Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

7 stærke råd før du køber pc-skærm

En pc-skærm er en meget personlig ting. Derfor bør du gennemgå disse syv punkter, før du køber.

Af Peter Hyldahl, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

1 Vælg farver efter anvendelse

Du kan streame levende billeder til din skærm, så selvom den ikke har indbygget tv-tuner, kan den sagtens fungere ligesom et fjernsyn, men også bruges til andre former for underholdning. Hvis det er formålet, kan du med fordel kigge efter en skærm, der leverer flotte, glansfyldte farver – frem for en mere korrekt farvegengivelse, der kan fremstå lidt mat og kedelig. Omvendt skal du selvfølgelig sikre dig, at skærmen kan vise farver og nuancer korrekt, hvis du også skal bruge den til for eksempel billedbehandling.

Læs ogsåAttraktive skærme [STORTEST]: Giv din computer stort format

2 Afstand afgør skærmstørrelse

En pc-skærm er personlig. Og hvis du ikke kan placere den langt fra dit ansigt, skal du ikke vælge en alt for stor skærm, men gerne en model på under 30”. Men hvis du kan leve med at bevæge hovedet en del, så kan du gå op i størrelse alligevel. Den store skærm kan jo rumme rigtigt mange åbne vinduer, og det kan man hurtigt vænne sig til.

3 For høj opløsning

Høj opløsning er godt, og det gælder også for en pc-skærm. Men er skærmen for eksempel blot 27” og har 4K-opløsning kan ikoner og anden grafik blive lige lovlig små, og så er du måske bedre tjent med en skærm, der har lavere opløsning.

4 Tjek respons og opdatering

De fleste skærme i dag har lav responstid, som er et udtryk for, hvor hurtigt den håndterer bevægelser i billedet. Jo lavere værdi (i millisekunder), des bedre. Er du udefefter en rendyrket gamingskærm, bør du også tjekke opdateringsfrekvensen. Den skal være over 100 Hz, da den så kan holde billedet roligt uanset, hvor hurtigt det går i spillet.

5 Rette højde

Det er en fordel, hvis skærmen både kan vippes, drejes og især justeres i højden, så du kan finde den optimale indstilling. Det er dog langt fra alle skærme, der giver mulighed for, at du kan indstille højden, så her bør du prøve skærmen inden brug. Alternativt skal du sikre dig, at den har monteringshuller bagpå, så du kan placere den på en arm, der fastgøres på skrivebordet. Denne løsning understøtter de fleste skærme i dag.

6 Giv lyden et løft

Hvis god lydkvalitet betyder noget for dig, kommer du ikke udenom at skulle investere i separate pc-højttalere, som tilsluttes skærmens lydudgang. De flade pc-skærme har samme skavank som de flade tv: Den beskedne volumen giver ikke plads til kraftige højttalere.

7 Disse tilslutninger skal du have

De fleste skærme og computere kan kobles sammen via HDMI eller Displayport. Men har du en ældre computer, kan det være, den kun har VGA eller DVI, og så bør du sikre dig, at skærmen har tilsvarende. Ellers skal du købe en adapter. Du bør også sikre dig inden køb, at den pc, du tilslutter, har et grafikkort, der kan håndtere den opløsning, som skærmen har. Det kan langt de fleste i dag, men har du en ældre pc, kan det være en udfordring.