Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sejt backup-program

Backup er ikke let, men med Acronis True Image Home 2009
er den proces blevet let, og der er kommet nogle meget spændende funktioner til.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Der findes en lang række backup-programmer på markedet til privatbrug. Fælles for de fleste er, at de stort set ikke gør andet end lige at kopiere et par filer over på en ekstern harddisk eller måske på en cd/dvd. Acronis True Image Home 2009 har også den funktion, og en langt række andre funktioner, der gør programmet til et spændende bekendtskab, og et program som hurtigt blev til et af de programmer, der hører til de faste værktøjsprogrammer på den efterhånden hårdt prøvede testcomputer.

Langsom installation

Det startede dog ikke ret godt for programmet. For installationsprocessen var utrolig langsommelig. Det gik hurtigt med at downloade programmet, men derefter tog det overdrevent lang tid, hvor vi flere gange overvejede, om computeren var gået i stå, men harddisken arbejdede, så vi væbnede os med tålmodighed.

Da installationen endelig var tilendebragt, skulle computeren genstartes, og derefter kunne vi så starte programmet op. Men igen tog det utrolig lang tid, og vi var flere gange ved at miste tålmodigheden. Vi kan lige med det samme afsløre, at det så kun er den første gang, det tager så lang tid, men irriterende er det godt nok.

Herefter foreslog programmet selv, at der blev foretaget en backup af hele systemet, så computeren var beskyttet. Den lille operation på en computer med Windows Vista, Officepakken og World Of Warcraft som eneste store applikationer på, tog så små to timer, til en 500GB ekstern Western Digital harddisk. Fremover er det så kun ændringer i computeren, der skal tages backup af, hvilket betyder, at den ugentlige backup-rutine så kan overstås på ganske få minutter.

Masser af andre funktioner

Herefter kiggede vi så Acronis True Image Home 2009 nærmere efter i sømmene for at se, hvad programmet havde at byde på, og vi blev positivt overraskede. For det første var brugergrænsefladen holdt i Windows Vista-stil, så man føler sig godt hjemme og har let adgang til alle programmets faciliteter, så som at lave en backup af bestemte data, at lave en genskabelse eller planlægge, hvornår en backup skal finde sted.

Det er let at vælge hvilke dele af harddisken, der skal laves backup af, og skulle det være områder, som kræver systemadgang, spørger programmet automatisk om login samt adgangskoder.

Et kig på mulighederne giver også et overblik over beskyttelsesstatus, og her kunne vi hurtigt se, at vores system kun delvist var beskyttet – nok havde vi udført en system backup, men vi havde ikke oprettet et boot-medie, ej heller havde vi aktiveret Acronis Startup Recovery Manager - en facilitet der går ind i opstartsfasen og hjælper med til at genskabe computeren, skulle den ikke kunne starte på normal vis.

Men der hvor vi virkelig blev begejstrede for dette produkt var, da vi opdagede funktionen ”Try&Decide”. Det viste sig, at det er en form for virtuel maskine, som gør det muligt for dig at afprøve software og nye drivere, uden at dit oprindelige system belastes. Det vil sige, at hvis et program gør dit system ustabilt eller ikke virker efter hensigten, kan du bare vælge at droppe det totalt fra din computer, og der vil ingen spor være efter det i dit oprindelige system.

Men den rigtige store genialitet er, at hvis du nu skulle vælge at beholde programmet, så skal du ikke i gang med at installere det igen. Du kan bare vælge at flytte det over i oprindelige system. Se, det er smart, og noget som vores testmaskine i fremtiden vil nyde godt af.

Det eneste, man lige skal huske, er, at hvis man aktiverer denne tilstand, så er det altid dér computeren starter, og også der man installerer programmer. Det gælder lige, til man slår tilstanden fra igen. Så husk at beslutte, hvad du vil med et program, inden du installerer det næste, for ellers er det begge du mister eller beholder, når du vælger at slå Try&Decide fra igen.