Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Solid smartphone fra Sony

Sony vil gerne sælge Xperia V på, at den er modstandsdygtig overfor vand og støv, men er der retfærdighed til, sælger den sig selv på at være en gennemført Android-mobil, der ganske enkelt er rar at bruge.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Man kan spørge sig selv, hvor vigtigt det er, at mobilen er vand- og støvafvisende, for hvor tit er det egentlig, at du har behov for, at den er det? Sony har gennem længere tid forsøgt at overbevise os om, at det faktisk er ret vigtigt, og at mobilbrugerne forventer, at deres smartphone kan holde til mere end den rent faktisk kan.

Derfor har producenten skabt en Android-mobil, der ikke er vandtæt, men ”vand-afvisende”, ikke tåler sand, men er ”støv-afvisende” og som generelt ikke dækkes af nogen garanti, hvis den kommer ud for situationer, der er lidt barskere end dagligdagens strabadser. Altså i bund og grund en plastikdækket mobil, som ja, ganske sikkert kan klare mere end mange andre, men dog alligevel ikke adskiller sig væsentligt.

Det er lidt synd, at Sony slår så meget på netop det hårdføre, for det fjerner fokus fra, at Xperia V faktisk er en virkelig gennemført An-drid-mobil, der sagtens kan hamle op med konkurrenterne på vigtigere parametre.

Brugervenlighed, features og kvaliteten af medføl-gende apps, er fuldt på niveau, og i visse henseender en tand bedre, end de andre.

Behagelig brugeroplevelse

Gennemgående er Xperia V således en rar mobil at have med at gøre. Den beskedne vægt og det let nubrede plastik på bagsiden gør den lækker at holde, mens indtastning foregår let og behageligt – skærmen føles nærmest blød at trykke på, når du taster tekst.

Dertil kommer, at Android-systemet kører helt flydende og uden besvær på mobilen. Det på trods af, at Sony faktisk har holdt lidt igen med hestekræfterne i forhold til de andre producenters topmodeller. Xperia V er udrustet med en dual core-processor på 1,5 GHz, som imidlertid er fuldt tilstrækkelig til langt de fleste opgaver. Dog har den sine begrænsninger, når det gælder spil af den tungere kaliber.

Ved film er der dog ingen slinger i valsen, og her kommer den 4,3” store hd-skærm (1.280x720 pixels) med Bravia-motor virkelig til sin ret. Den giver en imponerende dybde selv i det lille mobil-format.

Fine forbindelser

Hvad Xperia V ikke har i rå hestekræfter kan den imidlertid præstere i features. Særligt de trådløse teknologier, som efterhånden er ved at blive Sonys hjemmebane, er rigeligt repræsenteret. 4G (LTE) får dig på det hurtige mobile bredbånd, mens WiDi kobler mobilen tråd-løst til en kompatibel skærm og nfc gør det muligt at kommunikere trådløst med andre enheder i nærheden.

Eksempelvis kan du røre en nfc-kompatibel højttaler med Xperia V, så tænder højttaleren, og enhederne kobles sammen via bluetooth. Det fungerer glimrende og letter brugen af bluetooth markant.

Eneste forbindelser der voldte problemer var faktisk WiFi og 3G. WIFi-forbindelsen er ikke særlig kraftig og står af før mange andre en-heder gør, mens 3G ikke virkede med det samme, men krævede lidt bikseri. Ærgerligt at det er banale funktioner som disse, der halter.

Gode apps

Den gode brugeroplevelse forstærkes af en række apps, som kommer præinstalleret på Xperia V. Det gælder eksempelvis Smart Con-nect, hvor du kan indstille mobilen til at reagere på en særlig måde i forskellige situationer samt den glimrende Walkman-app, som giver adgang til musik på dit trådløse netværk, fra Facebook og fra musiktjenesten Sony Music Unlimited.