Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sikker færden på internettet

Gode råd: Sådan får du mere privatliv, når du surfer på internettet.

Af Tom Madsen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der er mange, der har den opfattelse, at når de færdes på internettet, så er alt hvad de foretager sig anonymt. Det selvom Edward Snowden har afsløret, at efterretningstjenester som NSA og GCHQ i England opsamler alt, hvad de kan af data fra internettet. Nu er efterretningstjenesterne ikke de eneste, der gør, hvad de kan for at opsamle data om os alle. Det gør diverse internetfirmaer også, med det formål at kunne målrette de reklamer vi ser, når vi surfer på internettet.

Har du selv prøvet at søge på et eller andet, du skulle bruge, for derefter at logge ind på Facebook og se reklamer for netop det du har søgt efter? Det er en af de ting, som bliver sporet og gemt af diverse firmaer på nettet.

Hvad gør en internetbruger så, hvis han/hun ønsker at færdes på nettet uden at blive sporet af firmaerne eller efterretningstjenesterne? Her er der gudskelov flere forskellige muligheder.

For det første, kan du vælge at bruge flere browsere. Hvis du bruger én browser til arbejdsformål, og en anden til dine private formål. Hvorfor nu det? Vi tænker ikke over det i dagligdagen, men vores anvendelse af browserne er styret af vores vaner. Vi har alle-sammen nogle links til vores favoritter, der er nogle sider, som vi besøger på daglig basis og i en bestemt rækkefølge. Alle disse ting tilsammen gør, at dem der har disse interesser meget præcist kan finde ud af, hvem det er, der besøger deres sider, og hvad de har gjort på siderne.

Cookies

Det bringer mig til det næste råd. Cookies. Cookies er små tekstfiler, som hjemmesider gemmer på vores pc’er. Det lyder måske farligt, men cookies tjener faktisk et formål. Det er f.eks. cookies, der gør, at du kan se på en nyhedsside, hvilke artikler der er nye, siden du var der sidst. Der, hvor cookies bliver til noget negativt, er de sider, eller annoncører, der bruger disse cookies til at gemme information om så at sige alt, hvad du foretager dig på internettet. Alle disse data bliver så gemt til andre formål, og f.eks. kan disse data sælges til andre annoncører. På den måde bliver dine handlinger til penge for andre på internettet. Ved at slette disse cookies fra din browser, forhindrer du dem i at kunne spore og tjene penge på dig. Hvordan du sletter dem afhænger af dit browservalg, men kig under indstillinger i din browser.

Med disse to råd, gør du det meget sværere for firmaer og annoncører at spore og gemme data om dig. Men hvad nu hvis du ønsker at være fuldstændig anonym? Her er der to muligheder mere. Du kan bruge VPN eller Tor. Lad os kikke på Tor først. Tor er en tjeneste, der bliver drevet af frivillige over hele verden.

Med Tor er du fuldtændig anonym i alt, hvad du foretager dig på internettet. Du kan endda få det til at se ud som om, du kommer fra en anden verdensdel. Tor har været en del fremme i medierne med afsløringerne fra Edward Snowden, og Tor er da også interessant set fra både politi og efterretningstjenester.

Offentlige instanser har haft Tor i søgelyset fordi, det er en tjeneste, der bliver brugt, ikke bare af dem der ønsker at være anonyme, men også af dem, der ønsker anonymitet for kriminelle formål.

Så hvis du bruger Tor, skal du vide, at du højst sandsyndlig vil blive mere interessant for både politi og efterretningstjenester. Tor i sig selv er helt lovlig at bruge – bare du ikke bruger den til noget ulovligt!

VPN-forbindelse

Hvad så med VPN? Du har måske allerede en VPN-forbindelse til dit arbejde, men du kan faktisk købe din egen VPN-forbindelse fra en udbyder. VPN gør, at al din kommunikation, ligesom med Tor, er krypteret. Med en VPN-forbindelse ser det ud som om, du kommer fra VPN-udbyderens lokation og ikke din egen. På den måde kan du suse omkring på nettet, og alt, hvad du søger efter eller foretager dig, vil se ud som om, det kommer fra VPN-udbyderen. Igen er du anonym på internettet.

Hvis du vælger at gå VPN-vejen, så er der masser af udbydere over hele verden, men sørg for at vælge et land som har privatlivsbeskyttelse. Det vil i praksis sige EU eller Schweiz.

Alternative mailtjenester

Der er naturligvis også muligheder for bare at sørge for, at dine e-mails ikke bliver læst. Her er der igen et utal af muligheder. Min personlige favorit er ProtonMail i Schweiz. Denne løsning blev oprettet efter, at den e-mail-tjeneste, som Edward Snowden brugte til at sende e-mail anonymt, blev nedlagt af ejeren. Det gjorde han, fordi de amerikanske myndigheder forlangte, at han udleverede krypteringsnøglerne til dem. Istedet for at gøre det valgte han at nedlægge tjenesten.

ProtonMail er gratis og kommer med muligheden for at sende tidsindstillede beskeder. En tidsindstillet besked sletter sig selv efter et vist tidsrum. Tidsrummet bestemmer man selv. Mere lokalt kan nævnes GhostMail. GhostMail kommer også med tidsindstillede beskeder, og selve tjenesten er lokaliseret i en atombunker i Sverige, og så er tjenesten dansk!

Der er det lille aber dabei, at de e-mails, du sender, kun kan sendes til andre brugere af GhostMail. Så det kræver, at dine e-mailkontakter også opretter sig som GhostMail-brugere. Både ProtonMail og GhostMail er gratis at bruge for private.

Sidst, men ikke mindst, så lad være med at logge ind i f.eks. Google Chrome Browser. Når du er logget ind, så bliver alt, hvad du foretager dig i Chrome gemt og brugt. Og et sidste godt råd er at lade være med at forblive logget ind på sociale medier såsom Facebook, Skype eller andre tjenester. Log af, når du er færdig