Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stilsikkert flad-tv

Sony Bravia 40NX700 er en forholdsvis flad sag, som samtidig er utroligt flot designet.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er enkelt og nydeligt lavet, og det er tydeligt, hvorfor Sony er blevet et stort hit i mange hjem: Det ser ganske enkelt godt ud.

Det har dog primært gået på deres modeller med en transparent ramme omkring panelet. Dette er sort, men meget, meget elegant. Bagpå sidder tilslutningerne i et indhak – god idé for så kan du få tv’et helt tæt på væggen.

Opsætningen af tv’et er stort set opbygget, som du kender det fra en Playstaion 3. Du kan køre frem og tilbage og vælge forskellige indstillinger – herunder digital antenne og internetforbindelse.

Tv’et har en række muligheder, så du kan bruge det som medieserver, så du kan se billeder, høre musik og så videre.

Men det er primært tv-funktionen, vi er interesseret i, og efter at have tygget sig gennem æteren for kanaler var det klart, at billedet har en meget høj detaljeringsgrad og masser af lys, men også en masse mindre billedfejl, fnidder og lignende der forstyrrer oplevelsen.

Det er fint med mange detaljer, men når du kan se, at videoprocessoren tydeligvis ikke kan udglatte alle pixel i bevægelse, ja, så fokuserer du på fejlene frem for det ellers klare farverige billede.

Lyden er dertil lidt spinkel, og selvom du skruer op for bassen, bliver det aldrig godt.

Konklusion

Sony Bravia 40NX700 er på mange måder et attraktivt tv med de funktioner og ikke mindst design, som vi gerne vil have.

Men billedet har nogle småfejl, som er irriterende i længden. Det er bedre end mange andre i prisklassen, men altså langt fra perfekt. Især når du kan få et fremragende tv fra eksempelvis Panasonic til noget lavere pris.

Men vil du have et fladt design og et alt andet lige godt tv, er dette Sony et godt bud.

DATATID MENER:

Lækkert design kombineret med mange muligheder, men billedet har for mange fejl.