Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Nyhederne spreder sig på vores Facebook-netværk som en steppebrand: En mand havde prøvet at bortføre et barn i fuldt dagslys uden for den lokale skole. Den oprindelige tekst blev delt og delt igen, indtil næsten alle forældre i na-bolaget kendte den. Den var ikke sand.
På den tredje nat under urolighederne i London bugnede Twitter med historier om mængder af hætteklædte teenagere, der begav sig mod Holloway for at ødelægge det, de fandt, mens andre befriede dyr fra Londons Zoo. Et foto viste, at pariserhjulet London Eye stod i brand. Historierne passede ikke. Fotoet var et falsum.
Læs også: Sådan får du mest ud de sociale netværk
Facebook, Twitter og andre sociale netværk er glimrende, når man vil have de eneste nyheder, men alt for ofte er de historier, folk spreder, overdrevne, fejlinformerede eller grebet ud af den blå luft. Hvordan kan man kende forskel? Se her, hvordan du kan lege detektiv, og hvordan man skelner verdensomvæltende nyheder fra løgnehistorier og svindel.
Tre former for løgn
Fejlinformation på nettet forekommer typisk i tre former: uskyldige fejl, forvridninger og deciderede falsk-nerier. Den første kategori er ret udbredt. Den kræver blot, at nogen fejloversætter en fremmedsproget nyhed, trykker på den forkerte knap i et cms-system eller skriver den forkerte kode i et formularfelt. Resultatet er, at en ukorrekt nyhed bliver bragt, en nekrolog kommer ud ved et uheld, eller en produktside bliver offentliggjort med helt forkerte oplysninger. Nogle ser det, og i løbet af få minutter er det på de sociale netværk som en smitsom sygdom.
Et vældig godt eksempel på en fejl er drabet i Beijing på den nordkoreanske diktator Kim Jong-Un. Den blev bragt på adskillige sites. Nyheden blev lagt på Twitter af @BBCLiveNews, og nyheds- og sladdersitet Gawker lagde den på sin forside. Imidlertid havde Jong-Un ikke været i Beijing, og han var ikke død. BBC’s Twitter-konto var falsk (den rigtige hedder @BBCNews), og Gawker viderebragte simpelthen rygter, der havde floreret på den kinesiske pendant til Twitter, Weibo. Det hele udsprang af en mindeartikel om Jong-Uns afdøde far. Som Gawker skrev i en opfølgende tekst: »Balladen i går, der udløste rygter om hans død, var sandsynligvis kun en sidste fødselsdagsfest for hans far.«
Læs også: Gratis alternativer til Skype
Det er sværere at afsløre forvridninger, fordi der er et gran af sandhed i dem. For eksempel var der sidste år røster fremme, der krævede, at Top Gears Jeremy Clarkson skulle fyres, fordi han tilsyneladende havde sagt på BBC’s The One Show, at strejkende offentligt ansatte burde skydes. Videoklip og afskrifter af hans udtalelser cirkule-rede hurtigt online, og de viste, at han faktisk havde sagt det. Men af den ene eller anden grund var optagelsen blevet redigeret på en sådan måde, at Clarksons kommentarer blev taget ud af deres sammenhæng, hvilket fik dem til at virke langt mere betændte, end de faktisk var.
Historier om Jeremy Clarkson er ikke særligt vigtige, men andre forvridninger er mere alvorlige. Mange tvivlsomme og potentielt farlige svindelnumre og skrækhistorier forvrider ægte videnskabelig forskning med det formål at sælge fupprodukter eller at få folk til at blive grebet af panik. Resultaterne kan være alvorlige. For eksempel bevirker onlineadvarsler mod vaccine, at mange forældre ikke får deres børn vaccineret mod ekstremt farlige sygdomme – sygdomme, der ikke kun kan ramme disse børn, men også de folk, som børnene kommer i kontakt med.
Sidst, men ikke mindst, har vi de direkte løgne. I august meddelte adskillige nyhedskanaler, at brugere af Internet Explorer var markant dummere end brugere af andre browsere. Det kan godt være, at det stemmer, men den undersøgelse, som lå til grund for oplysningen, var fup. Ligesom det foretagende, der skulle have lavet den, var den opfundet af folk, der fandt IE »meget svær at arbejde med«, og som ville gøre grin med Microsoft.
