Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Flot 4K-skærm med ergonomiske udfordringer

Uden tvivl den mest elegante skærm her i testen designmæssigt set, hvilket dog desværre hænger sammen med de yderst rudimentære ergonomiske egenskaber.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Den T-formede fod er som resten af U28D590D5 fremstillet i plast. Det ser ganske flot ud, men materialet på selve skærmen virker ikke desto mindre en anelse ”billigt”, hvilket ikke kan siges om det børstede look på bagsiden.
Det største kritikpunkt er, at skærmen virker lettere vakkelvorn, når man rører ved den. Det er en skam, for på bagsiden befinder JOG-knappen sig, der benyttes til on-screen-menuen. Løsningen er på en gang den letteste og mest træfsikre menu-navigation i testen, samtidigt med at den ergonomisk er en plage.

Skærmen fremstår med en vis elegance takket være den slanke fod. Det er dog ikke den mest stabile løsning, og ergonomi er ikke styrken her.

Placeringen af JOG-knappen lidt oppe på bagsiden betyder beklageligvis, at armen trættes ved, at man skal række ind under skærmen for at betjene den.
Selve menuen giver adgang til en række udmærkede indstillingsmuligheder, blandt andet er der en ren ”game mode” og muligheder for at justere responstid og indstille farvetonerene.

Med hensyn til tilslutningsmuligheder og andre hardwaremæssige features er U28D590DS heller ikke blandt de fremmeste. Der er dog alligevel rigeligt med tilslutningsmuligheder i form af en displayport-indgang og to HDMI-indgange.

Det er testens lysstærkeste skærm. Med 370 cd/m2 er det næsten umuligt at tænke på et sted, hvor den ikke kan anvendes – også fordi den som alle de andre deltagere har en matteret skærm.

Lysstyrken betyder også, at skærmen kan sættes pænt ned, uden at det gør noget. Skærmen bliver ikke mere flimrende af den grund. I hvert fald ikke, hvis man ikke sætter lysstyrken lavt.

Det er den mest energibesparende skærm ved optimerede indstillinger. Ikke voldsomt, men nok. Også her klares 60 Hz ved 4K-opløsning uden problemer ved brug af displayport 1.2-forbindelse.

Billedkvaliteten er også her fin med bløde farveovergange, gode gammaværdier lige ud af posen og fornuftige kontrastniveauer for et TN-panel.

Oplevelsen i spil er fin, dog ikke den bedste her i testen.