Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stærk HD-skærm til din pc

Philips 27” Quad-HD-skærm leverer varen med flot billede og unikke features.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Næsten uanset hvilke krav du stiller til din næste pc-skærm, går du ikke galt i byen, hvis du vælger én med ”Philips” på fronten. På firmaets hjemmeside vises der ikke færre end 97 modeller, fordelt på 39 til hjemmebrug og 58 til kontorer.

Den testede 272P4QPJKEB, der ligger helt i toppen i kontorsegmentet, viderefører firmaets stolte traditioner for at udtænke modelnavne og -numre, som ingen sjæl kan huske. Dét til trods for, at udvikling og produktion i årevis er foregået hos taiwanske MMD, så Philips blot får en royalty for at lægge navn til produkterne.

Professionelt udstyret

Når det gælder features, hører Philips 272P4 til markedets mest veludstyrede. PLS-panelets 27” og 2560 x 1440 pixel er kun begyndelsen. Skal du deltage i en videokonference, behøver du hverken have et webkamera balancerende på toppen af skærmen eller sætte dig ind i virksomhedens særlige rum. Et diskret lille 2 megapixel kamera sidder sammen med et par mikrofoner næsten usynligt i rammen over skærmen.

Hvis du er vant til at bruge en notebook, behøver du ikke få abstinenser med denne store skærm. En MultiView-funktion gør det muligt at vise to mindre billeder samtidigt – fra to forskellige kilder.

En feature, som heller ikke er almindelig på en stor 27”-skærm, er muligheden for at skifte – pivotere – fra det almindelige tværformat til højformat. Det kan være praktisk, hvis du vil arbejde med dokumenter med mange detaljer og/eller meget fin skrift, og grafikkortet følger automatisk med, når SmartControl softwaren er installeret. Det kræver lidt tilvænning, at der skal tages noget brutalt på skærmen, når den skal pivoteres op i højformat.

Tilslutningerne omfatter tre USB 3.0-terminaler, dvi dual link, displayport, HDMI x 2, audio-in og hovedtelefon-out.

Perfekt til storrums-kontorer

272P4’s lysstyrke opgives til 300 cd/m2. Denne værdi er meget almindelig – og den laveste i klassen, hvor man kan finde tal op til 440 cd/m2. Uden at jeg vil anfægte andre mærkers datapolitik, er det min vurdering, at denne skærm har en usædvanlig høj lysstyrke.

Lige ud af kassen i fabrikkens standardindstillinger var den ved at blænde mig, men det hjalp, da jeg skiftede til den energibesparende ”Economy” indstilling, som også matcher kalibreringen af min Dell U3011 arbejdsskærm. Philips 272P4 er med andre ord skabt til moderne kontorer med loft til gulv-vinduer, hvor skærme med mindre blus på lampen i klart vejr kan komme til at virke monokrome og bliver helt ubrugelige til billeder.

En smule privatliv kan du også få med skærmens integrerede PowerSensor. To PIR (Passive InfraRed) sensorer i rammen under skærmen registrerer, om nogen (du) er i nærheden. Hvis du fjerner dig fra skærmen, dæmper den efter cirka et minut lyset, og efter yderligere et par minutter går den helt i sort.

Det vil sige, at andre ikke vil kunne se, hvad du arbejder med, når de lige går forbi. Og da energiforbruget på denne måde kan reduceres med op til 80 %, kan du også pudse din grønne miljøglorie.

Lækkert billede, skinger lyd

Philips 272P4 har et lækkert, roligt billede med et imponerende dybt sortniveau, som er perfekt til kontorbrug. Film og Economy-indstillingen bør ikke bruges sammen – bevægelserne bliver unaturlige, men heldigvis er der dedikerede indstillinger til Film, Photo og Game. Om de indbyggede højttalere er der ikke så meget andet at sige, at de lyder meget skingert og bør bruges mindst muligt.