Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stadig liv i den gamle harddisk

Den traditionelle skivebaserede harddisk har svært ved at følge med ssd’erne, når det kommer til ydelsen, men har stadig overraskelser at byde på. Western Digital er klar med tre nye modeller, der hver har sine nyheder at byde på.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Man kommer ikke uden om en ssd, hvis man vil have den hurtigste lagring af sine filer, men har man behov for mere end bare 256GB, kommer man hurtigt op i svimlende summer. Heldigvis findes der dog også almindelige skivebaserede harddiske, der er optimeret til at levere en hastighed, der gør dem velegnede til krævende opgaver som eksempelvis videoredigering.

Western Digitals VelociRaptor er kendt som en af de hurtigste på markedet. Her er tale om et 2,5"-drev med 64MB cache, der spinder ved 10.000 rpm og er udstyret med sata 6GB/s-forbindelse. Det sikrer en hastighed, der er væsentligt højere end de fleste andre harddiske, samt en forbindelse uden flaskehalse. Præcis hvor hurtigt drevet er, kunne være rart at vide, men det får vi ingen oplysninger om.

Hidtil har den maksimale kapacitet på VelociRaptor været 600GB, men nu kommer harddisken også i en 1TB-model til dem, som kræver endnu mere plads. Den nye version byder også på optimeret stabilitet og lavere strømforbrug.

Rent prismæssigt kan man selvfølgelig få billigere harddiske, men sammenlignet med en ssd er der dog en del at spare, når man regner pris pr. gigabyte. Se prisen på 1TB-drevet her og prisen på 500GB-drevet her.

De nye VelociRaptor-drev er på markedet nu.

Supertynd harddisk til ultrabooks

Mange af de nye ultrabooks er udstyret med ssd, som giver hurtig opstart og afvikling af programmer, men sjældent særlig stor kapacitet til dine filer. Føler du, at pladsen er for trang, giver Western Digital dig imidlertid nu mulighed for at installere flere gigabytes i den slanke pc.

Western Digital Scorpio Blue er en 2,5" baseret harddisk, som i kraft af sin beskedne tykkelse på 7 mm passer i selv de tyndeste bærbare. Desuden har drevet flere andre egenskaber, som gør det ideelt til slanke og lette pc’er.

Ifølge Western Digital har drevet det laveste strømforbrug for harddiske i sin kategori og sluger således minimal energi fra computerens batteri. Takket være teknologien WhisperDrive er det desuden støjsvagt, mens ShockGuard garanterer stor stødsikkerhed, og SecurePark sørger for høj stabilitet.

Western Digital Scorpio Blue er dog ikke udelukkende designet til ultrabooks. Drevet passer til alle 9,5 mm-porte og kan derfor også anvendes i stort set alle andre typer bærbare.

Det fås med kapacitet på 320GB (se prisen her) og 500GB (se prisen her).

Dobbeltdisk med Thunderbolt

De færreste kan have noget imod høj hastighed, når det gælder overførsel af filer fra computeren til harddisken, men særligt folk, der arbejder med krævende materiale som eksempelvis videoredigering i hd, har behov for stor fart på filerne, hvis ikke processen skal sløves.

Western Digital er nu klar med en ekstern harddisk designet til at give dig den hurtigste filoverførsel overhovedet muligt, når vi taler enheder baseret på almindelige skivebaserede harddiske.

Som navnet indikerer, er harddisken udstyret med Thunderbolt, som kan give overførsel på op til 10GB/s begge veje. Det er det dobbelte af usb 3.0 og burde således være tilstrækkeligt til selv de tungeste opgaver, forudsat at diskene kan følge med. Desværre er det ikke oplyst, hvor hurtigt disse spinder.

Western Digital oplyser imidlertid, at de kan konfigureres i såvel raid 0 samt raid 1, der giver mulighed for at anvende den ene disk som backupkopi af den anden, og jdob, som gør det muligt at allokere hver disk til specifikke formål. Du kan også serieforbinde flere drev takket være dobbelt Thunderbolt-stik.

My Book Thunderbolt Duo er fra fabrikken formateret til Mac og er kompatibel med Time Machine. Den fås med 4TB- og 6TB-lagerplads og er i butikkerne nu. Se prisen på 4TB-drevet her og prisen på 6TB-drevet her.