Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Rullemus giver enestående komfort

Sammen med den behagelige ArmSupport giver Rollermouse Red plus en anderledes og meget mere ergonomisk måde at betjene computeren på.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

For de fleste, der til daglig arbejder ved en computer, er musebevægelserne nærmest indgroet i kroppen. Desværre er det ikke ensbetydende med, at de er ergonomisk korrekte. Tværtimod kan de monotone bevægelser med tiden give skader på arm og håndled.

Rollermouse er skabt for at give dig en mere ergonomisk måde at styre computeren på. Selvom den vender helt op og ned på den gængse måde at betjene maskinen på, vænner man sig overraskende hurtigt til det komfortable redskab.

Rul dig frem

I centrum for Rollermouse er en lang rullestang, som principielt udgør din erstatning for musen. Med den kan du styre cursoren vertikalt ved at rulle og horisontalt ved køre den fra side til side.

Selvom det er en anderledes måde at styre computeren på, end man er vant til med musen, vænner man sig ret hurtigt til det. Rullestangen er præcis og responsiv, og man kan meget hurtigt skifte bevægelseshastighed med en knap foran. Den nubrede gummioverflade gør den desuden behagelig at røre ved.

Du kan lave et venstreklik ved at trykke på rullestangen. Selvom det kræver lidt balance at undgå, at stangen ruller, når man trykker, fungerer det udmærket.

En mere sikker løsning er dog at bruge den modsatte hånd til at trykke på ”left”- og ”right”-knapperne nedenfor rullestangen. Der er endda en ”double”-knap, som udfører et dobbelt venstreklik.
Derudover er der ganske nyttige ”copy”- og ”paste”-knapper samt et scrollhjul, der gør det nemt at bladre på sider. Ligesom rullestangen er den også klikbar.

Får dig ud af rutinerne

Samlet set giver det mulighed for at navigere på vidt forskellige måder alt efter behag. I daglig brug er det faktisk ofte, at man skifter arbejdsmåde i løbet af en dag, og dermed kommer man ud af de stramme rutiner, man ofte havner i med de traditionelle redskaber, og som kan være skadelig for kroppen.

Tastaturet bliver nemt en integreret del af Rollermouse, hvis du placerer de medfølgende risers bagved Rollermouse og under tastaturet. Dermed kan du hæve tastauret til en position, der passer dig. Så føles rullemus og tastatur nærmest som et samlet værktøj, der glider i ét.

Komfortabel armstøtte

Rollermouse Red Plus er som udgangspunkt forsynet med en håndledsstøtte foran rullestangen, som hænderne kan hvile på, mens man betjener pc’en. Som ekstra tilbehør fås en underarmsstøtte, som gør det muligt at hvile hele underarmen på behagelige læderpuder.

Den fik vi også mulighed for at teste og må konstatere, at den øger komforten væsentligt, når man sidder foran computeren.
Armene slapper af på en anden måde, når de hviler på puderne, og man føler sig langt bedre forbundet til rullemus og tastatur, da armene helt naturligt vinkler sig op mod styreredskaberne.

Armstøtten spændes fast på bordet med medfølgende stænger og indbyggede skruer, og når den først sidder, rykker den sig ikke.
Med en pris på over 1100 kroner er det lidt af en ekstraudgift oven i den allerede høje – men ganske rimelige pris – for Rollermouse.

Men pengene er godt givet ud, i betragtning af hvor mange timer man tilbringer foran computeren, og hvor meget komfort armstøtten giver dig.
Sørger du en mere ergonomisk og komfortabel måde at styre pc’en på, er du næsten nødt til at give Rollermouse et forsøg. Vi har i hvertfald svært ved at forestille os en bedre løsning.