Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Sådan bliver Minecraft smuk

Det er måske et af alle tiders mest populære spil. Minecraft har givet os en platform, hvorpå man kan lave alle mulige former for sære og herlige konstruktioner. Men i sammenligning med nogle af de spil, som superbrugere spiller i dag, mangler det i høj grad grafisk troværdighed. En almindelig Minecraft-installation med selv de højeste indstillinger ligger langt fra moderne grafik. Indtil nu.

Af Torben Okholm, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Du har sikkert set shader- og lyspakker til Skyrim, Witcher og GTA, men har du set dem til Minecraft? Det er et spil, der kan nyde stor fordel af en forøgelse af den grafiske troværdighed. Når hele spillet består af kvadratiske blokke, er muligheden for skygger og anden belysning en forrygende forbedring af dette voxel-baserede univers. Det kan fuldstændig ændre oplevelsen.

Hvis du vil have det bedste ud af dit system, findes der ikke en bedre metode end at dynge shaders ind i Minecraft. Vores testsystem til Minecraft-eksperimenter består af en sølle Core i5-4670K, der kører sammen med 16 GB ram, og et GTX 980. Alligevel nåede vi kun op på 20 fps ved 1440p med nogle af de bedste shaderpakker, der findes.

1 Hent en ny version af Minecraft
Du skal anskaffe dig et lovligt eksemplar af Minecraft. Medmindre du allerede har en konto, skal du gå til https://minecraft.net og købe spillet. Når du har gjort det, downloader du exe-filen. Hvis du allerede har en installation, er det klogt at fjerne hele minecraft-mappen ved at skrive ‘%appdata%’ i Stifinder og slette minecraft-mappen. Det sletter også dine gemte spil, men dem kan du gemme ved at kopiere gem-mappen under minecraft-mappen til skrivebordet og kopiere dem tilbage efter endt installation.

2 Kør exe-filen, og vælg version
Nu skal du køre Minecraft.exe. Gør livet lettere for dig selv ved at flytte den eksekverbare fil til et sted, hvor den ikke bliver væk. Mappen Dokumenter er et godt bud. Når du har kørt exe-filen og er logget på, klikker du ‘Edit profile’ nederst til venstre. Nu bør du få et nyt vindue med en lang række af valgmuligheder. To tredjedele nede på siden kan du se en rullemenu ved navn ‘Use version’. Det skal du ændre til 1.7.10 [Billede A]. Det er i øjeblikket langt den mest opdaterede og nemmeste version, når det gælder om at bruge shaders. Når du har ændret versionen til 1.7.10, klikker du ‘Save profile’ og indlæser spillet.

AOD03_Minecraft01

3 Så skal vi have shaders
Når du er i hovedmenuen, lukker du spillet. Nu skal du bruge en core-shader-mod. Du er nødt til at begive dig ud i hajfyldte farvande, der bugner af reklamer. Gå til http://bit.ly/MCShader1710 [Billede B] og videre til Minecraft Shaders’ website. Dernæst skal du bladre helt ned til bunden af siden og vælge fanen ‘Download’. Klik så ‘Link 1 Shaders Mod v2.3.29 Non-Forge Edition’. Det bringer dig til en AdFly-side. Vent blot fem sekunder, og klik så ‘Skip ad’ øverst til højre. Så bliver ShadersMod-filen downloadet.

AOD03_Minecraft02
4 Forelsket i Java
Du skal åbne disse filer med Java-appletten. Hvis du ikke har den på dit system, skal du gå over på http://ninite.com, vælge ‘Java 8’ fra fanen ‘Runtimes’ og klikke på ‘Get Installer’. Kør installationsprogrammet, og lad Ninite installere den seneste version af Java-appletten for dig. Sørg for, at Minecraft (både spil og launcher) er lukket, og højreklik så på den Shaders Mod-fil, du tidligere har downloadet. Vælg ‘Open with Java’. Den spørger, om du vil installere den i din åbne Minecraft-mappe. Klik ‘Yes’. Klik ‘OK’ ved licensskærmbilledet, og klik ‘OK’ en gang til, når du får at vide, hvilke profiler der er blevet tilføjet. Så er du færdig.

5 Download den rette shaderpakke
Nu, da din mod er installeret, skal du hente nogle shaderpakker. Det gør du nemmest ved at gå tilbage til http://bit.ly/MCShader1710 og klikke på fanen ‘Shaderspack’ foroven til højre. Continuum-shaders stiller meget store krav til systemet (kan du huske de 20 fps, vi nævnte tidligere?). Sonic Ether’s Unbelievable Shaders er standarden for shaders. De dræner også systemet, men ikke nær så meget som Continuum, og de ser forrygende ud. Sildurs shaders er lidt mindre krævende, men de gør alligevel spillet meget mere fornøjeligt – og så videre. Gå over til hvert af forum-linkene, og se, hvilke der appellerer mest til dig. Download så mange, du vil. Du kan aktivt skifte mellem dem inde i spillet.

6 Installer Shaderpakker
Efter at have pløjet dig gennem myriader af AdFly-browsere og andet ragelse for at få fat i dine downloads vender du tilbage til din %appdata%-minecraftmappe. Opret en mappe i Minecraft-mappen, og kald den ‘shaderpacks’. Inden i denne mappe placerer du de zippede shaderpakker (men vent med at pakke dem ud).

7 Tilbage til spillet
Åbn Minecrafts launcher. Denne gang klikker du på rullemenuen ved siden af ‘Profile’, vælger ‘1.7.10-ShadersMod’ og starter spillet. Indlæs en ny verden eller en af de foregående, og klik Escape. Vælg ‘Options’. Nu bør du have fået en ny fane under ‘Video Settings’ ved navn ‘Shaders’. Klik på den, og vælg den shaderpakke, du vil prøve, fra listen til venstre. Så er du klar [Billede C]!

AOD03_Minecraft03

8 Undgå grafikfejl
Hvis du kommer ud for nogen grafikfejl, mens du spiller Minecraft, er det muligt, at shaderpakken ikke understøtter de grafikdrivere, du bruger. Hvis det er tilfældet, er du nødt til at skifte dem ud. I vores test med et GTX 980 konstaterede vi, at Continuums og Sildurs shaders virkede bedst, mens Sonic Ethers var lidt mere ustabile, afhængig af den version, vi brugte. Vi prøvede også at få kortet til at fungere med OptiFine, men det gav flere problemer end løsninger. 

Ressource-pakker
Lad os afrunde al denne herlige kreativitet med en højopløselig teksturpakke.

Det er naturligvis et spørgsmål om personlig smag, men man kan finde et stort udvalg på www.curse.com, og der er ingen irriterende reklamer, som man skal manøvrere uden om. Hvis du leder efter den pakke, som vi har brugt i denne artikels skærmdumps, skal du gå til http://atherys.com/pack.

Lige en hurtig advarsel: Eftersom disse mods hovedsagelig bygger på eksisterende miljøer, kan programmer som for eksempel OptiFine MCPatcher udløse konflikter med både ShaderMods og andre HD-teksturpakker. Man kan være nødt til at vælge den ene eller den anden, i hvert fald indtil Opti-Fine frigiver en variant, der omfatter denne shaders-mod.

AOD03_Minecraft04