Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Man behøver ikke længere at have den store pengepung fremme for at få sig en velfungerende smartphone. Særligt android-enhederne tager sig et ordentligt dyk rent prismæssigt.
Samsung er således på trapperne med en mobil til kun 1.099 kroner. Den hedder Galaxy Young, men selvom den går under det famøse Galaxy-brand skal man dog ikke forveksle den med topmodellen Samsung Galaxy S III.
Specifikationerne er i den skrabede ende med en 1GHz-processor til at drive maskineriet og en 3.27” TFT-skærm som dit vindue til mobilens indhold. Mere skal der dog nødvendigvis heller ikke til for at drage nytte af de mest basale apps og funktioner, selvom du meget hurtigt kommer til kort når du vil spille.
Mobilen har hvad der skal til for at drage nytte af de typiske smartphone-funktioner, hvilket vil sige indbygget kamera (3MP) samt GPS, WiFi, Bluetooth v 3.0, USB, accelerometer, kompas. Der er 768MB ram og 4GB indbygget lagerplads, som kan udvides med op til 64GB via microSD-kort.
Styresystemet er det helt nye Android 4.1 Jelly Bean, og så er mobilen udstyret med nye funktioner, så du eksempelvis kan ryste den for at opdatere widgets og andet indhold, som dine venners statusopdateringer på facebook.
Den fås i hvid, mørkeblå, vinrød eller metallic sølv og den er på markedet i april.