Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Solid Windows-tablet med mange plusser

Denne Windows-tablet lægger op til det store for et relativt beskedent beløb. Konceptuelt lider den lidt under forventningspresset.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Et af de konkurrenceparametre, som Windows-tablets traditionelt har det svært med, er prisen. Specielt hvis tabletten som Toshiba Encore WT8-A-102 er udstyret med en ”rigtig” 32 bit-udgave af Windows 8.1 og ikke Windows RT.

Der lægges således op til, at denne tablet kan anvendes til alle de opgaver, man ellers ville udføre på sin bærbare eller stationære computer.
Det er en af de største fordele ved en Windows-tablet som denne, at man installerer de samme programmer, som man er vant til at bruge på sin pc.
Til Toshiba Encore WT8-A-102 medfølger der en fuld version af Microsoft Office Home & Student 2013 og ikke som oftest blot en prøveversion. Bemærkelsesværdigt prisen taget i betragtning.

Begrænset plads tilovers

Netop fordi der er tale om en Windows-tablet, er forventningerne måske lidt anderledes end til Android- eller iOS-enheder. Programmerne er ofte store, så hvis der skal være plads til et udvalg af programmer, musik, video med mere, løber det op.

Det er her, at Toshiba Encore har lidt af en svaghed, da den blot er udstyret med 32 GB intern flash-hukommelse. Sammenlignet med en bærbar computer, der kan køre samme programmer, er det meget begrænset.
Nu skal man selvfølgelig også tage prisen med i betragtning, og man kan udvide lagerpladsen med et SDXC-hukommelseskort på op til 128 GB. Kortlæseren understøtter UHS-1 hukommelseskort med høj overførselshastighed.

Solid ydelse

Encore benytter sig af en Intel Atom Z3740 firkernet processor, der har en hastighed på 1,33 GHz, med mulighed for at øge denne til 1,83 GHz, når der er behov for det.

Der er 2 GB ddr3l-ram plus de førnævnte 32 GB til lagring, hvoraf der blot er 11 GB tilbage til brugeren. Ydelsen føles generelt fin, og tabletten er i stand til at klare de fleste operationer uden problemer.

Skal man pege på et svagt punkt i processoren, er det den grafiske ydelse, der naturligt nok er svagere end HD Graphics-løsninger, der sidder i de sidste to generationer af Intels Core-processorer.

Grafikken er altså mest egnet til ældre spil eller andre mindre krævende spil, som flertallet af dem, der findes i Windows Store. Videofremvisning klares helt uden problemer. Netværk forefindes i form af 802.11n Wi-Fi, der suppleres af Bluetooth 4.0, når eksternt udstyr som headset skal tilsluttes.

Skærm med mere

Skærmen på Toshiba Encore WT8-A-102 er en 8" HFFS-type på 1280 x 800 pixel. Det er en ret lysstærk skærm med gode betragtningsvinkler og en fin farvevisning.

Skærmen hører ikke til blandt de højopløselige skærme, der langsomt breder sig på tablets. Touch fungerer tilfredstllende. Der er dog kun fem berøringspunkter på skærmen.

Der er microHDMI, microUSB 2.0 og minijackstik til headset. Webkameraer er til stede i form af et 8 megapixel-bagkamera og et 2 megapixel-frontkamera.
Toshiba Encore er ikke eksklusiv, men dens plastikchassis virker solidt, og den er behagelig at holde. Vægten er på 445 gram og tykkelsen på 10,7 mm.

Lyden fra højttalerne er god. De lyder en del bedre, end vi er vant til fra tablets. Mellemtonen lyder bedre, og lyden er ikke så blikagtig. Batteriet kan klare 8 timer og 47 minutter ved blandet brug med vægt på lettere anvendelse. Det er godkendt.