Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sådan får du det bedst mulige netværk

Går det trægt med onlinespillet, hakker Netflix, eller ryger forbindelsen mellem den trådløse højttaler og det digitale musiklager? Så er det måske tid til at give sit hjemmenetværk et serviceeftersyn.

Af Natasja Broström, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Uanset, hvordan familiens trådløse netværk er sat op, så handler det i bund og grund om to ting: Hvor hurtig forbindelsen er, og hvordan signalet sendes rundt i hjemmet.

Mange internetudbydere giver mulighed for at købe hurtigere og bedre forbindelser. Nogle tilbyder helt op til 500 Mbit takket være hyperhurtige fiberkabler. Desværre kan ikke alle få fibernet, fordi det simpelthen ikke er gravet ned i jorden nær deres adresse.

Ulykken er dog til at overskue, for en downloadhastighed på 500 Mbit er sjældent relevant for en gennemsnitshusstand. De fleste af os har et behov, som ligger mellem 10 Mbit og 25 Mbit. Med 10 Mbit kan et par snildt spille online, streame musik fra Spotify eller Deezer og se net-tv uden udfald. Med en 25 Mbit-forbindelse kan en hel familie være på samtidig, og I kan hente højopløst 4K-indhold fra for eksempel Netflix.

Er du i tvivl, så gå ind på din udbyders hjemmeside for at se hvilke hastigheder, I kan få. Vær opmærksom på, at selv om en forbindelse er angivet til en bestemt hastighed for at hente noget ned (download) eller lægge noget op (upload, for eksempel til et onlinelager), så er det ofte en hastighed på papiret og ikke altid den reelle – som altid vil være lidt eller noget lavere. Desuden er der forskel på upload- og download-hastighederne. Denne forskel gælder dog ikke fiberforbindelser, som er symmetriske: Det vil sige altid med den samme hastighed uanset retning.

QM06_netvaerk01

Routeren spiller en rolle
Når I har en fornemmelse af, hvor hurtig jeres internetforbindelse skal være, bør I se på, hvordan den sendes rundt i hjemmet. Så snart kablet er indenfor, er det i praksis op til jer at få det optimale udbytte af forbindelsen. På et trådløst netværk ender kablet i en router, som sender signalet rundt i huset eller lejligheden.

Da routeren groft sagt sender signalet ud i en cirkel, skal den stå så centralt som muligt, og gerne et par meter over gulvhøjde for endnu bedre signal. Er der døde områder i dækningen, kan I udvide og forstærke signalet. Det gøres med en såkaldt extender, der som navnet antyder, udvider rækkevidden, eller en PLA (powerline adapter), som sender dit internet gennem stikkontakten til det rum eller den etage, som har dårlig eller slet ingen dækning.

Er du lidt teknisk, kan du pille lidt i routerens indstillinger og ændre dens frekvenskanal. Når mange brugere bor tæt i en opgang, kan routerne uheldigvis have samme kanal eller overlappe hinandens signaler, og det svækker internetforbindelsen.

Hvis internettet stadig snegler sig afsted, så overvej at købe en ny router. I dag bør den som minimum være af den nyeste standard i 802.11-familien, nemlig 802.11ac. Navnet siger nok ikke de fleste så meget, men ”familien” er bedre kendt under navnet Wi-Fi.

Se også efter betegnelse dual band, som i praksis betyder, at din router kan skifte "bånd" eller signal, alt efter hvor meget trafik, der kræves til opgaven. Din router får dermed to spor på motorvejen at vælge imellem frem for et.

Så hurtigt bør dit net være

100 Mbit: Du skal enten have en kabel-tv-pakke eller have fiber i jorden for at få denne hastighed. Priserne er høje, men så kan I stort også gøre, hvad der passer jer: Se tv i højeste opløsning, hente kæmpefiler på få minutter og have alle enheder på samtidig. Og hvis også uploadhastigheden ligger på dette niveau, kan selv store billedfiler lægges op på onlinetjenester i løbet af få sekunder. 

