Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Slank Acer-mobil giver smæk for skillingen

Med Liquid Jade S beviser Acer, at de ikke kun kan lave pc’er. Den slanke smartphone leverer masser af power til en ganske overkommelig pris.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Herhjemme kender vi bedst Acer for deres pc’er. Producenten har dog også skabt tablets i nogen tid, og nu har de så også kastet sig over smartphones.
Den første, vi får lov at stifte bekendtskab med her i landet, er Liquid Jade S. Vi tog den under kærlig behandling for at se, om mobilen kan hamle op med konkurrenterne.

Lækkert letvægtsdesign

Det første man bider mærke i, når man tager Liquid Jade S ud af æsken, er hvor let og slank den er. Mens andre mobiler i denne prisklasse ofte er buttede og halvtunge, er Acers mobil nede på blot 7,8 mm i tykkelsen og 116 gram i vægt.

Liquid Jade S er utrolig let, men har masser af power.

Således mærkes den set stort ikke, når den ligger i lommen, og samtidig er den behagelig at holde på, hvilket også den buede bagside i skridsikker plast gør sit til.

Ottekernede kræfter

Designet er ikke det eneste kort, Acer har på hånden. Producenten har også sørget for at fylde godt med power på mobilen. Processorkraften leveres af en Mediatek 64-bit octa core-processor på 1,5 GHz, og der er 4G, så du får hurtigt mobilt bredbånd. I vores benchmark lå ydelsen oppe omkring en Samsung Galaxy S5, så lidt groft sagt kan man sige, at den er cirka et år bagud for de store producenters topmodeller.

Men det er nu heller ikke så skidt. I brug føles mobilen nemlig virkelig responsiv og uden forsinkelser af nævneværdig art. Internethastigheden er også acceptabel, dog uden at imponere. Batteriet har kapacitet på 2300 mAh, og leverer en dags levetid uden problemer ved almindelig brug.

Flere pixels, tak!

Skærmen måler 5”, og der er anvendt ips-panel, så betragtningsvinklerne er gode og farvegengivelsen rigtig flot.

Lidt skuffende er opløsningen kun HD (720 x 1280 pixel). En full HD-skærm havde ikke været urimeligt at forlange. Skal vi være helt ærlige, er det dog ikke noget, man tænker synderligt over. Det ér en virkelig flot skærm, Acer har forsynet mobilen med, så her trækker Liquid Jade S alligevel et plus hjem.

Skyder flotte foto

Kameraet fejler umiddelbart heller ikke noget. Du kan skyde billeder på 13 MP og video i full HD (1920 x 1080 pixel). Billedkvaliteten er ganske glimrende, og med en F1.8 blænde har Acer også sørget for, at kameraet klarer sig fint uden knap så ideelle lysforhold. Der er rigeligt med indstillinger, en del af dem er brugbare, andre mere ligegyldige.

Panorama, filtre og fototekniske indstillinger som ISO, hvidbalance osv. kan være glimrende, mens stemmekontrol af kameraet føles som en unødvendig gimmick, man næppe får brugt mere end et par gange. Det er nok de færreste, der vil synes, det er mere intuitivt at sige ”Cheese” eller ”Selfie” til sit kamera end at trykke på en knap.

Meget mobil for pengene

Styresystemet var Android 4.4 Jelly Bean i vores test-version, men mobilen er sandsynligvis opgraderet til Android 5.0 Lollipop, når du læser dette. Acer har lagt sit eget interface ovenpå, men det afviger ikke meget fra den rene Android, så de fleste brugere vil hurtigt føle sig hjemme.

Der er mere eller mindre, hvad man kan forvente af forbindelser, sensorer osv., men lidt skuffende må man undvære NFC. Prisen taget i betragtning er dette dog til at leve med.

Generelt må man sige, at Acer leverer meget for pengene med denne mobil - særligt når det gælder vigtige features som ydelse, skærmkvalitet og kamera. Det er dog værd at holde sig for øje, at flere af sidste års topmobiler - som Liquid Jade S på mange måder kan sammenlignes med - er ved at være nede i en tilsvarende pris. Selvom de ikke byder på så slankt og let design, har de ofte flere features og højere skærmopløsning. Så dem bør du også tage i betragting, hvis du søger en smartphone i prisklasse med Liquid Jade S.