Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Stortest: Seks lette, mobile bærbare med power

Vi kigger denne gang på seks bærbare computere i det ophøjede segment. Fællesnævneren er, at de har en mo-derat formfaktor samt ikke vejer ret meget. Det er bærbare, der er lette at tage med sig, hvad enten det er rundt i lejligheden eller på langfart. Samtidig er kriteriet, at de deltagende bærbare computere skal have en ydelse, der rækker til mere end blot basale opgaver.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Enhver håndværker ved det, til enhver opgave der skal udføres, findes der det rette stykke værktøj, med hvilket det hele glider betragteligt lettere.

Når man vælger bærbar, er det også rimeligt fornuftigt at overveje, hvad man primært forventer at benytte den bærbare til. Har man gjort det, er det lettere at fastslå, hvilke egenskaber den kommende bærbare skal besidde.

I vores test er denne fase allerede overstået, vi har valgt at kigge på lette bærbare i det øvre segment, der er oplagte til at tage med på farten. Ikke nok med det, for vi har i dette tilfælde bevidst fravalgt bærbare med de svageste processorer.

Vi har nemlig ønsket, at testen skulle omhandle lette bærbare til brugeren, der har behov for at kunne tackle et bredt udvalg af opgaver på komfortabel vis.    
De deltagende bærbare computere er derfor enten udstyret med en Intel Core i5- eller en Intel Core i7-processor. Den øvre vægtgrænse er sat til 1,5 kg, og der har været frit valg mellem bærbare med skærmstørrelser fra 11,6" til 14".

Vi har tilstræbt et prisleje på cirka mellem 8000 kroner og 11.000 kroner. I dette prisleje er det muligt at finde flere kandidater, der overholder kravsspecifikationerne og på samme tid giver brugeren en ikke uvæsentlig eksklusivitet i tilgift til de rene brugsmæssige værdier.

Det lykkedes ikke fuldstændigt at holde prisniveauet grundet tilgængeligheden af testeksemplarer. Vi prioriterede i dette tilfælde, at det var vigtigere at få mulighed for at få en ekstra deltager eller to med, end at holde strengt på prisniveauet.
 

Lette tynde bærbare, der generelt udstråler en vis elegance, er på valg, de slår tilmed også til på substansen. Lette tynde bærbare, der generelt udstråler en vis elegance, er på valg, de slår tilmed også til på substansen.


Lette bærbare med bid
Det har været intentionen, at de testede bærbare primært skal være til privat brug, men med den tanke, at de sideløbende eventuelt skulle kunne anvendes til erhvervsbrug.

Blandt deltagerne er der derfor også en rendyrket erhvervsbærbar, der som nogle nok allerede nu har gættet, er testens dyreste deltager.

Man får en række ekstra features rettet mod erhvervslivet, men man får også en glimrende bærbar til privat brug, der på andre punkter passer fint ind i testen.
De seks deltagere må derfor anses for at være ret fleksible i hverdagen. Ikke mindst fordi de også har musklerne til at blive brugt i mange forskellige sammenhænge. De kom alle med Windows 10 installeret, eller blev opgraderet til Windows 10 undervejs i forløbet.

Deltagerne er på en og samme tid en broget flok, men samtidig ret homogene, når vi kigger på mange aspekter. Det er blevet til fem 13,3" bærbare og en enkelt på 12,5". Det gør dem mobile, uden at der er tale om mini-bærbare.

Processorerne binder dem selvfølgelig sammen, da der anvendes Core i5- og Core i7-processorer, selv om der anvendes fire forskellige processorer-typer. Der er med et enkelt tilfælde enighed om, at 8 GB ram er vejen frem. Alle seks deltagere er desuden udstyret med ssd med nøjagtig 256 GB kapacitet.

Det er således tydeligt, at deltagerne i hver fald som udgangspunkt, må betegnes som værende ret kapable bærbare. Man skal dog ikke glemme, at der er tale om tynde og lette bærbare, så det er trods alt ikke de kraftigste mobile Core i5- og Core i7-processorer, der anvendes. Alt har i sidste ende en pris.

De deltagende bærbare har mange lighedspunkter, men der er også spredte forskelle i konstruktion, materialevalg, features med mere.
Kigger man på skærmopløsningen, vil man opdage, at der blandt de deltagende bærbare er anvendt fire forskellige skærmopløsninger fordelt på matte skærme og glare-skærme, samt touch- og non-touchskærme.

Der er med andre ord mange lighedspunkter mellem deltagerne, der alle på hver sin måde er glimrende bærbare med fordelagtige kvaliteter. Derfor kan man ud fra egenskaberne alligevel sagtens finde en, der specielt tiltaler en selv.

Vi har kigget på flere af disse bærbare før, men typisk har det handlet om en anden model, hvor hardwaresammensætningen ikke har været helt den samme. Det er også anderledes at gå tilbage til en bærbar, man har testet før, når man sammenligner den direkte med andre bærbare. Tid og erfaring kan rykke på bedømmelsen.

Sådan testede vi
Vi har benyttet de deltagende bærbare i forskellige hverdags- gøremål. Vi har studeret karakteristika ved de bærbare, og dannet os et helhedsindtryk af den enkelte bærbare computer.

Som supplement til dette er der brugt et udvalg af benchmarkprogrammer til at foretage en vurdering af de deltagendes bærbares ydelse indenfor forskellige områder.

Det inkluderer SiSoftware Sandra 2015 til vurdering af cpu, hukommelsesbåndbredde samt estimat af den samlede ydelse. CineBench R15 til vurdering af OpenGL grafik og cpu, PCMark 7 og PCMark 8 til vurdering af det samledes system, samt delelementer heraf til forskellige opgavetyper.

3DMark er brugt til vurdering af spilevnen, HD Tune Pro 5.50 til måling af drevenes ydelse og Powermark til batterilevetiden. Hvor det har været praktisk, er hver benchmark kørt tre gange. 


Læs også:

Toshiba Satellite Z30-B-10C
HP Spectre x360 13-4030no
Asus ZenBook UX303LN-DQ124H
Acer Aspire S7-393-75508G25ews
Dell XPS 13
Lenovo ThinkPad X250 20CM-008MD