50 Mbit: Forbindelser i denne størrelse leveres ofte med fiber eller som en del af et kabel-tv-abonnement. Med 50 Mbit kan I stort set alt: fra 4K-streaming til upload af videofiler. Vel at mærke samtidig.

30 Mbit:  Til den store familie med et behov for både streaming og download af store filer på så kort tid som muligt. I kan være mellem fem og syv computere eller enheder på samtidig. 

20 Mbit: En god hastighed, hvis I har tre til fem computere eller enheder på nettet samtidig. Til familien, hvor alle skal have adgang og streame samtidig.

10 Mbit: Du får en rigelig hurtig forbindelse til almindeligt netbrug, og du kan streame tv på en computer i rigtig fin kvalitet. Til den krævende forbruger med to computere online.

2 Mbit: Til mails, netbank og let surf, men ikke til videoer, musikstreaming eller download af store filer. Til basal brug er det ok at være et par stykker på samtidig.

Kan du få fiber?
Fibernet er hurtigere end kobbernet, og det giver ligeså høj upload- som download-hastighed. Tjek hjemmesiden http://fiber-net.dk for at finde ud af, om der er mulighed for fibernet i dit nabolag. Du kan i øvrigt teste hastigheden på de data, der løber ind og ud af boligen på nettet, for eksempel på http://hastighedstest.tdc.dk

 

TP-Link Ac1750 Archer C7
Hyperhurtigt internet
Routeren fra TP er født med seneste generations trådløse standard, nemlig 802.11ac, så du får noget af markedets hurtigste net. Den trådløse hastighed på overførsel af data er på op til svimlende 1,75 Gbps. Routeren er dual band, hvilket betyder, at den selv analyserer, hvornår der skal skiftes mellem de to frekvensbånd: 5 GHz og 2,4 GHz. Dermed er Archer C7 et perfekt valg til streaming i HD, krævende onlinespil og andre tungere opgaver.

Fakta
Produkttype: Router (trådløs og kablet)
Dual band: Ja
Porte: 1 gigabit WAN-port, 4 gigabit LAN-porte
USB: Ja, også USB 2.0

QM06_netvaerk02

Zyxel Nbg-418n Wl. N 300
Nem opsætning
Skal det være hurtigt og nemt, så er Zyxels lille router et godt valg. Den er hurtig og stabil og leverer en hastighed på op til 300 Mbps. Routeren er utrolig nem at opsætte. Den kan hjælpe med at beskytte dit netværk og sætte flere enheder på ved at bruge funktionen WPS (Wi-Fi protected Setup). Fremover er du fri for at indtaste lange kodeord eller bekymre dig om dit netværks sikkerhed. WPS er også smart, hvis du vil udvide netværkets rækkevidde med for eksempel en adapter.

Fakta
Produkttype: Router (trådløs)
Dual band: Nej
Porte: 1 WAN-port, 4 LAN-porte (Ethernet)
USB: Nej

QM06_netvaerk03

TP-LINK TL-WA850RE
Bedre rækkevidde
Har du ”huller” i din netværksdækning, kan en extender (eller dækningsudvider) hjælpe med at udvide og forbedre rækkevidden og kvaliteten af dit trådløse netværk. Sæt TL-WA850RE i stikkontakten og få hastigheder på op til 300 Mbps. Du kan også bruge ethernet-porten, som sidder i bunden, og på den måde få en trådløs adapter til din Blu-ray-afspiller, spillekonsol og smart-tv. TL-WA850RE kan huske, hvem enheden tidligere har været parret med, så du ikke skal nulstille extenderen hver gang og begynde forfra.

Fakta
Produkttype: Dækningsudvider til trådløst
netværk
Forbindelse: Trådløs og kablet
Dual band: Nej
Porte: 1 Ethernet-port

QM06_netvaerk04