Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Laver man en mobiltelefon, må man også lave en tablet. Det virker til at være reglen blandt mobilproducenter i øjeblikket. Ikke mindst Sony, som netop har annonceret den nye Xperia Play-mobil, der er en gaming-optimeret mobil baseret på Sonys PlayStation-teknologi.
Den har Sony tilsyneladende tænkt sig at følge op med en tablet, som får navnet S1. Den bliver udstyret med den allestedsnærværende Nvidia Tegra 2-processor og en modificeret udgave af Android Honeycomb som styresystem.
Foruden PlayStation-funktionalitet vil den også give adgang til medieplatformen Qriosity, som er Sonys bud på en tjeneste, hvor du kan leje film med videre.
Meget mere får vi ikke at vide, men det forventes, at Sony S1 er ude i september med en endnu ukendt pris, der dog med al sandsynlighed ikke bliver billig.