Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Få mere ud af din SSD

Kan mere ram i systemet forbedre dit ssd’s ydelse, driftssikkerhed og levealder?.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Mere ram er altid en fristende idé. Det er en af de billigste opgraderinger, man kan anskaffe sig, og det er den, der er nemmest at installere. Fordelene ved at komme over 4 GB-hukommelse har imidlertid hidtil været uklare. Et system, der er stuvet fuldt af ram, giver ikke højere framerates end en 2 GB-maskine, og den bliver heller ikke kvikkere, når man kører en enkelt applikation ad gangen.

Traditionelt har standpunktet været, at mere hukommelse kun hjælper, hvis man løbende skifter mellem adskillige krævende programmer, eller hvis man insisterer på at have otte browservinduer åbne og lade hvert af dem streame hver sin spændende episode af Star Trek ved 1080p, fordi teknologien er til rådighed.

Mere ram, hr?

I dag er ssd’er ret udbredte i alt lige fra familie-pc’er til vandkølede overclockere, og der er hermed måske opstået helt nye fordele ved at have en maskine med en solid mængde ram. Kan tilstrækkelig hukommelse betyde, at man kan slå Windows’ sidefil fra og skåne ssd’et for unødig skrivning, uden at systemt bliver ustabilt? Fald i ydelse med tiden kan være et stort problem for ssd’er, og den potentielle fordel er derfor anselig.

Hertil kommer tanken om at bruge den del af systemets ram, som ikke bliver brugt ved spidsbelastning (og det vil være ganske meget med 8 GB) som en virtuel ram-disk, et scratchdrev. Gaming-moduler med lav latens vil ikke blot levere lynhurtig læsning og skrivning, de kan også mindske belastningen af ssd’et ved for eksempel billed- eller videoredigering, når redigeringssoftwaren konstant cacher ens arbejde.

Men hvor håndgribelig er den forbedring under arbejdet, og er det værd at risikere at løbe tør for tilgængelig hukommelse? Windows fortæller ikke, hvad der gik galt, hvis det sker. Man kan blot vinke farvel til arbejde, der ikke er gemt.

Vi viser sidefilernes mange faldgruber og funderer over læsning og skrivning på vores elskede ram-drev. Undervejs finder vi nye og raffinerede metoder til at sætte liv i dit ssd. Så behøver du ikke selv at lede.

Glemmer du ...

Reduceret ydelse er et trist fænomen. Da vi for over et år siden fik et Samsung-SSD 830 på 256 GB, havde det forrygende IOPS-tider. De ukomprimerbare læse/skrivetider lå på omkring 500 MB/s og 400 MB/s, men efter et års intens brug som primært bootdrev kan vi kappe 100 MB/s af hvert af disse tal. Av.

På internettet er der tonsvis af information om den rette vedligeholdelse og indstilling af et ssd, og der verserer en stadig mere populær hypotese om, at man kan samle overskydende ram og bruge den til at hjælpe et ssd. Med 8 GB G.Skill Ares 1.600 MHz ddr3-hukommelse i kabinettet og en 64-bit Windows-installation, der kan drage nytte af hver eneste GB ram, ville vi afprøve den teori.

Vi lagde ud med sidefilen. Når man er ved at løbe tør for fysisk hukommelse på grund af de otte Stark Trek-streams, der kører samtidig, begynder Windows at flytte de mindst brugte hukommelsessider over i rodmappen på harddisken. På den måde bliver der frigjort fysisk hukommelsesplads.

Hvis dette drev er et ssd, betyder det, at Windows gennemfører en masse skrivninger, og det går med tiden ud over flashhukommelsen. Derfor lyder det logisk, at med tilstrækkeligt med ram behøver Windows ikke flytte ressourcer, og man kan skåne sit ssd ved at slå sidefilen fra.

Det gør man ved at gå til Kontrolpanel og vælge ‘System > Avancerede Systemindstillinger > Avanceret’ og klikke på knappen ‘Indstillinger’ under Ydeevne. Find fanen Avanceret, og klik ‘Skift’. Vælg nu dit drev, og vælg ‘Ingen sidefil’. Du skal genstarte for at føre ændringen ud i livet.

Vi taler ikke om en forbedring af ydelsen – man forbedrer ikke sine testscorer ved at droppe sidefilen. For at bevise det kørte vi vores hårdt plagede Samsung-drev gennem testene AS SSD og ATTO for at finde de sekventielle læse/skrivetider for både ukomprimerbare og komprimerbare data. Som ventet gik ydelsen hverken op eller ned.

Derimod så vi en markant forbedring i systemets smidighed, da vi kørte vores egen hjemmelavede test. For at simulere et dagligdags scenario med høj belastning kørte vi (ja, du gættede rigtigt) otte browservinduer, der streamede HD-video samtidig med en simulering af en uges Football Manager 13, idet vi skiftede frem og tilbage mellem Chrome og spillet hvert minut for at tvinge vores system til at besøge hukommelsessider for begge applikationer.

Resultaterne var opmuntrende: Det tog mere end et minut mindre at komme igennem FM-ugen med sidefilen slået fra. Det skyldes, at vores hukommelses læse/skrivehastigheder er oppe i skyerne, selv sammenlignet med et ssd. Ved at tvinge ram til at gøre benarbejdet øger vi også ydelsen.

