Dengang en almindelig desktop-pc-knap kunne køre noget mere krævende end et tekstbehandlingsprogram, var det nødvendigt at overclocke cpu’en for at få ydelse for 10.000 kroner ud af en chip til 3.000 kroner. Næsten lige så nødvendigt som at slå ”turbo”-knappen fra for at køre software uden hastighedsbegrænsning.

Verden har ændret sig. En moderne multicore-cpu har meget længere levetid end dens forgængere. Det skyldes, at ydelsen i dag i lige så høj grad drejer sig om antallet af kerner og mikrokode, som den drejer sig om clockfrekvens. En Intel Q6600, der blev købt for fire år siden, virker næppe sløv, uanset hvad man udsætter den for, og i øvrigt er det ikke dyrt at opgradere. Til en overkommelig pris på 1.500 kroner kan man få alt lige fra de nyeste Sandy Bridge-chips til en vanvittig stærk processor med seks kerner fra AMD.

Hovedsagen er imidlertid den samme som før: Hvorfor købe en ny chip, når du kan spare penge ved at overclocke den, du har i forvejen? De teknikker, man bruger til cpu-overclocking, er stort set uændrede siden de ældste tider. Bed simpelthen processoren om at køre lidt hurtigere, gør noget ved den ekstra varme, der bliver produceret, og det er det. Bevares, de fleste cpu-arkitekturer har et punkt, som de ikke kan komme over, men den gode nyhed er, at det er muligt at komme op på 5GHz med nye Intel-processorer, og man behøver ikke have avancerede køleanlæg for at opnå det.

Vi kommer til at tale meget om clock og clockfrekvens i denne artikel, og derfor kommer her en definition. Man beregner cpu’ens clockfrekvens ved at tage den basale clock (et signal, der bliver leveret af clockgeneratoren på bundkortet) og udsætte den for en multiplikator. På nyere bundkort er den basale clock som standard 122MHz, mens den for Core 2 og ældre cpu’er ligger mellem 100 og 166MHz. Det vigtige er, at cpu-has-tighed altid bliver defineret af denne eksterne påvirkning fra bundkortet. Det kører ikke blot; det skal have at vide hvordan.

CPU-2 kan fortælle dig alt, hvad du vil vide om din cpu. Det kan endda sige til, når du sidder med en Pentium D, der ikke kommer ud af stedet.

Sommetider er det nemt. Hvis du har en Extreme Edition-chip, en af modellerne fra den nye K-serie eller en ikkelåst Intel-cpu, kan du selv vælge multiplikatoren. En Core I7 980X, der kører ved 3,33GHz (basal clock på 133MHz, multiplikator på 25x), kan man overclocke til 4GHz ved blot at øge multiplikatoren til 30. Hvis man ikke har en ikkelåst chip, er multiplikatoren fikseret ved en fast indstilling, eller også, som det er tilfældet med de Core i7- og i5-cpu’er, vi har set, får man et begrænset udvalg af muligheder i bios, hvor man kan indstille multiplikatoren eller foretage en meget beskeden over-clocking.

Basal clock

Hvis man ikke kan øge multiplikatoren, er man nødt til at øge selve den basale clock. Det er derfor, valget af bundkort er helt afgørende – bedre kort giver flere valgmuligheder. Men først en advarsel: Den basale clock påvirker maskinens øvrige busser. Det omfatter også den pci-e-bus, som grafikkortet bruger. Derfor skal man enten sørge for god køling til gpu’en, eller også må man adskille cpu’en og gpu’en i bios og lade grafikkortet køre ved standardhastighed.

AMD-chips bruger en specifik holder til køleren, og man skal derfor se sig for, når man køber.

Den anden hovedperson ved clockfrekvens er indstillingen for cpu-spænding. I takt med at man øger processorhastigheden, er det nødvendigt at øge den spænding, der bliver sendt til processoren, for at få stabilitet. Det er ikke noget stumpt instrument – skru for meget op for spændingen, og du opnår i stedet større ustabilitet. Øget spænding fører også til meget højere kernetemperaturer.

