Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stenet musikformidler

Nichemarked er vist rette betegnelse for vores stenede højttaler. Creative har lavet en trådløs højttaler til udendørsbrug. Det skal undersøges.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En sten kan ikke flyve, denne højttaler kan heller ikke flyve, ergo er det en sten. Denne alternative udlægning af Erasmus Montanus udødelige ord ville han endda langt hen ad vejen have ret i.

Creative har i hvert fald døbt denne trådløse udendørshøjttaler for Sound Blaster Wireless Rock. Den ligner også grangiveligt et gråligt stykke granit, som den står foran en. Indrømmet, det er måske ikke ligefrem sæson for udendørs grillfest med indlagt underholdning i form af en højttaler udformet som en sten.

Efter at have testet Creative Sound Blaster Wireless Rock må det dog siges, at den vil være en stensikker succes til et udendørsarrangement.

Det kan dog godt være, at det vil være startskuddet til, at naboen kigger forbi. Måske med det formål, at denne vil deltage i festen eller måske snarere for at klage over støjniveauet. Denne højttaler kan nemlig spille ret så højt – især med dets tiltænkte anvendelsesområde taget i betragtning.

At være en sten

Det er hårdt at være alene i verden, men det er denne udendørshøjttaler da heller ikke. Den er del af Creatives Sound Blaster Wireless-serien, der består af trådløse indendørshøjttalere, trådløse hovedtelefoner og ditto transmittere i form af usb- og ExpressCard-formater samt en trådløs receiver, der kan sluttes til det hjemlige stereoanlæg i stuen.

På den måde kan musikken spille i alle rum og sågar udenfor. Den musiske kilde kan være desktopcomputeren, den bærbare eller som nævnt det hjemlige musikanlæg. Vi kiggede helt grundlæggende på en opkobling mellem en bærbar computer og højttaleren.

Det vil sige, at for at kunne bruge højttaleren brugte vi Sound Blaster Wireless-adapteren fra et Sound Blaster Wireless Music System-sæt, der bestod af en usb-adapter og receiver.

Der følger nemlig ingen usb-adapter med højttaleren, når den købes, og det er lidt ærgerligt, da mange sikkert vil forvente, at den kan bruges ud af posen så at sige.

Der står endvidere, at man skal anvende Sound Blaster-transmittere i forbindelse med højttalerne. Det lyder plausibelt, da højttaleren skal ”parres” med transmitteren.

En, to, tre – rock!

Frem med en bærbar, der blev isat en Sound Blaster Wireless usb-transmitter i den bærbare, og den side af sagen var klaret.

Højttaleren var ligeledes hurtigt oppe i omdrejninger, batteriet blev sat i, og strømmen slået til. Herefter var alle forudsætninger i realiteten i orden for, at musikken snart kunne spille løs. Normalt skal det siges, at batteriet skal lade i 12 timer i den medfølgende batterilader inden brug.

Næste trin skulle så være, at transmitter og højttaler automatisk blev ”parret”, det skete ikke. Men manuelt gik det næsten lige så let: et tryk på ’Connect’-knappen på transmitteren og bagefter på ’Connect’-knappen på højttaleren, alt imens LED-lyset på førstnævnte blinkede løs. Det virkede allerførste gang.

Et lille råd, for selvom lydniveauet var sat lavt under afspilning, spillede højttaleren godt igennem. Lydniveauet går op til ”virkeligt højt”, og der er to volumenknapper på selve højttaleren, der justerer lydniveauet op og med. Pas lidt på med dem, de er følsomme, det kan enten blive tyst eller meget højt meget hurtigt.

Højttaleren, der huser en 6,5” fuldtone-enhed, er skabt til at kunne tåle at stå udenfor under vekslende vejrforhold. Den skulle også kunne tåle regn, men hvor meget er spørgsmålet. Den er dog tætnet efter alle kunstens regler.

Det er måske ingen decideret high end-højttaler, men til uforpligtende musik udendørs spiller den faktisk ganske glimrende. Batterilevetiden er angivet til 6 timer, og afstanden mellem højttaler og transmitter må højest andrage 30 meter under ideelle forhold.