Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Epson nye Small-In-One-serie er 39 procent mindre end tidligere Epson-modeller. Således passer de fint til det lille kontor eller i et sted i hjemmet, hvor man ikke ønsker, at printeren skal dominere for meget.
SX430W, SX435W og SX235W har automatisk WiFi-opsætning, så du kan udskrive trådløst, uden at du behøver at kende netværksindstillinger eller tilslutte et usb-kabel. Printerne finder automatisk den relevante forbindelsesindstilling, så de kan konfigurere sig selv. Den mobile Epson Connect giver samtidig mulighed for at udskrive fotos og dokumenter trådløst fra smartphones og tablet-pc’er overalt i hjemmet.
De nye printere bruger separate blækpatroner, hvilket betyder, at brugerne kun skal udskifte den farve, der er løbet tør. Uafhængig testning af TÜV Rheinland viser, at inkjet-printere med separate blækpatroner giver op til 37 procents besparelse sammenlignet med de kombinerede blækpatroner, og printerne er således både venlige mod pengepungen og miljøet.
Epson Stylus SX430W, SX435W og SX235W er på markedet nu og koster 695 for de to første og 595 kroner for den sidste. Epson Stylus SX230 kommer på markedet den 1. december og får en pris på 499 kroner.