Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sæt højttaleren i stikkontakten

JBL Soundfly Air er for alle dem, der hader ledninger. Den lille
AirPlay-højttaler sættes nemlig direkte ind i stikkonakten. Det gør den
smart til at tage med på hotellet, kontoret, køkkenet osv., men den
tager dog også pladsen fra andre stik.

Af Mette Eklund Andersen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Højttaleren er helt enkel uden knapper med kun et lille logo, der lyser op, når den er tændt. Før du kan sende musik via AirPlay, skal SoundFly Air tilkobles dit netværk.

Det gøres ved at finde Soundfly under WiFi-netværk på din iPhone eller anden iOS-enhed. Herefter åbner du browseren, indtaster en ip-adresse og password til dit netværk. Bagefter lader du din i-enhed hoppe tilbage på dit hjemmenetværk, og du er klar til at streame musik fra din iPhone, iPad osv.

Opsætningen gik fint, selvom en iPhone-skærm ikke er optimal til opsætningsproceduren. Du kan også bruge en gratis JBL OnBeat-app til opsætning.

Soundfly havde en dejlig klar lyd, der var god, størrelsen taget i betragtning, og som var bedre til akustisk end bastung musik. Coldplay, Povo m.fl. var behageligt at høre, mens den blafrende basgang i James Blakes “Limit to your love” næsten ikke kunne høres.

SoundFly fås også i en Bluetooth-version, Soundfly BT, der ser identisk ud, er lidt billigere og fungerer med Bluetooth i stedet for AirPlay.

Bluetooth-versionen var naturligt nok hurtigere at koble på en mobilenhed, da det ikke kræver et netværk og bød på meget samme klare lyd med en klar fokus på ukompliceret og akustisk musik. I begge modeller oplevede vi ingen udfald i musikken under afspilning.