De oprettede et falsk website, hentede billeder fra en fransk forskningsinstitutions site og udsendte nogle e-mails. Den samme taktik bliver ofte brugt af phishingsites til at lokke bankoplysninger ud af folk. Folk falder for phishingnumre, fordi sitene virker troværdige, og det samme gælder for løgnehistorier. Vi viderebringer dem, fordi de virker overbevisende.
Det slutter ikke med døden
En af de mest udbredte løgnehistorier består i, at kendte folk bliver løjet døde. Den kendte persons bortgang bliver spredt over sociale netværk. Desværre – men heldigvis for de involverede – er det ikke alle, der bliver meldt døde, som faktisk er det.
Et nyere eksempel indtraf i maj, da der på nettet blev spredt oplysninger om, at forfatteren og nobelpristageren Gabriel García Márquez var død. Det passede ikke, og den konto, der havde bragt “nyheden” om hans død, viste sig at være en falsk konto, der var blevet oprettet i forfatteren Umberto Ecos navn. Der har cirkuleret tilsvarende historier om Kanye West, Morgan Freeman, Jeff Goldblum, Charlie Sheen, Jon Bon Jovi, paven og Margaret Thatcher, men den mest “døde” levende person på sociale netværk er sandsynligvis Jackie Chan. I skrivende stund er der mere end 50 ‘R.I.P. Jackie Chan’-mindesider på Facebook, selvom den hårdtslående superstar i høj grad er i live.
Sommetider bliver historierne lavet af ondsindede årsager såsom had til den pågældende person, men i mange tilfælde er motiveringen blot drillesyge, og historien bliver kun spredt, fordi nogle vil se, hvor mange de kan narre. Den slags løgne er nogle af de nemmeste at kontrollere; store nyhedssites og deres sociale mediekonti tjekker hurtigt påstandene og bringer dem, hvis de er sande. Derfor er det en god ide at se, om nyheden er nået til @Reuters, @BBCNews eller @SkyNews, før man tweeter den videre.
Fupnumrene begrænser sig ikke til dødsfald blandt de kendte. De har også en tilbøjelighed til at dukke op ved større begivenheder som naturkatastrofer. Da L’Aquila i
Italien i 2009 blev ramt af et jordskælv, bragte den respek-terede italienske avis Corriere Della Sera et foto af ødelæggelserne på sin forside. Billedet forestillede desværre ikke det italienske jordskælv, men et, der havde fundet sted i Kina et år tidligere. Fupmageren havde simpelthen hentet billedet hos Flickr og sendt det ind.
Markham Nolan er redaktør af Storyful (www.storyful.com), der bruger sociale medier til at afdække, bekræfte og belyse nyheder for nogle af verdens største medievirksomheder. En stor del af det arbejde består i at afsløre fup og ukorrekt citerede mediefiler.
»Vi har set billeder, der hurtigt kom frem efter hændelser som færgekatastrofen ved Zanzibar og massakren i Houla, og som vi med det samme har kunnet afvise, så vores kunder slipper for at udstille sig selv. Men ofte prøver folk at viderebringe videoer med lignende begivenheder, som om de var aktuelle nyheder. Truslen om jordskælv og tsunami ud for Indonesien fik flere til at pege på videoer fra Aceh-tsunamien i 2004, idet de hævdede, at de stammede fra thailandske strande i 2012.«
Hvorfor finder folk på sådan noget? »Det er svært at sige,« siger Nolan. »Noget af det er spam fra folk, der uploader videoer, og som vil lokke andre til at klikke på links i videobeskrivelsen. Noget af det er tilsyneladende ren ang-len efter opmærksomhed uden noget fornuftigt formål, og noget af det er ren naivitet – folk ser en video, begår en logisk fejlslutning og tror, at de bidrager til at udbrede nyheden ved at gen-uploade materiale, der i realiteten gør det sværere at finde ægte nyheder.«
Sådan noget kan hurtigt sprede sig. »Folk undervurderer den indflydelse, en enkelt video på YouTube kan have. Med en fejlagtig udtalelse eller tweet fra en meningsdanner kan en video udløse tusinder af hits på få timer.«
Falsk indhold kan tage livet af aviser og billedsider på nettet, men med teknologi kan man filtrere de falske fra. Hvis man for eksempel tror, at et billede ikke er, hvad det giver sig ud for at være, kan man køre det gennem TinEye.
