal stikke et VGA-stik ud i venstre side af computeren, nu den ellers er så helstøbt i alle andre sammenhæng.

Men maskinen føles meget ”ærlig”. Den er god at skrive på, touch-pad’en reagerer hurtigt, og maskinen kan bruges til alt fra hverdagsbrug til selv halvtunge spil takket være den solide processor og det dedikerede grafikkort. Et minus er den konstante blæserstøj, der er lidt generende. Men alt målt og vejet giver HP’en fuld valuta for pengene. Testens bedste køb!

DATATID MENER:

I den fysisk tunge ende, men du får altså meget computerkraft for pengene her.