Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Samsung Business klar med helt nyt erhvervskoncept

Samsung er ikke nogen novice inden for løsninger til erhvervslivet. Men nu lancerer de et formaliseret koncept, der bygger på partnersamarbejde.

Af Henrik Malmgreen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Det er ikke fordi, det i sig selv er overraskende, at Samsung har lanceret begrebet Samsung Business, hvilket skete på årets CeBIT-messe i Hannover i marts måned. Det overraskende er, at det først er sket nu. For selvom kampen er benhård på it-scenen, er businessmarkedet ikke som sådan et nyt fokusområde for den sydkoreanske gigant.

Samsung Business er imidlertid den hat, hvorunder alle aktiviteter rettet mod erhvervslivet fremover skal afvikles, og i den anledning har man identificeret seks vertikale fokusområder, nemlig detail – der defineres som både egentlig detailhandel, restauranter, cafeer etc. – uddannelse, sundhedssektoren, transportsektoren, finanssektoren, samt det der på engelsk hedder hospitality og i praksis er informationsløsninger til eksempelvis hoteller og konferencecentre.

Visse af de vertikale løsninger håndteres af Samsung alene, men de fleste vil typisk blive leveret i samarbejde med en partner, der har det fornødne og ikke mindst specifikke branchekendskab. Det er i øvrigt en strategi, der ligeledes kendetegner Samsung, når det gælder et område som mobility, hvor man har samarbejde med mere end 1000 partnere. Dette koncept hedder Samsung Enterprise Alliance Program.

Konsum driver erhverv

På en pressebriefing for nylig fortalte Samsung Danmark om det nye businesstiltag, men det pudsige er, at selv på erhvervssiden er det i høj grad teknologi fra konsumsegmentet, der er med til at drive udviklingen. Det var tydeligt under briefingen, hvor der blandt andet blev fortalt om en helt ny printerserie, der er rettet mod erhvervsmarkedet, men som brugermæssigt bringer den særdeles populære Android-teknologi helt tæt på erhvervsbrugerne.

Det betyder, at vi fremover vil se Android- baserede virksomhedslaserprintere med en brugerflade, der faktisk gør det muligt at spille Angry Birds, mens man venter på, at printeren gør sit arbejde færdigt. Printerne vil nemlig være udstyret med en fastmonteret Android-tablet, der ligeledes giver mulighed for at håndtere logon og printprocedure via en Gmail-konto.

Men det er ikke blot Androids udbredelse i sig selv, der er skal tilskrives de nye produkter. Det skal også begrebet BYOD – Bring Your Own Device – som ifølge Atlan Brabæk, der er salgschef for Enterprise Business i Samsung Danmark, klart er med til at booste den konsumbaserede teknologi i erhvervssegmentet. Altså det faktum, at vores mobile enheder såsom smartphones og tablets flyder frit mellem hjem og job.

Kendt teknologi en fordel

Den konsumbaserede teknologi slår imidlertid også igennem på flere andre områder. Som eksempel herpå kan nævnes Samsungs Screen Mirroring teknologi, der oprindelig kommer fra fladskærmsverdenen og giver mulighed for at dele en tv-oplevelse mellem f.eks. fladskærm og tablet. Men også i erhvervsmæssig sammenhæng giver den rigtig god mening til f.eks. præsentationsformål.

Desuden kan nævnes NFC-print via Wi-Fi, der giver mulighed for at printe fra sin mobile enhed helt uden om firmaets netværk, hvilket giver god mening rent sikkerhedsmæssigt, hvis man f.eks. er på besøg i en virksomhed og får behov for at printe et dokument ud. Ifølge Atlan Brabæk handler det både om at gøre hverdagen i virksomhederne nemmere samtidig med, at det handler om at øge produktiviteten. Og så er det nok slet ikke så ringe at integrere teknologier, som brugerne i forvejen kender som deres egen bukselomme.

Tænk i specialapplikationer

Da Samsung jo er stoppet med at producere laptops, bringer det helt naturligt spørgsmålet på bane, om man hos Samsung mener, laptoppen vil uddø til fordel for f.eks. tabletten. Ifølge Peter Stoltz, B2B Telecom Manager i Samsung Danmark, er svaret imidlertid lige nu nej. Fremtiden handler i høj grad om fleksibilitet, men det betyder ikke, at laptoppen dør. Ikke endnu i hvert fald.

”Der er ingen tvivl om, at tabletten vinder frem i takt med at flere og flere applikationer bliver tilgængelige. Men det er langt fra nok blot at lancere 1:1 software til den mobile platform, der blot flytter kendt funktionalitet fra laptop til tablet. Uanset hvor smart det er, at man f.eks. kan afvikle Office 365 på sin tablet, er det altså ikke det, der rykker. Det gør derimod specialapplikationer til eksempelvis håndværkere og serviceteknikere, der dagligt er på farten og har brug for målrettet samt skræddersyet funktionalitet.”