Hardwarevalg

Overvejer du at lave et system, der udelukkende er til overclocking? Vi brugte en MSI P55-GD65 til vores Intel-baserede test. Det er et gedigent kort, der koster under 1.000 kroner, men som alligevel omfatter en lang række altafgørende bios-indstillinger. Hvis du ikke er fortrolig med at pusle rundt dybt ned i bios, giver det også vide muligheder for at øge clockfrekvenserne på kortet, og det kan automatisk finde en beskeden, men stabil overclocking.

Når det gælder chippen, er en af Intels Core 2-, Core i5- eller Core i7-processorer et fint sted at begynde. Vi synes, at det bedste valg lige nu er Core i5 1500K, en 3,33GHz-chip, der relativt nemt kan ramme 4GHz. Den processor har det lidt svært, når det gælder bundkort – Z68-chipsættet trænger stadig til at modnes, og vi leder stadig efter den ideelle partner til denne chip.

I vores gennemgang har vi i stedet brugt en Intel Core i7 870 Quadcore-processor til at vise, hvordan man får mest ud af et Intel-baseret system. Selve chippen er kostbar, men socket-1156-bundkort er billige nok, og man kan adskille hukommelsesindstillingerne, mens man finder den hurtigste stabile hastighed til sin processor. Det er meget praktisk.

Intels cpu’er er kendt for to ting: fart og varme.

Af hensyn til stabiliteten skal man afbalancere den basale clock, multiplikatoren og spændingen til cpu’en og Quickpath Interconnect-interfacet. Det er en sælsom, uforudsigelig kunst. Alle chips er forskellige: En høj basal clock med en lav multiplikator kan virke bedre end en lav basal clock og en høj multiplikator – og omvendt.

Og nu til AMD

Nu skal vi se på den anden side af hegnet. AMD fører måske ikke, når det gælder ydelse, men der er ingen tvivl om, at AMD’s chips stadig virkelig giver valuta for pengene plus en høj grad af fleksibilitet. Takket være dens avancerede overclocking-funktioner kompenserer Black Edition-familien rigeligt for eventuelle svagheder i ydelsen. Til pris på kun 850 kroner er Phenom II X4 955 en af de bedste quad core-chips på markedet, og dens multiplikator er ikke låst.

Vi agter at overclocke denne chip for at se, hvor langt vi kan presse den, men den samme proces vil virke med en hvilken som helst AMD-processor. Man skal bruge en gedigen køler og et gedigent bundkort, og man skal have et godt udvalg af indstillinger at lege med. Vi bruger køleren Titan Fenrir EVO, fordi den er et ideelt eksempel på en køler i den stærke ende. Dertil kommer det utrolige bundkort ASUS Crosshair IV Formula. Et overclocking-fokuseret bundkort med alle de indstillinger, man kan drømme om. I de ikke så gode gamle dage skulle man rode rundt med bundkortstik. Det er slut. Bios-indstillinger er stadig en kerneteknik, men de er ved at være forældede. Windows-baserede funktioner på bundkort som Cross-hair giver lige så megen fleksibilitet, og de er langt nemmere at have med at gøre.

Begynd at overclocke

Det første vigtige skridt her består i at reducere hukommelsesbussens hastighed til den laveste indstilling – ideelt 400MHz med en basal latens på 8-8-8-8-24. Det er med til at forhindre hukommelsesbaserede fejl, og man kan være mere sikker på, at det er processoren, den er gal med, hvis systemet vakler.

Så er tiden inde til at vende tingene lidt på hovedet. Det er sikkert nok at øge den basale clock med 10MHz, men det er også afsindig kedeligt. Vi foretrækker at springe i med begge ben og går ud fra, at en stigning på 10 procent er i orden. Med Phenom II 955 på 3,2GHz betyder det en indledende overclocking til 3,5GHz eller en Front Side Bus-hastighed på 219GHz.