TinEye er en omvendt billedsøgning: Man uploader simpelthen det billede, man har mistanke til, eller kopierer dets url og klikker på ‘Search’. Så sammenligner websitet det med en database på over to milliarder billeder. Hvis billedet har cirkuleret på nettet, er der en god chance for, at TinEye kender til det. Tjenesten kan endda fortælle, om billedet er blevet ændret, og hvor det er blevet brugt. Men kan altså både bruge den til at tjekke produktfotos på eBay og til at afsløre fupnumre i sociale medier.
Kræsne pixels
Der er en lang tradition for fotografiske fiksfakserier på nettet, og billeder bliver ofte redigeret, så de viser ting, der ikke har fundet sted. Det berømte billede af stormagasinet Harrods, hvor bygningens illumination er blevet erstattet af en utilfreds medarbejder, der leverer en obskøn ed, er et godt eksempel. Bandeordene blev lavet i et billedredige-ringsprogram af det satiriske website The Poke.
Billeder af denne slags er en test af beskuerens godtroenhed. Er det virkelig troligt, at en vred medarbejder ville kunne få adgang til lygterne, arrangere dem, så de viser nogle ord, og lade dem lyse så længe, at de ikke blot bliver bemærket, men også fotograferet af en person med et godt kamera? Og hvis alle disse ting virkelig skulle ske, ville vi så ikke have hørt om det i nyhederne snarere end via Twitter dagen efter?
Rygterne om aktivister i London, der slipper farlige dyr løs fra London Zoo, blev også næret af et falsk fotografi. Billedet, der angivelig forestillede en undsluppet tiger i Primrose Hill, var ganske vist unægtelig af en tiger, men det var en, der var sluppet ud fra et italiensk cirkus fire år tidligere. Et andet skulle vise britiske tanks i London, men det var i virkeligheden et foto fra det arabiske forår i Ægypten.
Photoshop omdanner verden
Det er ikke alle fupnumre, der er så nemme at afsløre. Man kan klone billeder, så små grupper kommer til at ligne menneskemængder – et trick, som diktatorer er særligt glade for – eller man kan beskære dem og fjerne væsentlige detaljer. Med airbrush kan man ændre folks udseende, indsætte elementer fra andre fotografier, tilføje fysisk umulige sager eller helt fjerne folk. Det kan sommetider være ekstremt svært at se ændringerne, men man kan lede efter tegn som vekslende lys eller hudfarve, gentagne elementer (et sikkert tegn på, at klon-penslen har været i brug), skygger, der vender den forkerte vej, manglende refleksioner eller enorme hvide hajer, der angriber helikoptere.
Det er mere driftssikkert at tjekke billedets EXIF-data, der kan fortælle, hvornår et billede er blevet til, hvilken slags kamera det blev taget med, og om der er pillet ved det. Den hurtigste måde at gøre det på består i at køre url’en gennem en online-EXIF-datatjekker såsom Jeffrey’s Exif Viewer.
BBC’s User Generated Content Hub gennemfører meget detaljerede tjek af billeder og video. Man sikrer sig, at sproget stemmer med stedet, man sammenligner billeder med landkort, undersøger vejrmeldinger for det pågældende sted og den pågældende dato og tjekker, at bilernes nummerplader stemmer med det land, de formodes at være i. I et tilfælde bad man øjenvidner stikke deres kamera ud af vinduet for at vise, at de var, hvor de påstod at være.
Det er naturligvis overkill i forbindelse med et sjovt billede af Rihanna, men BBC’s UGC-hub håndterer billeder fra nyheder over hele verden, og hvis man falder for et fupnummer, kan det øge spændingerne og måske koste menneskeliv.
Rygtet siger ...
Det er ret nemt at tjekke et fotografi, men en information kan være langt mere uhåndgribelig – især hvis den er et rygte. Folk er tilbøjelige til at dele, videresende og gentweete rygter uden at kontrollere, om de er sande.
Selvom det ofte sker i de bedste hensigter (»Tænk, jeg har lige hørt nyheden om X!«), sker det sommetider bevidst for at tiltrække opmærksomhed eller skaffe flere website-hits.
I nogle af de mest kyniske eksempler bruger sites en overskrift, der strider fuldstændig med den pågældende artikel. Derfor ser man »X er død!« eller »Nu er det bekræftet: iPhone 6 bliver lavet af ost!«, selvom forfatteren udmærket ved, at teksten ikke bekræfter påstanden.
