Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sony Xperia Z2

En ting, man med sikkerhed ikke kan fratage Sony Xperia Z2, er, at det er en virkelig imponerende tablet, når man samler den op. Det bliver ikke mindre af, at man ved, at den er støv- og vandafvisende. I det mindste til en vis grad.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Tykkelsen er blot 6,4 mm, hvilket gør den til testens tyndeste tablet. Den vejer også kun 439 gram, hvilket er meget let for en 10,1"-tablet. Samlingskvaliteten virker glimrende med porte og kortlæser gemt bag låget.

Om det er den begrænsede tykkelse vides ikke, men tapper man bestemt på kanten af skærmrammen, forplanter trykbølgerne sig til kanten af skærmbilledet. Det er selvfølgelig ikke noget, man gør i praksis, men alligevel ikke godt.

Skærmen understøtter Sonys Trilumious, som giver et farverigt, ja nærmest farvemættet, skærmbillede. Skærmen, der ikke er blandt de virkeligt højtopløste her i testen, er stadigvæk en meget flot og lysstærk skærm. Selv om det ikke rækker til at være blandt de allermest lysstærke skærme her i testen.

Tabletten er stærk, og den mangler ikke kræfter, når den først er i brug. Den er også en af de hurtigste deltagere i testen til at vende billedet, når enheden roteres.

Der følger en del apps med enheden. Sony har også lavet tilpassede menuer, hvilket tager sig dejlig venligt og lyst ud.

Kameraerne i Xperia Z2 er ret gode for en tablet at være. Batterilevetiden er ganske hæderlig, selv om den med sine godt otte timer ikke kan slå de bedste i testen.

Testens tyndeste og en af de hurtigeste, men skærmen i Sonys Experia Z2 når dog ikke op blandt de bedste.