Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Spartansk NAS med usikre detaljer

Denne NAS fra Medion er på overfladen fin. En skrabet tilgang og flere uhensigtsmæssigheder mindsker dog glæden noget.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Medion LIFE P89634 MD86783 er en 2-bay NAS, der på overfladen virker som et godt bud på en 2-bay NAS til hjemmet.

Den ser ganske tilforladelig ud: Helt i sort plastik, hvor nederste del er mat, og øverste del er lavet i blank plast. NAS’en har køleriller, der fylder hele toppen og strækker sig over noget af bagsiden. Det er en blæserløs konstruktion, så de eneste lyde, man hører, er lyden af de indbyggede harddiske.

Der undslipper en del varme fra toppen, da varme jo har det med at stige opad. Men der har ikke været problemer med varmeudvikling i forbindelse med NAS’ens drift i testforløbet, så designet fungerer.

MedionLIFE MD98783 er på trods af den beskedne pris udstyret med to harddiske på hver 2 TB. Den er klar til at blive tilsluttet det hjemlige netværk. Raid 1 og JBOD er de to konfigurationsvalg, man får. Inden vi når så vidt, skal det siges, at der er en USB 3.0-port på forsiden af enheden. Det må for øvrigt være første gang, vi har set en USB-port med skydelåge. På bagsiden er det en 1 Gbit/s RJ45-ethernetport og endnu en en USB 3.0-port samt en USB 2.0-port. Det er en fin udstyrsliste.

Fornuftig start, men

LIFE MD86783 fungerer som den skal, men noget undrer os. I vores test har visse dele ikke virket, som de skulle. Uden at vide, hvor længe Medion har lavet NAS’er, så virker det lidt som om, at de stadig betaler lærepenge.
Intentionerne er der.

Blandt andet er LIFE MD86783 knyttet sammen med Medions LifeCloud-univers. Første gang skal man logge ind på www.lifecloudmedion.com. Man giver sit LifeCloud-system et navn, vælger brugernavn og password. Det kører smertefrit. Ved at hente en app til iOS eller Android kan man tilgå indhold på NAS’en, uanset hvor man befinder sig. Det virker fint til Android. Appen er ikke revolutionerende, men den fungerer godt.

En broget oplevelse

Man kan kun oprette fem brugere i LifeCloud-systemet, med mindre man tegner et MedionLifeCloud Premium Pack, der koster 9,99 euro (cirka 75 kroner).

Det er også kun, hvis man tegner dette abonnement, at man får adgang til flere features udover de yderst begrænsede funktioner, som NAS’en understøtter fra begyndelsen.

Ganske vist er der fra start understøttelse af ftp, men man får ikke sikker ftp-server, før abonnementet bliver tegnet. Man får også først adgang til torrent-download med mere, med et Premium-abonnement. Memeo backupprogrammet medfølger dog i fuld version til Mac og Windows.

Det har ikke været muligt at installere programmet, som bruges til at finde NAS’en med på netværket og til at overføre mere end 2 GB data ad gangen. Installationen påstår hårdnakket og fejlagtigt, at der ikke er plads nok på drevet. Man kan godt finde NAS’ens webbrugergrænseflade uden, men det er et irritationsmoment. At man havner på www.medion.dk uden forklaring, når man trykker på hjælp i hovedmenuen, virker også ufærdigt.

Brugergrænsefladens startside er hæderlig, menuer som eksempelvis mediebiblioteket er holdt i et Stifinder-lignende miljø. Træk og slip kan bruges, men betjeningen er ikke helt strømlinet. Menupunkterne kaldes ikke alle steder det samme som i betjeningsvejledningen.
Hastigheden er målt til 50,7 MB/s og 34,5 MB/s for henholdsvis læse- og skriveoperationer.