Uanset om det er Twitter-historier om folk med høtyve, der nærmer sig ens hjem, eller angiveligt lækkede specifikationer for den næste Xbox, er det første, man skal gøre, det samme, som man ville gøre med et foto: Man skal spørge sig selv, om det virkelig er troværdigt, eller om det lyder for godt til at være sandt.
Selv store nyhedssites kan hoppe på limpinden, som det skete for den britiske avis Daily Mail, da den meddelte, at der havde været optøjer i London, og folk havde brudt ind hos McDonald’s for at lave mad til sig selv. Det passede ikke, men avisen havde legitimeret et Twitter-rygte ved at bringe det. De fleste af os går ud fra, at når et større nyhedsmedie offentliggør noget, har man tjekket oplysningerne først. Det er imidlertid ikke altid tilfældet, især ikke ved opsigtsvækkende nyheder.
Hvis man synes, at nyheden lyder troværdig, og den ikke bliver bragt andre steder af pålidelige kilder (gen-posteringer og gen-tweets tæller ikke – de er ekkoer, ikke bekræftelse), består det næste skridt i at se, om nogen afviser den.
Det kan indebære at finde kilder til nøjagtig information, for eksempel lokale myndigheder eller Twitter-feeds fra politiet (vores rygte om bortførelse af et barn blev hurtigt skudt ned af lokalavisen og politiet, og de brugte begge deres officielle Twitter-konti til at udbrede nyheden), og sommetider skal man blot google en central detalje sammen med ord som “fup”, “fidus”, “vandrehistorie” eller “af-sløret”, især hvis historien har været i cirkulation før.
Stol ikke på nogen
»Når man skal finde kendsgerningerne, skal man begynde med at finde dem, der har skabt indholdet,« siger Nolan. »Hos Storyful er vi blevet ret gode til at identificere den første version af videoer og billeder ved hjælp af en række avancerede søgeteknikker og værktøjer som TinEye, kreativ udnyttelse af whois-søgninger og flere tilbageoversættelser (udviklet under det arabiske forår) til at isolere “first uploads”.
Det er dog ikke altid så let at finde kilden, som det lyder, fordi historierne har en tendens til at springe frem og tilbage. Den historie, man har set på sin foretrukne teknologiblog, er måske nået frem via en kæde af andre sites, og den person, hvis postering er blevet gen-tweetet 1.000 gange, har måske citeret nogle andre. Hvis man ikke kan finde en oprindelig kilde, skal man tage den information, man har læst, med mere end et gran salt.
Lad os antage, at det er lykkedes dig at finde kilden til informationen. Kan du stole på den person? Kilderne kan deles op i to kategorier: websites og konti til sociale medier. Hvis du ikke er sikker på, om de er legitime, kan du vælge metoder til at tjekke deres troværdighed.
Du kan tjekke en hjemmesides ægthed på en række måder. Man skal først se på den form for domæne, den bruger. I mange lande vil et officielt politisite for eksempel have et domæne, der ender på .police, mens en offentlig britisk myndighed har efternavnet .gov.xx. Domæner, som enhver kan købe, såsom .com eller .org, er ingen garanti for pålidelighed, men man kan køre en whois-søgning for at se, hvem der ejer domæne-navnet.
Det er dog ikke idiotsikkert, for mange domæner bliver købt gennem domæneforhandlere, og så er det forhandlerens navn, der fremkommer i whois. Husk også, at velrenommerede sites kan blive hacket. Stemmer den information, du læser, med stilen i det øvrige indhold på sitet? Er den formateret på samme måde? Bruger den det samme sprog? Et hurtigt kig på sitet i Wayback Machine gør det muligt at rejse tilbage i tiden og få en fornemmelse af sitets indhold.
Det næste skridt består i at vurdere den type site, du ser på. Er det en autoritet inden for den slags information, du ønsker at verificere, eller er det en “kopier og sæt ind-blog”, der vil offentliggøre alt muligt for at få flere hits? Er den lækkede produktinformation, du læser, resultatet af samtaler med en velplaceret kilde, eller er det blot en bunke gætteri og ønsketænkning fra en finansanalytiker? Har sitet fremsat tilsvarende påstande før i tiden, og var der dengang hold i påstandene?
