Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Spejlreflekskameraet filmer i hd

Sonys α33 er et spændende spejlreflekskamera, med spændende ny teknologi, og så kan det filme i ægte HD.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Teknologierne smelter sammen, det har vi set gennem de seneste par år, og for ikke så pokkers længe siden så vi de første spejlreflekskameraer der også kunne optage vi- deosekvenser.

Teknologien blev langsomt forfinet, og i dag kan en del spejlreflekskameraer så optage film i HD. Sonys α33 er sådan et, og Alt om DATA har testkørt det og kunne konstatere, at Sony har fremstillet et ret godt stykke hardware.

Kræver tilvænning

Placering af betjeningsknapper på et kamera er utrolig vigtig. Det handler om, at det skal være let at komme til at bruge de mange funktioner, de nye smarte kameraer har. I en vis udstrækning har Sony placeret knapperne på stort set samme måde som andre producenter af spejlreflekskameraer, og så alligevel ikke.

Den drejeknap, hvor du vælger, om kameraet skal være i auto-tilstand, fotografere med bestemte indstillinger og så videre, har man placeret helt ude til venstre på kameraet. Umiddelbart irriterede det os, men langsomt kom vi faktisk til at holde af den placering.

Det viste sig, at det var let at betjene knappen, og da dine valg samtidig vises på den 3 tommer store led-skærm efterfulgt af en hjælpetekst, betyder det, at du kan se dine valg, uden at skygge for skærmen med hånden.

Menu-knappen er placeret lige ved siden af, og det giver også god mening, og den er let at nå.

På højresiden af kameraet er der så placeret alle de øvrige knapper. Herunder den knap der slår led-skærmen til eller fra – en funktion, som undertegnede er glad for, da jeg hellere vil benytte den optiske søger frem for skærmen til at se motivet i.

Men man har også placeret knappen til at starte og stoppe for videooptagelse her, og det virkede ikke intuitivt. Vi havde forventet at når vi trykkede på ’Movie’-knappen, så gik kameraet i videotilstand, og at vi så kunne starte og stoppe via den knap, der blev brugt til at tage almindelige billeder med. Men nej, når vi trykkede på ’Movie’-knappen så startede video-optagelsen også, og det var lidt irriterende, for den var ikke specielt nem at nå.

Men derudover så var det let nok at filme med kameraet, og zoomfunktionen virkede helt som vanligt.

Har intet spejl

En interessant ting ved α33 er, at det er et spejlreflekskamera uden det traditionelle spejl.Traditionelt så har et dslr-kamera et bevægeligt spejl, og du kan høre, når det arbejder. Men her er der ikke noget bevægeligt spejl. I stedet har Sony udstyret det med det, der kaldes for et translucent mirror, som er et fikseret gennemsigtigt spejl, hvilket angiveligt skulle give mulighed for ultrahurtige optagelser.

Der var heller ingen tvivl om, at når vi brugte indstillingen for kontinuerlige optagelser, så blev billederne optaget med lynets hast, og bufferen indeholdt mange billeder, så vi tog tæt på 20 billeder, inden det begyndte at halte lidt med at følge med. Slet ikke dårligt.

En funktion, som var spændende, men lidt uforståelig, var indbygget horisont. Som på instrumentbrættet i et fly var det muligt at få vist, hvor lige, eller skævt, du holdt kameraet. Vi kunne ikke rigtig se, hvad vi skulle bruge den funktion til, men sjov var den da.

Et nærmere kig på specifikationerne i kameraet viser en imponerende række af spændende teknologier og funktioner. Herunder den næsten nye Exmor APS HD cmos-sensor og en mulighed for en isofølsomhed på op til 12.800, slet ikke så ringe endda.

Der er også mulighed for at sætte ansigtsgenkendelse til, og selvudløseren kan detektere smil, så den automatisk tager billedet, når du smiler.

Det er ikke noget billigt kamera, men det er et rigtig godt kamera, der er bygget godt og solidt. Som tager gode billeder, selv under svære forhold, og selv videooptagelserne er af høj kvalitet.

Vi vil dog godt lige påpege, at led-skærmen, der kan foldes ud og drejes, ikke virker så stabil som resten af kameraet, hvilket er ærgerligt. Faktisk var vi ved flere lejligheder nervøse for, at vi knækkede skærmen af. Den del virkede ikke nær så solid som resten af kameraet.