Nu forventer du en advarsel, ikke? Den kommer her: Dette er det eneste scenario, der giver en fordel ved at slå sidefilen fra. Bevares, nu om dage kniber det med koncentrationen for mange, men hvis man ikke kan fokusere på én applikation i et minut uden konstant at trykke [Alt]+[Tab] for at komme videre til den næste, vil man aldrig kunne nyde noget som helst.

Sagen er, at den forbedrede ydelse i dette specifikke tilfælde – skift fra en applikation til en anden – ikke berettiger, at man slår sidefilen fra.
Hvorfor ikke? Fordi der er stor risiko for, at man gør operativsystemet betydelig mere ustabilt. Hvis man løber tør for fysisk hukommelse uden en sidefil at falde tilbage på, skrider Windows uden en tanke på ens ugemte filer. Det skete for os under vores Football Manager-stresstest.

RAM og REALITeterne

Sagen er nemlig, at når man bruger så megen ram på åbne applikationer, kan man ikke også bruge den til filcaching eller praktiske redskaber som for eksempel SuperFetch, der sørger for, at hyppigt brugte filer er indenfor rækkevidde ved på forhånd at indlæse dem. Kort sagt: Man får en forbedring i ydelse ved at slå sidefilen fra og tvinge den fysiske hukommelse til at rumme data, men den forbedring er pakket ind i pigtråd.

Vores Samsung SSD 830 blev ikke kvikkere af, at vi rodede med sidefil-indstillingerne. Selvom vi i teorien måske øger dets levetid ved at slå sidefilen fra, er bivirkningerne ikke opmuntrende. Men der er en anden vej, man kan gå. Man kan omdanne de GB ram, man ikke bruger, til at lave en scratch-enhed. Meningen med den øvelse er at få et andet sted til opbevaring af de tunge applikationer.

Hvad kunne være bedre til dette formål end et virtuelt drev i ram? Vi har allerede nævnt de vanvittigt hurtige IOPS-tider i sammenligning med ssd og mekanisk lager.

Først og fremmest skal du vide, hvor megen hukommelse du kan knytte til et virtuelt drev. Det kan du gøre ved at køre et ressourceslugende spil og endnu et program som for eksempel iTunes. Dernæst skal du se under Ydeevne i Jobliste.

Vi brugte RAMDisk til at oprette drevet. Man kan gratis lave partitioner på op til 8 GB, og det er enkelt. Brug det til at oprette et fat32-drev, og tilføj det så som diskenhed i Diskhåndtering (søg i Startmenuen).

Når Windows finder det, skal du vise, hvor midlertidige filer skal caches. Gør det i Kontrolpanel ved at klikke ‘System > Avancerede Systemindstillinger > Avanceret’, og klik så på knappen ‘Miljøvariabler’, og vælg din nye virtuelle scratchenhed.

Efter nogle få startproblemer med at allokere den helt rigtige mængde ram til at sikre systemets stabilitet er vi på vej. Vores ssd’s ydelse er stadig den samme i syntetiske test, men takket være scratchdrevet lever det længere: Hver multilevel-celle (MLC) i en flash-celle får 10.000 slette/skrive-processer, før den svigter. Ved at omdirigere disse processer til et ram-drev forlænger vi ssd’ets levetid.

Når vi taler om ssd’er, gælder det, at jo mere hukommelse man har, desto bedre. Vores sidefil-eksperiment viser, at det ikke kan betale sig at slå sidefilen fra. Men tilbage står den konklusion, at jo mere systemhukommelse man har til rådighed, desto mindre er systemets behov for at skrive til sidefilen. I systemer med over 8 GB kan man sagtens partitionere 2-4 GB fra til oprettelse af en virtuel scratchenhed, samtidig med at man har tilstrækkelig hukommelse til at minimere sidefilforbruget.

Vi kørte et ét år gammelt Samsung SSD 830 på 256 GB gennem testene AS SSD og ATTO for at måle dets sekventielle læse/skrive-hastigheder, og vi stress-testede systemet ved at køre Football Manager 2013 og otte faner, der kørte 1080p-video i Chrome samtidig.

Idéen er ikke at søge fordele i ydelse, men at opnå stabilitet og lede efter anomalier, når vi ændrer systemindstillingerne.

Sidefil – når systemet løber tør for fysisk hukommelse til at rumme “sider” af data, cacher det dem til en midlertidig mappe i bootdrevets rod. Denne skjulte cache er sidefilen, og den er fuld af de data, man tilgik for længst tid siden. Som standard allokerer Windows en mængde plads, der svarer til ens ram.

Scratchdrev– et drev, der kun bruges til caching, som regel under afvikling af intensive programmer som Photoshop, Logic eller videoredigeringspakker som Premier Pro. Idéen er at vie et helt drev til sidefilens arbejde. Det frigør plads på det primære drev og reducerer belastningen på systemressourcer.

Sekventiel læsning/skrivning– antallet af de læse/skriveprocesser, et ssd kan udføre, målt i megabytes pr. sekund. Håndtering af de specificerede hastigheder er en sortekunst, og hver celle har en levetid på omkring 10.000 slette/skrive-processer (har vi fået at vide).