Pas også på indhold, der er lavet af tænketanke og lobbyister. Nogle organisationer, for eksempel US Heartland Institute eller UK’s Taxpayers’ Alliance, er ofte kilder til nyheder, der bliver flittigt udbredt online eller inddraget i ophedede diskussioner på nettet, men de er ikke uafhængige; de har specifikke dagsordener, som de prøver at promovere. For eksempel vil Heartland Institute have alle mennesker til at holde op med at bekymre sig om klimaændringer, mens Taxpayers’ Alliance tager skarpt afstand fra det, organisationen betragter som overdreven beskatning og offentligt spild. Det betyder ikke nødvendigvis, at deres information er værdiløs, men den er bestemt ikke fordomsfri.
Sund skepsis
Det er særlig vigtigt at vurdere en kildes pålidelighed, når den information, man prøver at verificere, er altafgørende, for eksempel information om sundhedsspørgsmål og økonomiske emner. Troværdige sites leverer ikke larmende påstande om skandaler og konspirationer, hemmeligheder, som “man” ikke vil dele med dig, eller mirakelprodukter.
De prøver heller ikke at sælge dig WiFi-blokerende ørevarmere, en afslørende e-bog, som systemet vil undertrykke, et sikkert system til at slå bookmakernes odds eller de gamle ægypteres kattes hemmelighed, når det gælder vægttab. Pas især på sites, der bruger avisartikler som kilder til information, for den slags artikler sætter ofte spændende overskrifter højere end streng nøjagtighed. Navnlig har formiddagsaviserne et flosset ry i den forbindelse. Husker du historierne om den farlige WiFi-stråling?
Det er ikke al helbredsrelateret misinformation, der er så indlysende tåbelig. Hvis man googler de mulige bivirkninger af kunstige sødemidler, virkningen af visse former for kræftbehandling, komplikationerne ved vaccination af børn eller effekten af mobiltelefoners stråling på unge hjerner, finder man masser af meget overbevisende, troværdige websites, som citerer angiveligt respektable undersøgelser, og som ikke virker hysteriske eller forudindtagede.
Det betyder dog ikke, at man kan stole på dem. Har de citeret alle relevante undersøgelser eller kun dem, der understøtter en bestemt verdensopfattelse? Refererer de korrekt, eller drager de unøjagtige konklusioner? Er informationen til rådighed, eller bliver man opfordret til at bruge penge på en lotion eller et lægemiddel? Er de fors-kere og andre eksperter, de citerer, folk, man kan stole på? Som Robert L. Park skriver i Seven Warning Signs of Bogus Science: »Der findes desværre ingen videnskabelig på-stand, som er så afsindig, at man ikke kan finde en forsker, der går ind for den.«
Man kan kun sikre sig, at den helbredsinformation, man ser på, er korrekt, ved at bruge sites, der er transparente, fordomsfrie og lægegodkendte. Et eksempel er NHS’ eget website, det danske sundhed.dk og US National Library of Medicine. Når man vurderer en online-informationskilde, bør man se efter, om den bliver opdateret regelmæssigt, om den oplyser referencer og kilder til den information, den leverer, og den giver oplysninger om sponsorer, om den virker velredigeret eller sjusket, og om den prøver at sælge noget.
Vurderet enkeltvis er disse kriterier ikke altid tegn på, at man bør løbe sin vej. For eksempel tager udenlandske læge-hjemmesider som British Medical Journals Best Health-website betaling for abonnement, men dens indhold er nøjagtigt og fremragende. Hvis der er adskillige advarselstegn, bør man dog tænde for sin indre nonsens-detektor.
Rigtige venner
Man kan ofte vurdere et website ud fra dens omgangs-kreds. Se på de sites, det linker, og brug Googles avancerede indstillinger til at se, hvad der linker til sitet. Hvis et sundhedssite for eksempel linker til eller bliver linket til af masser af tvivlsomme woo-mongers (“woo” er lægen Ben Goldacres ord for tvivlsomme lægevidenskabelige påstande), er det sandsynligt, at sitet selv er en woo-monger.
Det er endnu nemmere at vurdere en kilde på sociale netværk, hvor man med det samme kan se, hvilke konti en persons profil er forbundet med. Vennetallet kan være af-slørende: En netværkskonto for et velkendt menneske, der ikke har et stort venneantal, bør få alarmklokkerne til at ringe.