Det fungerede fint, og derfor pressede vi den lidt mere. Til sidst ramte vi 3.728MHz med FSB ved 233MHz, før Cinebench Z264 faldt bagover, mens Windows stadig var stabil. Vi skruede ned for FSB igen og endte på 228MHz og 3.648MHz ved et stabilt leje.

Vælg en række test – både tunge, lette og meget krævende. Cinebench giver processoren en ordentlig omgang.

Naturligvis er Black Editions multiplikator ikke låst. Det gør det muligt at øge cpu-hastigheden uden at ændre systembussens standardhastighed, og det er altid bedst. Vi vendte tilbage til det ustabile leje på 3.700MHz ved hjælp af en FSB på 200MHz og en multiplikator på 18,5× og øgede spændingen med et enkelt trin fra standardtallet 1,350 V, indtil systemet igen blev stabilt. Så begyndte vi igen langsomt at øge processorhastigheden via FSB, indtil det blev ustabilt igen.

Til sidst lykkedes det os at opnå en maksimal stabil overclocking på 3.904MHz med en kernespænding på 1,56 V. Det er en FSB på 205MHz, en multiplikator på 19 gange og en urovækkende forøget kernetemperatur på 60,5 grader! Det var dog en smule ustabilt, og vi gik derfor et par skridt tilbage til vores bedste driftssikre resultater: 3.838MHz med en multiplikator på 19 og en FSB på 202MHz.

Ordentlige forberedelser

Sørg for, at du er veludstyret, før du begynder at overclocke

1. Brug kvalitetskomponenter
Et godt bundkort og ram er grundlaget for nem overclocking. Uden adgang til de rigtige indstillinger er der ikke store chancer for at opnå en fornuftig overclocking. Uden adgang til det rigtige udstyr får du ikke indstillingerne. Ironisk nok kan du blive nødt til at opgradere, før du går videre.

2. Hold temperaturen nede
En kraftig køler støjer mindre end standardkølere.
En køler med en solid kobberbund og en ventilator på 120 mm køler mere effektivt end standardtypen. Man kan naturligvis overclocke med en standardkøler, men det ville vi nok ikke gøre.

3. Brug varmepasta
Husk, at god brug af varmepasta er afgørende for rigtig køling.
Vi har konstateret, at vi får de bedste resultater ved først at påsmøre en ganske lille mængde og sprede pastaen rundt på selve kølepladen. Derefter fjerner vi hovedparten fra køleren.

4. Overvej vandkøling
Hvis du har planer om at strække processoren langt, kan du anskaffe en vandkøler som CoolIT’s ECO A.L.C. Disse moderne, selvstændige enheder er nemme at bruge, de støjer mindre end mange ventilatorer, og de er dækket af omfattende garantier, der giver fred i sjælen.

5. Gå i gang med testene
Det er ret afgørende, at du kan se forskel. Derfor skal du have fat i noget, der kan køre før og efter overclocking. Mange mennesker bruger spil som Far Cry 2 og Crysis, der omfatter indbyggede test. Man kan også prøve Cinebench x264, der er et specialiseret testværktøj.

6. Hent de officielle værktøjer
Intels Desktop Control Center og AMD Overdrive er essentielle, hvis du vil have adgang til alle din processors funktioner, selvom de kun fungerer med absolutte top-chips. Ellers hænger du på bios.

Det beskidte arbejde

1. Få styr på bios
Den foretrukne måde at overclocke processoren på består i at bruge bios. De bedste overclocking-kort rummer en speciel sektion til justering af indstillingerne for hukommelse, processor og systembus. De har også automatiske indstillinger, foruddefinerede valgmuligheder og gendannelse.

2. Testkørsel
Kør dine test for at finde din pc’s grundtal. Når det er gjort, genstarter du og trykker [Delete] for at gå ind i bios. MSI P55-GD6 opregner justeringsmulighederne i Cell-menuen – de vigtigste er ’Adjust CPU base frequency’, ’Adjust CPU ratio’ og ’CPU voltage’.

