Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stor mangel på digitale strategier

Ny rapport viser, at blot otte procent af de adspurgte virksomheder har implementeret en digital strategi. Alligevel mener 70 procent, at digitale initiativer er afgørende for deres fremtidige succes.

Af Jakob D. Lund, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tata Consultancy Services’ (TCS) rapport The Road to Reimagination er baseret på en onlineundersøgelse af 820 virksomheder fra Europa, Nord- og Sydamerika og Asien. Rapporten viser, hvordan virksomhederne anvender fem afgørende digitale områder: Big Data og analytics, cloud computing, mobilitet og pervasive computing, sociale medier samt robotter og kunstig intelligens.

Danmark ikke i førersædet

Selvom Danmark er et digitalt modent land, indikerer tallene, at danske virksomheder bør blive bedre til at implementere digitale strategier for at bevare den konkurrencemæssige fordel.

Ifølge Danmarks Statistik er det kun fire ud af ti virksomheder, der bruger sociale medier til at sælge produkter eller services.
På den anden side er danskerne blandt dem, som køber mest online. Således bruger otte ud af ti danskere under 35 år deres smartphone eller tablet til at købe varer på nettet med.

Desuden bruger syv ud af ti danskere deres smartphone til at indsamle information om produkter og services. Så der er et stort potentiale for at nå kunderne gennem disse kanaler og for at analysere big data for at forstå kundernes præferencer.

”Om få år vil disse digitale forbrugere have en stor indkomst, og de vil være den vigtigste målgruppe for mange virksomheder. Det er ikke længere nok at have en hjemmeside. Virksomheder må være digitalt innovative for at møde kunderne på sociale platforme og målrette indholdet på de enheder, som kunderne bruger til at finde informationer og træffe købsbeslutninger,” siger Kathiravan Palaniappan, Country Manager for TCS Danmark.

Brede digitale investeringer

B2B-virksomheder er ingen undtagelse. Ifølge analysevirksomheden Forrester har 60-90 procent af B2B-kunder truffet deres beslutning, inden de kontakter virksomheden. De beslutter sig på baggrund af digitalt tilgængelig information.

Derfor bør virksomheder tage færdigheder og værktøjer i brug, der kan påvirke og sælge gennem digitale platforme.
“De førende digitale virksomheder har det til fælles, at de investerer bredt i hele organisationens digitale strategi og dermed udvikler deres kompetencer inden for alle fem digitale områder,” siger Kathiravan Palaniappan.

”Danske virksomheder kan udmærke sig i konkurrencen mod globale konkurrenter ved at forfølge digitaliseringsinitiativer, der både er innovative i design og udførelse.”

• Eksplosion i tungtfinansierede digitaliseringsprogrammer

I 2014 forventer europæiske organisationer i gennemsnit at investere 107 mio. dollar i digitale løsninger, mens syd- og nordamerikanske virksomheder planlægger at investere henholdsvis 163 mio. og 119 mio. dollar.

• Teleindustrien og bankerne fører

De industrier, der kommer til at investere flest ressourcer i digitalisering i 2014, er teleindustrien (189 mio. dollar), banker og finansiel service (142 mio. dollar) og it-industrien (122 mio. dollar). Virksomhederne forsøger at foretage deres investeringer, så de øger omsætningen hurtigst muligt. Den største procentdel går til virksomhedens marketingafdeling (23 porcent), derefter R&D (15 procent), fremstilling (13 procent) og distribution (10 procent).

• Big data fortsætter med at vokse

I de næste tre år vil 28 procent af alle digitale investeringer bruges på big data-teknologier mod 20 procent på sociale medier, 20 procent på mobilløsninger, 19 procent på cloud computing og 13 procent på kunstig intelligens og robotter.

• Fokuseret strategi virker

57 procent af de førende digitale virksomheder fokuserer den digitale indsats på en række bestemte forretningsfunktioner, mens de digitale følgere vælger at lade den digitale strategi være styret af bestemte funktioner i virksomheden. De førende digitale virksomheder er næsten dobbelt så tilbøjelige, målt i forhold til de digitale følgere, til allerede at have bragt et helt nyt digitalt produkt på markedet (89 procent mod 48 procent).

• Stærk viden om forbrugerne

74 procent af de digitalt førende bruger digitale teknologier til at forudsige behovet for produkter og services.
66 procent af de digitalt førende bruger digitale teknologier til at holde øje med, hvordan forbrugere bruger produkter og services.
50 procent af virksomhederne bruger mobile apps og sociale medier som primære kilder til indsamling af kundedata.
I 2020 vil bærbare teknologier være den primære kilde til indsamling af kundedata hos 62 procent af virksomhederne.