Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stationær all-rounder

Medion lancerer endnu en pc på det danske marked. Denne gang er det en stationær computer, der snildt kan bruges som husets all-round computer.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Et kig på den nye Medion MD8342 afslører ikke meget nyt. Designet er det velkendte - og efterhånden lettere kedelige, men rent hardwaremæssigt er det nu en ret spændende enhed. Den er baseret på AMD's Quad Core processor, der arbejder ved 2,6GHz, den har 1TB harddisk og 4GB ram. Den har ATI's Radeon HD5670 DirectX 11 grafikkort med 512MB hukommelse og både trådløst og trådet netværk.

Specifikationerne er ikke noget, der råber high-performance pc, og det er da heller ikke, hvad Medion lancerer denne computer som. Den bliver tværtimod lanceret som en multimedia-computer, men Alt om DATA's test viser, at den har lidt skjulte kræfter.

En overraskelse

Den første test vi sendte maskinen igennem var 3DMark Vantage. Umiddelbart virkede det lidt uretfærdigt, for denne computer er ikke rettet mod spillefolket. Ikke desto mindre sendte vi den gennem testen og blev faktisk ret positivt overraskede. Ikke mindre end 5.723 3DMarks fik den, hvilket placerer den som en "habil" spillemaskine. Stadig ikke noget med at tro, at du kan spille Modern Warfare II for fuld udblæsning, men du vil snildt kunne spille en del af de nyere spil på den, hvis du skruer lidt ned for grafikkravet.

Derefter sendte vi computeren gennem PCMark Vantage, der tester for ydelse, når det kommer til produktivitetsprogrammer, såsom billedbehandling. Her fik maskinen 5.298 PCMarks, hvilket ligeledes er helt habilt. Den nærmere analyse her viste igen, at computeren var god til spil og rimelig god til video- og billedbehandling.

Altså står vi her med en rimelig billig computer, der både kan bruges til video- og billedbehandling, og som du kan spille på. Slet ikke dårligt.

Vi sluttede af med at se lidt film på den, og skærmkortet opførte sig absolut pænt her. Computeren larmer heller ikke, hvilket må siges at være et meget stort plus. Alt i alt en god computer.

Slet intet dårligt?

Men træerne vokser ikke ind i himmelen. Der er skam ting, der ikke er optimalt ved denne computer. Som allerede nævnt, så er designet ikke længere specielt spændende. Der er et usb-kabel på toppen af computeren, og det som sådan smart nok, at det kan rulle ud. Problemet er blot, at det ikke rigtigt kan rulle ind igen.

Medion bør også levere deres computere med bedre tastatur og mus, de er virkelig ikke af alt for god kvalitet.

Men ellers er det faktisk en rigtig god all-round computer, og en som vil kunne bruges i rigtig mange hjem.