Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Smart, smartere, smartphone

Din smartphone er ikke bare smart til underholdning men også til studiet.

Af Mette Eklund Andersen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

En smartphone er blevet uundværlig for de fleste af os til at surfe på nettet, tjekke mails, sende beskeder, høre musik og meget andet, men mobiltelefonen kan i højeste grad også være til hjælp under din uddannelse.

Apps

Først og fremmest kan din smartphone hjælpe dig via et utal af apps, der kan hjælpe dig med at se og dele dine filer og noter, hjælpe dig med grammatik, regneregler, forvandle sig til en hardcore lommeregner og andre praktiske ting. På side 28 i dette magasin kan du se 10 smarte apps, der kan hjælpe dig i dit studie. Der findes masser af andre hjælpsomme apps til både Android, iOS og Windows Phone, så tjek din app-butik og se, om der er skræddersyede apps indenfor lige præcis din studieretning.

Dine noter i skyen

I løbet af din uddannelse kommer du til at tage et hav af notater og lave massevis af opgaver. Dem kan du naturligvis dele i skyen, så både du og evt. din studiegruppe kan læse og redigere i dem. Via tjenester som Onenote, Dropbox og Google Drev kan du nemt gemme, dele og redigere dine dokumenter online. Det er naturligvis ikke praktisk at skrive en hel opgave på din smartphone, men det kan være utroligt praktisk at kunne rette en sætning eller to eller tjekke op på dine noter fra din smartphone, mens du sidder i toget eller bussen.

Smartphone som diktafon

Sommetider kan det være svært at skrive alt ned fra en vigtig forelæsning eller især, hvis du skal lave et interview og gerne vil have korrekte citater fra din kilde. Heldigvis kan alle moderne smartphones bruges som diktafon, så du kan have telefonen liggende foran dig, når optagelsen skal finde sted. Husk dog først at tjekke, hvor god den indbyggede mikrofon er samt lydstyrken.

De fleste smartphones har allerede diktafon eller memo-apps indbygget, og ellers kan du downloade et utal af gratis og betalings-apps til din mobil, som kan hjælpe dig med at optage.

Foto eller video til præsentationer

Der er ingen tvivl om, at et spejlreflekskameraer eller videokameraer kan lave fantastiske optagelser, men skal du krydre din præsentation med foto og video, kan du i mange tilfælde bruge det indbyggede kamera i din smartphone. Der findes endda masser af software både til smartphones, tablets og computere, der hurtigt lader dig stykke en video sammen. Husk at jo bedre lysforhold, jo bedre optagelser får du fra din smartphone.

Hold din tidsplan

Din smartphone kan være en utrolig smart og streng studiemakker. Udover at bruge den som vækkeur, så du når dine forelæsninger, så er det en god idé at indtaste alle dine opgave-deadlines, og gerne sætte påmindelser nogle dage før, så du ikke bliver overrasket over en stor opgave dagen før. Hvis du har svært ved at koncentrere dig om at læse, så sæt en timer på mobilen på f.eks. en time, og bliv ved med at læse til timeren ringer – først der kan du tage en pause, tjekke Facebook eller hente en kold cola. Omvendt kan du også sætte en timer, hvis du har tendens til at begrave dig for meget i studiet …

Lydbøger og ebøger

Der skal ofte læses mange bøger igennem et studie, og måske fås nogle af de studie- eller fagbøger, du skal læse, som lydbøger. Lydbøger er i mange tilfælde en smart og nem måde at få klemt lidt læsning ind i hverdagen under pendling eller måske tøjvasken. Du kan naturligvis også få visse fagbøger som e-bøger, så du kan læse dem på både din computer, tablet eller smartphone. På danske hjemme-sider som www.e17.dk og www.altfortalt.dk.

Underholdning

Sidst men ikke mindst giver din smartphone dig et åndehul, hvor du kan lytte til musik, spille spil – eller bare huske at ringe hjem til dine forældre og høre, om du kan komme til middag sidst på måneden.

Velkommen til Windows

Denne Windows Phone giver dig hurtig adgang til Microsofts Windows-verden, og der medfølger endda et års abonnement på Office 365 Personal, der indeholder den komplette Office-suite til smartphonen samt en version til tablet og pc/Mac. Derudover er der 1 TB fri plads i OneDrive, 60 minutter Skype-samtaler hver måned – samt masser af smarte smartphone-funktioner.

Fakta
Produkttype: Smartphone
Styresystem: Windows 8 – kan opgraderes gratis til 10 i efteråret
Skærm: 5” HD-skærm
Hukommelse: 8 GB

Flotte fotos

Denne flagskibsmodel fra Sony har et særligt godt kamera, hvor Sony gør brug af deres kamerateknik fra deres Cybershot-kameraserie. Mobilen kan endda lave 4K-optagelser og afspilning, og den er tilmed både vandtæt og støvfast, så den kan klare lidt mere end andre smartphones. Der er også en hurtig processor, masser af forbindelser og alt, du ellers kan ønske dig fra en top-smartphone.

Fakta
Produkttype: Smartphone
Styresystem: Android 5.0
Skærm: 5,2” Full HD-skærm
Hukommelse: 32 GB

Fingeraftrykssensor

Med Apples iPhone får du adgang til Apples mange apps på iTunes Store. iPhone 6 er slank, utrolig hurtig og du kan lave HD-videooptagelser og HD-fotos. En fingeraftrykssensor gør det endvidere nemt at komme hurtigt ind på din smartphone, og der er forbindelser som Bluetooth, 4G, NFC, Wi-Fi og meget mere.

Fakta
Produkttype: Smartphone
Styresystem: iOS 8
Skærm: 4,7” Retina HD-skærm på 1134 x 750 pixel
Hukommelse: Fra 16-128 GB