Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Solid smartphone fra Samsung

Samsungs seneste flagskibsmobil er fattigere på fikse funktioner end sin forgænger, men stærkere der, hvor det betyder noget.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Sidste års store smartphone-satsning fra Samsung, Galaxy S4, var et overflødighedshorn af smarte features, som på papiret var imponerende, men i realiteten endte med at gøre mobilen til et forvirrende bekendtskab.
Med Galaxy S5 har Samsung fået ryddet op, så brugeren nu får en mere simpel oplevelse, men dog med stærkere kernefunktioner.

Velkendt design

Fysisk er der ikke sket det store. Designet er klassisk Samsung - på godt og ondt. Mobilen er tynd og føles forholdsvis let, men samtidig er der som sædvanlig tale om et gennemført plastikprodukt, der designmæssigt virker markant billigere end størstedelen af smartphone-konkurrenterne.
Uden man fornemmer den store forskel, er skærmen imidlertid vokset en anelse, så vi nu er oppe på 5,1”, mens bagsiden har en ny belægning, der gør mobilen lækrere at holde på.

Skinnet bedrager

Selvom Samsungs mobil ikke umiddelbart ser ud til at have forandret sig meget, gemmer der sig imidlertid en række vigtige fornyelser, når man kigger nærmere efter.

Hjemknappen er nu en fingeraftryksscanner, så du kan vælge at låse skærmen op eller foretage betalinger ved at stryge fingeren over den. Selvom mobilen er stor og i virkeligheden ikke særlig ergonomisk velegnet til sådan en feature, fungerer det overraskende godt. Man kan nemlig selv vælge hvilken vinkel, man vil stryge fra, og det betyder, at du eksempelvis kan stryge tommelfingeren ned fra siden, hvilket giver mest mening, når man holder mobilen i én hånd.

Modstår støv og vand

Hvad man umiddelbart heller ikke bemærker ved første øjekast - omend dækslet over stikket til opladning giver et hint - er, at Galaxy S5 er IP67-certificeret.

Det betyder, at den er vand- og støvafvisende. Klart en fin forbedring, som i det daglige sikrer, at du ikke skal bekymre dig, hvis du spilder vand på den eller smider den i en tilsandet strandtaske.

Vender man mobilen om, finder man endnu en fornyelse. Den skjuler sig ved kamerablitzen, og her er tale om en pulsmåler, der melder, hvor hurtigt hjertet slår, når du placerer pegefingeren på den. Det er langt fra en feature for alle, men den indikerer på udmærket vis, hvordan Samsung har øget sit fokus på fitness.

Data fra pulsmåleren ryger direkte ind i Samsungs S Health-software, som bruges til at holde trit med din fysiske aktivitet og din sundhed generelt. En udmærket løsning for dem der værdsætter disse features.

Lynhurtig på nettet

Skærmen er der ikke sket det store med. Her har vi ligesom på forgængeren at gøre med en Super Amoled-skærm i full HD, som giver et glimrende billede med godt smæk på farverne.

Processoren er opgraderet til en firekernet sag på 2,5 GHz, hvilket sikrer hurtig ydelse og - måske for første gang på en Galaxy S-mobil - en helt flydende afvikling af Android, som her findes i version 4.4.2 KitKat.
Også netværksteknologien har fået en overhaling. Således understøtter mobilen nu et bredt udvalg af 4G-frekvenser samt den nyeste Wi-Fi-teknologi. Især når du downloader, kan det mærkes, men helt generelt er Galaxy S5 en af de absolut hurtigste mobiler på nettet lige nu.

Stærkt kamera

Kameraet skyder nu stilbilleder med op til 16 MP og video i op til UHD 30 fps. Ifølge Samsung har det verdens hurtigste autofokus. Det ser vi ingen grund til at tvivle på, for kameraet er uden tvivl lynhurtigt til at stille skarpt. Billedkvaliteten er ligeledes i den rigtig gode ende, når det gælder mobilkameraer.

Der er desuden kommet en ny kameramenu og flere redigeringsmuligheder. Mest bemærkelsesværdig er muligheden for at skifte fokus, efter billedet er taget. Det sker ved at skifte mellem to billeder, som tages samtidig, hvilket giver gode resultater, selvom proceduren er en smule kringlet.

Tilbage på sporet

Alle de fikse funktioner fra Galaxy S4, som gør det muligt at bladre med øjnene og meget andet, findes fortsat i mobilen, men er som udgangspunkt deaktiveret.

Det er en god beslutning, for med de nye features og forbedringer har Samsung formået at rette fokus tilbage på brugervenlighed og kvalitet. Så selvom plastikdesignet fortsat føles billigt, er Galaxy S5 en smartphone af høj klasse.