Slut med gammeldags tv

Slut med gammeldags tv

Er du kunde hos YouSee, skal du måske ud og investere i et nyt tv. I februar 2016 slukker kabeltv-udbyderen for sine ana­loge kanaler, men hvad betyder det for dig?

Analoge tv-kanaler fylder mere på kabelnettet end digitale kanaler, og der er god brug for pladsen. Derfor har YouSee besluttet at slukke for alle kanaler af den analoge type, som kabel-tv-udbyderen har i sine programpakker. Det giver mere plads til de digitale kanaler, men for op mod 80.000 husstande kan det også betyde en ekstra regning: nemlig et nyt tv.

YouSee har løbende skåret i antallet af analoge tv-kanaler, men lukningen i februar bliver kabel-tv-udbyderens endelige farvel til det såkaldte gammeldags tv. Er du YouSee-kunde, og ejer du et billedrørs-tv, er der ingen vej uden om: Du må ud og købe nyt tv, hvilket i praksis vil sige en fladskærm. Har du en ældre fladskærm uden indbygget digital-kabel-tuner, er det nødvendigt at tilkoble en digital tv-boks fra YouSee, kaldet YouSee Plus Boks. Eller nemmere: Købe en ny fladskærm med den indbyggede tuner til modtagelse af digitale tv-kanaler, også kendt som en DVB-C-tuner. Navnet står for Digital Video Broadcasting – Cable. Altså digital tv-udsendelse via kabel.

Få 25 kanaler
Lukningen sker 9. februar i 2016, hvilket er tidligere end ventet. YouSee har før oplyst, at lukningen tidligst ville finde sted i 2018, men udviklingen har indhentet det analoge tv-signal. En analog kanal fylder ligeså meget som seks digitale kanaler, og samtidig er vi danskeres medievaner i stærk forandring. Ved at slukke for sine 23 analoge kanaler får YouSee mere plads på kabelnettet og en højere bredbåndshastighed, som bedre dækker brugernes stigende behov for at streame indhold.

Hvor mange kunder, som rammes af lukningen, er svært at sige nøjagtigt. Ifølge YouSee har mellem 40.000 og 80.000 husstande et analogt tv som husets primære tv, men mange har også tv uden kabel-tv-tuner eller et billedrørs-tv stående i for eksempel børneværelser, sommerhuse eller i campingvognen.

Den enkelte kunde får nogle konkrete forbedringer ved at skifte til den digitale nutid. Køber du en fladskærm, der kan håndtere digitale kanaler, får du fremover med YouSees grundpakke adgang til 25 digitale kanaler, i stedet for de nuværende fem analoge, altså fem gange så meget at kigge på.

Mulige alternativer
Kommer lukningen på tværs af økonomien, eller har du meget lidt lyst til skifte dit ældre tv ud, fordi du måske synes, det er besværligt, så findes der andre muligheder. YouSees beslutning har fået konkurrenten Waoo op af stolen. Her har man ingen planer om at fjerne de analoge kanaler og dermed rammer de lidt over otte procent af vores tv-apparater, som efter Waoos vurdering stadig er analoge.

Del denne