Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stationær pc til lidt af hvert

Den prisbillige MD8895 fra Medion leverer overraskende mange kræfter til en meget billig pris.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Stationære computere er nok på tilbagetog, men det forhindrer nu ikke Medion i at sende nye på markedet i en lind strøm. Producentens nyeste stationære computere er MD8895, der bliver solgt i Aldi-forretninger fra onsdag den 28. marts.

Computeren bliver markedsført som en multimediacomputer, hvilket omskrevet betyder, at det er en allround-computer beregnet til lidt af hvert. Den er baseret på Intels Core i5 og har som sådan en rimelig mængde hestekræfter gemt under kassen.

Stadig det samme udseende

Nu vi snakker om kassen eller kabinettet, som er det almindelige navn, så har det ikke ændret sig længe. Det ligner fuldkommen sig selv, og vi kunne godt ønske bare en anelse fornyelse her. Men det gode er, at Medion holder fast i sin eksterne harddisk-dock.

Hardwaren tyder på, at maskinen er en fin maskine til såvel spil som almindelige opgaver, så vi besluttede os til at give maskinen en fuld test ved at sende den igennem 3DMark 11, 3D MarkVantage, PCMark Vantage, Cinebench 64bit og HD Tune pro.

Den første test, vi sendte maskinen igennem, var 3DMark 11, der tester maskinens evner til at håndtere DirectX 11-spil. Her fik vi en score på 1.148 3DMarks, hvilket er en fin score, selvom det ikke gør den til en hardcore gamingcomputer.

Dernæst sendte vi den igennem 3DMark Vantage, hvor vi igen testede spilydelsen, og nu fik vi så en score på 4.707 3DMarks, hvilket var en rigtig flot score for en computer til under 4.000 kroner.

Næste test var PCMark Vantage, hvor vi testede computerens evner til at håndtere programmer som video- og billedredigering. Her fik vi en rigtig glædelig overraskelse, hele 9.837 PCMarks, hvilket er en rigtig flot score og viser en computer med en pæn mængde overskud til de fleste opgaver, du kan finde på at stille den.

Videre i testene

Vi var nu ret overbeviste om, at computeren havde en god mængde hestekræfter, så vi sendte den igennem CineBench 64bit-versionen og fik en OpenGL-score på 25,19 fps, hvilket slet ikke er dårligt, men det viser dog en computer, der ikke er en hardcore gamingcomputer. Men fin nok til de fleste almindelige spil.

I CineBench-testen fik vi også en cpu-score på 4,46 pts, hvilket viser, at cpu’en er ret potent.

Derefter gik vi over til vores sidste test, HD Tune Pro, hvor vi testede harddiskens evner. Her fik vi en gennemsnitlig overførselshastighed på ikke mindre end 143 MB/s, en meget flot score.

Konklusionen

Computeren bliver ikke specielt varm, og den larmer ikke. Tastaturet er stadig lidt plastic-agtigt, men dog langt bedre end de tidligere versioner, vi har set.

Med MD8895 har vi en computer, der ikke koster så meget, som har masser af plads på harddisken, og hvor du får de nyeste teknologier, såsom usb 3.0.

Samtidig yder den ret flot, og selvom det ikke er en gamingcomputer, så kan du snildt spille de fleste spil på denne computer. For under 4.000 kroner får du virkelig mange hestekræfter og en god allround-computer.

[themepacific_accordion]
[themepacific_accordion_section title="Fakta"]

Specifikationer

[/themepacific_accordion_section]
[/themepacific_accordion]