Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Roccat Arvo

Testens eneste tastatur med blot to tastaturzoner.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Arvo er et kompakt gamingtastatur, hvor funktionerne fra den sædvanlige mellemste tastaturzone, såsom [Delete], er integreret i det numeriske tastatur i stedet.

Det bevirker, at dette tastatur, trods at det tilbyder samme funktionalitet som andre full size-tastaturer, ikke fylder ret meget på skrivebordet. Det stealth-look-inspirerede tastatur er fremstillet i sort plast. Det er ikke det mest vridningsstabile, men det står solidt nok på bordet, når det er placeret.

Der er fem programmerbare taster, tre under mellemrumstasten, hvilket er smartere, end hvad man skulle tro. De sidste to sidder i det numeriske tastatur og fungerer kun i en bestemt modus.

Det er nemlig således, at man kan skifte modi med en tast. I normal mode fungerer det numeriske tastatur normalt. Til gengæld fungerer de integrerede piletaster og andre indlejrede funktioner ikke.

I spilmode er det omvendt, og de fire piletaster er baggrundsbelyst. Arvos taster er af gennemsnitsstørrelse med mellemlang vandring og en vis respons dog med hang til at fjedre en anelse.

De forskellige tasteryper er udformet hensigtsmæssigt, så de er lettere at anvende. Det er ikke et lydsvagt tastatur, men på ingen måde ubehageligt. Mellemrumstasten er behagelig i brug med en god facon.

Til gengæld irriterer [Del]-tastens placering ofte. Til brug i spil kan man deaktivere testerne [Win], [Caps Lock], [Tab] samt [Menu]. De fem programmerbare taster kan programmeres via den medfølgende driverkontrol.