Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sonys mobil er et mediemonster

Sonys nyeste smartphone skyder video i 4K og er fuld af stærke features, som gør den til en enestående medie-mobil.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Udviklingen indenfor smartphones går rygende stærkt, og man forbløffes gang på gang over, hvad der er muligt at klemme ind i de små apparater. Med Xperia Z2 har Sony endnu en gang skubbet til grænserne.

Skyd video i 4K

Lad os bare springe direkte til mobilens stærkeste trumfkort. Xperia Z2 er den første og indtil videre eneste smartphone, der er i stand til at skyde video i 4K.

Som de fleste vel efterhånden er klar over, dækker betegnelsen over en opløsning, der er fire gange højere end full HD. Da formatet langt fra er alment udbredt endnu, er det de færreste, der vil få glæde af det på nuværende tidspunkt.

Ikke desto mindre er det interessant, at vi her har at gøre med en mobil, der er længere fremme end de fleste kameraer og er fremtidssikret på den vis, at den er klar til at skyde knivskarpe hjemmevideoer, når vi almindelige dødelige får råd til et 4K-tv om et par år.
Som tilbehør fås desuden en stereomikrofon af høj kvalitet til den, der vil have ekstra god lyd på videooptagelserne.

Ud over muligheden for også at skyde slowmotion-videoer i full HD og at lave spejlrefleks-agtige billeder med sløret baggrund ligner Sonys 20,7 MP-kamera ellers sig selv, og det er kun en god ting, for det er fortsat blandt de bedste mobilkameraer.

Lyd og billede i top

Skærmen har derimod undergået et par forandringer. Opløsningen er fortsat full HD som på forgængeren, men den er vokset til 5,2”, og så har Sony heldigvis valgt at opgradere til et ips-panel, så betragtningsvinklerne er væsentligt bedre. Således står den ikke tilbage for selv de bedste skærme hos konkurrenterne.

Det er en fryd at se video på det lille apparat, ikke mindst på grund af lyden, som er forbedret i form af nye stereohøjttalere, der, i betragtning af at de sidder i en lille mobil, lyder imponerende godt.

For den der lytter til musik på farten er der desuden integreret noise cancelling-teknologi, så støj fra omgivelserne blokeres, hvis du anvender kompatible hovedtelefoner.

Løber fra din bærbare

Som man næsten kunne forvente, er processoren også opgraderet. Vi har her at gøre med en firkernet Snapdragon 801 på 2,3 GHz, som komplementeres af 3 GB ram. Tilsammen giver det en enestående ydelse, der snildt kan hamle op med en mellemklasse-bærbar af nyere dato.

Batterilevetiden er samtidig øget en del, takket være et stort 3200 mAh-batteri og effektiv strømstyringsteknologi. Xperia Z2 klarer således op til 2-3 dage på en opladning.

Velkendt design

Udover den diskrete forøgelse af skærmstørrelsen er der ikke sket det store med designet siden Xperia Z1. Overordnet set er den således mere eller mindre identisk med forgængeren, og det gælder selvsagt også mobilens vand- og støvafvisende egenskaber.

For at udvide funktionaliteten har Sony imidlertid satset en del på tilbehør. Foruden stereomikrofon og et sæt nye, støjisolerende in-ear-hovedtelefoner har Sony således også skabt et armbånd, der gør det muligt at tjekke beskeder og logge data om dit liv og din sundhed. Det er næppe alle, der ønsker mobilen så tæt ind på kroppen, men Smartband fungerer ikke desto mindre glimrende.

På trods af 4K og gode opgraderinger på skærmkvalitet, lyd, ydelse, batterilevetid er der således ikke tale om helt så overrumplende en enhed. Men mindre kan nu også gøre det. Med Xperia Z2 lægger Sony sig igen med helt i front af mobilmarkedet.