Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Stor kraft fra lille lydbar

Philips-lydbaren imponerer med et forholdsvis stort lydbillede fra en virkelig kompakt konstruktion.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er hver gang imponerende, når en lille højttaler kan gengive musikken, så den opleves meget større, end man forventer. Det er tilfældet ved Philips HTL7140, som er lige til at hænge op på væggen med de medfølgende beslag.

Hemmeligheden bag det store lydbillede er en god subwoofer, der er konstrueret, så den lydmæssigt kan kompensere for den nedre mellemtone, som de små højttalere i lydbaren rent fysisk ikke kan huse. Intelligente lydchips manipulerer lyden, så den får et passende stort volumen. Vi noterer også en fremragende fjernbetjening, hvorfra du kan vælge alt, hvad du har behov for – hurtigt og let.

Både ved gengivelse af tv-lyd og musik hænger lydbilledet umiddelbart godt sammen. Men lytter du nærmere efter, kan du godt høre at mellemtonen – især ved musik – er for dominerende. Det kan også høres ved stemmer fra tv’et, hvor vi savner lidt af den kraft og saft, vi får fra især Harman/Kardons testdeltager.

Philips HTL7140 har et unikt design og ikke mindst en eksemplarisk enkel opsætning. Tilslut, og start enheden, og den finder selv ud af, hvad der skal vælges af dekoder. Du kan også vælge selv, hvis du ønsker et andet lydbillede. Det fungerer faktisk godt, men desværre var vi ude for, at surround-dekoderen blev forvirret et par gange. Det betyder, at den vælger et forkert format, der så ikke passer til det, vi kigger på, og resultatet er da et lydbillede, hvor stemmer nærmest er placeret i baggrunden, mens baggrundslyden trækkes frem. Hver gang kunne fænomenet dog fjernes ved at skifte til et andet lydformat med fjernbetjeningen.

Lydbaren kan modtage strea-mede signaler trådløst via Bluetooth, og det foregår ret let både i opsætning og daglig betjening. Musikken kommer overraskende godt ud i stuen. Det bliver dog aldrig sublimt eller i nærheden af den lyd, vi oplever fra Harman/Kardon og Sony. Du skal vælge Philips, hvis du ønsker diskret og nydelig tv-lyd-system, der er ultra-let at bruge. Testdeltageren fra Harman/Kardon giver måske mere værdi for hver investeret krone, og den vinder hele testen, og så går prisen som testens bedste køb fortjent videre til Philips.

Philips HTL7140 Den ultratynde, flotte lydbar har en sidemonteret bas, der sikrer, at lyden kastes godt ud i stuen og ikke ned mod gulvet.