Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Skærm satser på ergonomien

Den nye skærm fra Samsung, SyncMaster 2243FW, henvender
sig til de folk, der har høje krav til ergonomien. Men billedet er nu også ret
godt.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Fladskærme er efterhånden ved at være hvermandseje, og det er derfor svært for producenterne at skille sig ud. Men Samsung forsøger alligevel med 2243FW, og det er specielt i kraft af skærmens ergonomiske funktioner, at dette skal opnås.

Skærmen er en 22” skærm med en maksimal opløsning på 1680x1050, en lysstyrke på 250cm/m2, en kontrast på 20.000:1 og en responstid på 5ms. De data kan findes i næsten samme kombination på rigtig mange 22” skærme i dag, det er naturligvis ikke det samme som, at billedet er flot, men umiddelbart lover de data godt for, hvordan skærmen yder i testen.

Inden vi kiggede nærmere på ergonomien i skærmen, så testede vi skærmens kvalitet. Vi startede med at installere de programmer, der fulgte med skærmen, så vi kunne give skærmen de bedste betingelser for at vise sig fra sin bedste side. Vi brugte de indbyggede funktioner i skærmen og softwaren for at sikre, at skærmen var indstillet optimalt, og så tjekkede vi billedet.

I alle andre indstillinger end 1680x1050 har skærmen en tendens til at blive en anelse kornet at se på. Men i den maksimale opløsning står billedet knivskarpt. Samtidig er lysstyrken ikke så kraftig, at den bliver ubehagelig at kigge på i længden. Faktisk så udmærker skærmen sig ved at være meget behagelig at se på med standardindstillingerne.

Herefter kiggede vi lidt efter, hvordan skærmen kunne indstilles, og her var der to muligheder. Dels var der den medfølgende software, som faktisk kan gøre de mest forunderlige ting ved skærmen, herunder ikke mindst rotere skærmen i forskellige retninger og naturligvis stramme op på farver, kontrast og lysstyrke.

Men hvis du ikke er til at lege med skærmen gennem softwaren, så er der rig mulighed for at indstille skærmen på den såkaldte On Screen Display (OSD), du kan kalde frem ved et tryk på en knap.

Ingen knapper

Netop den funktion vakte en del undren på redaktionen, for da vi pakkede skærmen ud, kunne vi ingen knapper finde, ikke engang tænd/sluk knappen. Ikke desto mindre var der ikoner og tekst på skærmen, der indikerede, at knapperne burde være der. Det viste sig, at det var berøringsfølsomme knapper, så bare vi rørte med fingeren på skærmen, aktiverede vi den knap, der var lige under vores finger.

Det var en fiks lille detalje som vi med det samme faldt for – og noget som fik skærmen til at virke en del mere eksklusiv.

Det eneste, vi virkelig savnede på skærmen, var en HDMI-indgang. Skærmen kunne tilsluttes input via VGA og DVI, men desværre ikke HDMI, hvilket var ærgerligt.

Foden som skærmen står på, er ret bevægelig og giver mulighed for at vippe skærmen omkring 20 grader, samt at løfte og sænke den, så næsten uanset hvordan du placerer dig i forhold til skærmen, kan du få en behagelig arbejdsstilling.

Skærmen har været en god under testen, og vi kan godt anbefale skærmen, specielt til folk der ønsker en skærm, der er god at indstille, og som ikke koster spidsen af en jetjager.