Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Skift netværk i en ruf

Prædefiner op til 6 forskellige netværk der hurtigt kan skiftes imellem.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Hvis du skiftevis anvender din notebook hjemme, i forbindelse med studier hos venner eller i forbindelse med foreningsarbejde, vil du garanteret have grublet over en ting.

Hvorfor skal det være så svært at koble sig på forskellige netværk. Ja, det er nu engang således, at man skal angive netværksindstillingerne hver gang, man skifter fra netværk til netværk. Men det behøves ikke være således. NetsetMan er et
gratis netværksadministrationsprogram, der klarer de kedelige indstillinger én gang for alle.

Med NetSetMan 2.6.4 kan du prædefinere netværksindstillingerne for op til 6 netværk, så du ikke skal skrive alle netværksindstillingerne ned hver gang, du vil koble dig på forskellige netværk.

Programmet er begrænset til ikke-kommercielt brug. Hvis du vil anvende NetSetMan til professionelt brug, skal du købe Pro-versionen for cirka 100 kroner, som tillader oprettelse af et ubegrænset antal netværksprofiler og som kan anvendes i forbindelse med domæner. Men hvis du kun skal koble dig på private netværk, eller i forbindelse med studier, foreninger og lignende, kan du sagtens nøjes med den gratis udgave.

Der kan som sagt oprettes 6 forskellige profiler, der hver indeholder ip-adresse, subnet, gateway samt dns- og Wins-servere. Men netværksprintere kan også angives. Det er ligeledes muligt at mappe tilgængelige netværksdrev. Hvis behovet skulle være tilstede, er det muligt at angive flere ip-adressser, gateways samt dns servere til hver enkelt profil.

NetSetMan kan anvendes på Windows 2000/XP/Vista samt Windows 7 computere - også i 64 bit udgaver.