Der er andre tydelige tegn på, at en konto ikke er, hvad den giver sig ud for at være. En Twitter-konto, der først kom på nettet i går, er næppe en pålidelig kilde, og en konto, der siger, at den er hovedstadens politi, men som kun følger studerende og komikere, er nok heller ikke ægte. Twitter kan også hjælpe: Nogle Twitter-konti (men ikke alle) er verificerede, hvilket betyder, at der er et stort kryds ved siden af navnet på deres Twitter-profil. For eksempel har
@johnprescott krydset og er en ægte konto, mens
@darthvader ikke har det og ikke er ægte.
Hvis man er på Twitter, anbefaler Nolan, at man bruger Lists-funktionen til at adskille fakta fra fiktion. »Det er klogt at begynde at sortere ved at opbygge en Twitter-liste over pålidelige kilder. Og endnu klogere at lave flere emnespecifikke lister. Når der kommer en nyhed, kan man vende sig til de mennesker, man stoler på.«
Kun kendsgerninger
Sociale medier er gode til at sprede misinformation, men de er ofte endnu bedre til at korrigere den. Tidligere på året oprettede studerende på professor T. Mills Kellys kursus Lying About the Past en usædvanlig detaljeret og overbe-visende blanding af fakta og fiktion om en seriemorder. Meningen var at narre brugere af sites som Reddit, og da de studerende prøvede noget lignende i 2008, havde de held med at narre Wikipedia. Det gjorde Wikipedias grundlægger, Jimmy Wales, rasende. I år blev fupnummeret dog af-sløret efter 26 minutter, da Reddit-brugerne råbte op.
Giv dig tid
Sociale nyhedssites er vældig gode til at afsløre uægte nyheder, enten ved selv at undersøge dem eller ved at rundsende rettelser. I maj var der således en nyhed om, at kinesiske producenter satte bagdøre i microchips til det amerikanske militær. Da Robert David Graham analyserede og afslørede disse forlydender, blev hans afsløring hurtigt tophistorien på Hacker News.
Det hjælper, at vi bliver mere kyniske. »Nøglepersoner med indflydelse på medierne er ved at indse, at det ikke er godt at komme først med noget, der stammer fra forkerte kilder. De bliver mere tilbøjelige til at stille spørgsmål til indholdet i stedet for at råbe nyheden ud fra tagene. Et fupnummers levetid bliver kortere og kortere. Mikhail Gorbatjov gennemgik formentlig den hurtigste genopstandelse på Twitter for nylig. Folk bliver bedre til at tænke sig om, før de gen-tweeter.«
Teknologien kan også hjælpe. Seriously Rapid Source Review (SRSR) er beregnet til at hjælpe brugerne med at filtrere signaler i sociale medier fra støj ved store nyheder. En af grundlæggerne, Nicholas Diakopoulos, har forklaret det i en forskningsartikel:
Det er »en meget nøjagtig øjenvidnedetektor«, der bortfiltrerer gen-tweets, finder ud af, hvor folk er henne, prioriterer bestemte typer af brugere (for eksempel lokale journalister, der tweeter fra stedet) og søger efter 741 forskellige ord, som øjenvidner ofte bruger. For eksempel er folk på åsted-et tilbøjelige til at bruge vendinger som »Jeg har det godt«, og folk er mere tilbøjelige til at nævne stednavne, hvis de er langt fra begivenheden, end hvis de står lige midt i den.
Hvis tweets indeholder bestemte “øjenvidneord”, analyserer SRSR brugernes andre tweets og leder efter spor, såsom de medier, de deler eller linker til. Det undersøger også, om der bliver tweetet fra en mobil enhed eller en desktop-pc. I en test fik SRSR 12.595 tweets om urolighederne i London, og de journalister, der brugte det, konstaterede, at det faktisk hjalp dem med at finde ægte, lokale tweets fra folk, der postede fra brændpunkterne.
SRSR er i høj grad i sin vorden – lige nu fungerer det kun med en relativt lille ordbog og analyserer historiske data snarere end tweets i realtid. Diakopoulos siger, at der er tekniske udfordringer ved at få SRSR-algoritmer og -metoder til at virke i realtid, men potentialet er meget stort.