3. Et spark fra multiplikatoren
Man kan hæve Core i7 870’s CPU Ratio, og det er derfor et nemt sted at begynde. Gem ændringerne, og gå ud af bios. Se, om du kan boote ind i Windows ved højere clockfrekvenser. Hvis det ser ud til at virke, genstarter du og går ind i bios igen.

4. Op med clockfrekvensen
Hæv CPU Base Frequency med 10MHz, gem ændringerne og genstart Windows for at afprøve stabiliteten. Hvis alt er godt, går du igen ind i bios og gentager processen, indtil du ikke længere kan genstarte. Prøv at hæve cpu-spændingen med 0,1 V, og se, om det hjælper på sagerne.

5. Juster spændingen
Hvis du stadig har problemer, kan du enten øge spændingen lidt mere, eller du kan prøve at droppe multiplikatoren og øge den basale clockfrekvens, så den kører hurtigere. Det kræver muligvis flere forsøg at afbalancere de tre indstillinger. Intel-chips er ret robuste, men pas på spændingen.

6. Prøv tredjepart
De fleste bundkortproducenter leverer deres egne overclocking-værktøjer. Asus har en udmærket automatisk funktion, selvom den er lidt for forsigtig.
I dette tilfælde stoppede den ved 1,4 V med en maksimal cpu-hastighed på 3,4GHz.

Anskaf en ordentlig køler

For meget kraft kan generere for meget varme. Større spænding og hurtigtkørende cpu’er kræver rigtig køling af hensyn til sikkerheden. Derfor skal du sørge for, at du ikke bruger en standardkøler i din pc, hvis du ikke vil risikere at beskadige komponenterne på grund af overophedning. Dog vil langt de fleste systemer lukke ned ved en bestemt temperaturtærskel – længe før der er risiko for egentlig skade – men din maskine bør ikke være netop den, der ikke gør det.

En ordentlig køler er afgørende, men den behøver ikke at koste en herregård.

Til AMD er Titan Fenrir EVO sagen, og den koster kun 350 kroner. Navnet Fenrir skal være afledt af Fenrisulven, den drabelige ulv fra den nordiske mytologi. Og denne køler rager da også op over konkurrenterne, men heldigvis laver den ikke stort spektakel. EVO er kompatibel med alle nye bundkortstik, den er nem nok at installere, og den holder cpu’en kølig. Mere kan man ikke ønske sig.

Intel-brugere kan med fordel bruge Gelid Tranquillo til 250 kroner. Man kan bruge en mindre formue på cpu-kølere, der hævder at give alle tiders overclocking, men det er enheder som Tranquillo fra Gelid, der appellerer mest til os, især fordi de er billige og effektive. Den undervurderede køler koster mindre end et pc-spil, den køler godt, og den er tyst.

Nyttige applikationer

Ligesom man ikke satser på en standardkøler, bør man heller ikke satse på Windows’ almindelige applikationer til overvågning af systemet. Gå til www.cpuid.com og hent to applikationer, der gør det meget nemmere at overclocke cpu’en: CPU-Z, der giver detaljerede oplysninger om cpu’en, og HWMonitor, der sikrer, at cpu’en ikke bliver for varm.

Især er CPU-Z praktisk. Den giver nøjagtige oplysninger om den hastighed, cpu’en kører ved, om multiplikatoren, om bushastigheden og om en række andre detaljer, der ikke uden videre er til at få fat i, for eksempel serietype og kernespænding. Det er et meget nyttigt værktøj, også selvom man ikke har planer om seriøs overclocking lige nu.

HWMonitor er helt afgørende for sikker overclocking. Den holder øje med alle indre enheders temperaturer ved hjælp af indbyggede sensorer. Hvis din hardware understøtter det, kan den også vise, hvor hurtigt dine ventilatorer kører, og advare om alvorlige spændingsudsving i systemkomponenter.