Stationær PC med projektor

Stationær PC med projektor

Lenovo ideacentre 610S er gearet til underholdning og kan forsynes med projektor, der kan skyde dine film og spil op i 100 tommer på væggen.

Lenovo har gjort sig bemærket med tablets, der har indbygget projektor, og nu udvider producenten konceptet til også at gælde stationære PC’er. Til den nye ideacentre 610S fås således forsynet en specialdesignet projektor som tilbehør. Den gør det muligt at blæse film, spil, billeder og hvad du end ellers kan tænke dig op på væggen i megaformat.    

ideacentre 610S er en lille 2.2-liters desktop, skabt til at stå i stuen uden at ødelægge indretningen. Med en 6. generations Intel Core i7 processor, op til 16GB DDR4 ram samt et NVIDIA GTX 750Ti grafikkort med 2GB GDDR5 burde der dog være rigeligt med kræfter til 4K-video og andet krævende indhold. Den indbyggede harddisk rummer 2TB.

Lenovo ideacentre 610S er netop blevet fremvist på CES-messen i Las Vegas. Hvornår den kommer i de danske butikker er der endnu ingen meldinger om. Der er heller ikke nogen eksakt dansk pris men I USA må man slippe 849 dollars for den, og det kan tyde på at vi skal op omkring de 7-8.000 kroner i Danmark. Dertil skal du betale for projektoren oveni.

Del denne