Netop derfor satser Samsung nu endnu mere end før på samarbejde med løsningsorienterede partnere, så man sammen kan markedsføre vertikale løsninger ud mod forhandlerne og i sidste ende slutbrugerne. Som eksempel på et sådant partnerskab nævner Peter Stoltz det danske firma WPA Mobile, hvis løsning Smartday blandt andet henvender sig til medarbejderen i marken, blandt andet til tidsregistrering.

Mobilitet uden sikkerhed

Men hvad med sikkerheden? Samsung Business har fået foretaget en analyse, der viser, at omkring halvdelen af virksomhederne i Norden oplever vækst, når det gælder interessen blandt medarbejderne for at medbringe sin egen, mobile enhed. Interessant nok har kun 1 ud af 5 virksomheder ifølge analysen et egentligt forbud – selvom kun de færreste egentlig har styr på, hvorledes man håndterer udfordringer som sikkerhed og ikke mindst support.

Undersøgelsen bygger på ca. 1100 interviews, og kun 8 % af de adspurgte virksomheder har for nærværende en egentlig Mobile Device Management politik – en politik, der definerer, hvilke af virksomhedens systemer såsom CRM eller ERP medarbejderne egentlig kan og må tilgå fra deres mobile enhed. Hvis virksomheden har en sådan, er det blot andre 8 %, der rent faktisk gør brug af den.

Ifølge Peter Stoltz er det generelle indtryk således, at selv om virksomhederne udadtil vægter sikkerheden højt, når der skal vælges udstyr til medarbejderne, er det reelt kun ganske få, der i praksis reelt forholder sig til sikkerhedsspørgsmål.

”Således giver en tredjedel af alle nordiske virksomheder ubegrænset adgang til applikationer og data fra medarbejdernes mobile enheder, og selv om man siger ét – nemlig at man ér interesseret i Mobile Device Managerment – er virkeligheden altså en ganske anden. Og hvis man endelig har implementeret sikkerhedsprocedurer, er de som oftest ganske utilstrækkelige”, siger Peter Stoltz.

Lemfældighed er en udfordring

Pudsigt nok har Samsung Business ifølge Peter Stoltz lige præcis en løsning, der kan håndtere den slags udfordringer. Den hedder Samsung Knox og er skræddersyet til Samsungs mobiltelefoner.

Grundlæggende er der tale om en teknologi, der giver mulighed for at have to telefoner med to helt separate brugerflader i én og altså adskille privattelefonen fuldstændig fra firmatelefonen.

Som eksempel på en løsning, Samsung har implementeret sammen med en af sine partnere under det nye erhvervskoncept, kan nævnes installationen af ca. 550 Samsungskærme i Kastrup Lufthavn, der har løftet Digital Signage til helt nye højder. Her er tale om en løsning, der ligeledes er integreret med lufthavnens trafikdata.

Hvert år passerer 25,6 millioner rejsende gennem Københavns Lufthavn i Kastrup, og ud af de ca. 70.000 rejsende, som for nærværende dagligt checker ind eller lander i København, består ca. 43 procent af forretningsfolk, mens 57 procent er på vej på ferie. Begge kategorier er særdeles interessante målgrupper for en lang række annoncører.

Dette forår har Kastrup Lufthavn undergået en markant forvandling netop med det formål at gøre de mange rejsende endnu mere attraktive over for lufthavnens annoncører. Væk er således alle de traditionelle billboards og statiske lysskilte, der til gengæld er afløst af intet mindre end 550 Samsung skærme i varierende størrelse fra 55” til 220”.

Løsningen giver en helt unik mulighed for at målrette annoncebudskaberne samt ikke mindst lade afviklingen af playlisterne spille sammen med de aktuelle trafikdata. Det gør ikke alene Kastrup Lufthavn til verdens første fuldt digitaliserede lufthavn, men også den mest intelligente, når vi snakker annoncering.

Partneren i denne sammenhæng er firmaet Airmagine, der er et datterselskab under Nordisk Film. Det er således Airmagine, der har stået for den digitale infrastruktur i form af en egenudviklet Content Distribution Engine til styring af annoncebudskaberne på de i alt 170 skærmlokationer.

Effekten i det interaktive, digitale koncept har mere gennemslagskraft end traditionel statisk annoncering, og gennemslagskraften skal bl.a. ses i lyset af muligheden for at præsentere et budskab på lige præcis det tidspunkt og på den position, der er optimal i forhold til annoncørens ønsker. Det betyder, at rejsende fra eksempelvis Kina bliver præsenteret for netop de varegrupper, de interesserer sig for lige præcis ved den gate, flyet lander, og hvis der skulle ske trafikale ændringer i landingstid eller gate, følger det digitale indhold helt automatisk med.

Ifølge analyser giver det overordentlig god mening at præsentere de rejsende for reklamer. 67 % af alle rejsende er nemlig interesseret i at se reklamer i lufthavnen, mens 85 % forventer at se dem, og 82 % rent faktisk tager sig tid til at se dem. Disse tal burde kunne overbevise selv den mest skeptiske annoncør.