Vi venter på, at teknologien giver os en bedre løgnedetektor. Hvad skal vi i mellemtiden gøre, når en stor nyhed fylder vores sociale medier med påstande og modpåstande? Markham Nolan: »Bortset fra at være tålmodige? Vær beredte. Sociale medier har ført os alle tættere på nyhederne, men grunden til, at man stadig hyrer journalister, er, at man ofte skal filtrere nyheden fra støjen.«
Det er svært og ofte tidskrævende at bekræfte nyheder og sikre, at billeder og videoer er, hvad de giver sig ud for at være. Hvis man ikke selv vil gøre det, er det måske bedst at vente, indtil nogle andre bekræfter nyheden, før de deler den med Gud og hvermand. Om ikke andet betyder det, at man ikke behøver at føle sig dum, hvis nyheden bliver skudt ned kort efter. Som Nolan udtrykker det: »Det er ikke alt det, der bliver delt på Twitter, som kan stå for en nærmere prøve. Man skal bruge sin sunde fornuft og tænke sig om, før man går i gang med at tweete.«
Infografik er 1.000 ord værd – men kan man stole på dem?
Uanset om det er faren ved hospitalsbehandling, risici ved langvarig computerbrug eller nogle fascinerende fakta om Carlsberg: Når man skal dele en masse tal, er der ikke noget, der slår en infografik. Men kan man stole på dem?
En infografik er information, der præsenteres visuelt, ofte med rig brug af grafer, citater og tal med meget store skriftstørrelser.
Tanken er at vise information så hurtigt og nyttigt som muligt, men infografik kan vildlede lige så meget, som de informerer. Det skyldes blandt andet, at infografik ofte er reklame, ikke undervisning. De er beregnet til at sprede navnet på et bestemt website eller fremme en bestemt dagsorden, og nøjagtighed er ikke nødvendigvis det vigtigste.
Tag for eksempel MBAOnlines interaktive infografik “The true cost of an iPhone”, der ser på spørgsmål som elektronikaffald og hævder, at »op til 80 procent af genbrugte telefoner bliver sendt til steder som Guiyu i Kina, hvor man fjerner de værdifulde dele«.
Hvor kommer det tal fra? De unavngivne kilder er angiveligt en Greenpeace-rapport, der siger, at »man anslår, at 50-80 procent af pc-affaldet bliver eksporteret på den måde«. Men USA’s miljøministerium siger, at »der foreligger ingen pålidelige data om eksporteret e-affald«.
Infografikker jonglerer med tal om hospitalsinfektioner, menneskerettigheder, faren ved at spise rødt kød og alt andet, der kan udtrykkes i en attraktiv og fiks grafisk form.
Det er altid en god ide at opsøge kilderne for at se, om de understøtter infografikken. Det vil hurtigt vise sig, at der er løgn, forbandet løgn og infografik.
Du er ikke den første, der falder for en joke
Hvis du er faldet for et photoshoppet billede på internettet, så kan du trøste dig med, at du langtfra er den første, og at selv folk, som man burde tro, vidste bedre, kan hoppe i med begge ben.
I 2004 brugte Sun Microsystems Chief Executive Scott McNealy et billede i sin Oracle OpenWorld keynote, der skulle illustrere, hvor hurtig teknologi forbedres. Billedet, han viste i sin tale, skulle angiveligt være fra en artikel publiceret i Popular Mechanics Magazine i 1954, der viste, hvordan man dengang forestillede sig, en hjemmecomputer ville se ud om 50 år.
Desværre var Scott McNealy ikke klar over, at billedet var falsk. Det var rent faktisk skabt af en dansker ved navn Troels Eklund Andersen (bror til chef-redaktøren, red.) som et indlæg til en Fark Photoshop-konkurrence tidligere i 2004.
Troels havde lavet billedet ud fra kontrolrummet i en undervandsbåd, konverteret det til sort-hvid, photoshoppet et gammelt fjernsyn ind samt et billede af en mand. At billedet var kommet i cirkulation på nettet, var en stor overraskelse for Troels, og han blev kontaktet af Popular Mechanics, da de fik flere forespørgsler på brugen af billedet – som de jo ikke havde lavet ...
Scott McNealy var dog langtfra den eneste, der tog billedet for gode varer. Lotus-grundlæggeren Mitch Kapor postede billedet på sin blog, og HP kunne for flere år siden også vise billedet frem på et pressemøde i København. Se
www.lukket.dk/homecomputer/.