Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Der mangler rådgivning om medicin på nettet

Omkring halvdelen af danskerne kan godt forestille sig at købe medicin
på nettet. Men kun få har prøvet det. Danskerne er bange for, at de ikke
får den tilstrækkelige rådgivning om medicin, hvis de ikke har den
personlige kontakt. Det viser en ny undersøgelse fra Eniro.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Danskerne er blandt dem i Europa, der putter flest varer i den digitale indkøbskurv, men når det kommer til medicin er det kun få, der har handlet online. Det viser en ny landsdækkende analyse, som Epinion har lavet for Eniro Danmark.

Selvom omkring halvdelen af danskerne godt kan forestille sig at købe medicin på nettet, er det de færreste, der rent faktisk har prøvet det. Kun 6 procent har købt håndkøbsmedicin på nettet, mens 12 procent har købt receptpligtig medicin.

Det skyldes især, at mange danskere er bange for ikke at få tilstrækkelig rådgivning om medicinen. Lige under halvdelen af danskerne angiver manglende rådgivning som årsag til, at de ikke kan forestille sig at købe medicin på nettet. Over en tredjedel nævner som årsag, at man ikke kan få medicinen med det samme, og at de slet ikke har overvejet, at medicin kan købes hjemme fra sofaen.

”Vi ved, at danskerne er glade for at handle på nettet, og undersøgelsen viser jo også, at halvdelen af danskerne sagtens kan forestille sig at købe medicin på nettet. Men der er en række udfordringer, som forhandlerne bliver nødt til at tage seriøst. Kunderne skal være trygge ved, at de får alle relevante oplysninger om medicinen – og det skal formidles klart og godt, så kunderne ikke er i tvivl om, at fagligheden er i orden” siger Stefan Kercza, administrerende direktør hos Eniro Danmark, der bl.a. står bag landets to største søgetjenester, Krak og De Gule Sider.

Søgbarhed er nøglen

Og netop i forhold til at oplyse kunderne om mulighederne for at handle medicin på nettet, er det vigtigt at være opmærksom på søgbarhed, fortæller Stefan Kercza.

”Undersøgelsen viser jo, at selvom mange godt kan forestille sig at handle på nettet, er det meget få, der rent faktisk gør det. Det kan tyde på, at køb af medicin online ikke er et synligt alternativ til turen hen på det lokale apotek. For onlineforhandlerne er det vigtigt at være ekstremt synlig på nettet ved fx at optimere varernes søgbarhed. Men det er ikke kun varernes søgbarhed, der kan optimeres, også netbutikkerne, skal gøre sig synlige på nettet. Søgbarhed kan være nøglen til at nå ud til forbrugerne med budskabet om, at de kan købe deres medicin fra sofaen.”

Mænd vil have rådgivning

Der er tit fokus på, at mænd går mindre op i deres sundhed end kvinder. Men når det kommer til rådgivning om medicin, er der noget der tyder på, at det ikke forholder sig sådan. Andelen af mænd, der angiver, at de er bange for ikke at få den tilstrækkelige rådgivning ved medicinkøb på nettet, er nemlig væsentlig større end for kvinder.

Hele 57 procent af mændene angiver manglende rådgivning som en årsag til, at de ikke vil købe receptpligtig medicin på nettet. For håndkøbsmedicin er det 52 procent. Kvinderne derimod er mindre bekymrede. 47 procent angiver manglende rådgivning som en årsag til, at de ikke vil købe receptpligtig medicin på nettet. For håndkøbsmedicin er det 40 procent.

”Den slags information er værdifuld for netbutikkerne, der bedre kan levere en god service, når de kender deres kunders konkrete behov. Og her er det jo særlig vigtigt, fordi undersøgelsen peger i en anden retning, end hvad mange måske umiddelbart vil forvente,” påpeger Stefan Kercza.

”Udviklingen peger mod et mere digitalt forbrug, men det kommer ikke af sig selv, og særligt nogen brancher kan være udfordret af, at de har svært ved at levere fx samme rådgivning som en fysisk butik. Det skal onlineforhandlerne tage som en udfordring.

Men samtidig handler det også om at være ekstremt synlig på nettet ved fx at optimere søgbarhed af både varer og forhandlere. For som vores undersøgelse også viser, er der mange, der godt kan forstille sig at købe medicin på nettet ­– de gør det bare ikke. Og det kan netop skyldes, at onlineforhandlerne ikke er synlige nok.”

I alt 1.985 personer har deltaget. Data er vejet i forhold til køn, region, uddannelse og alder, så undersøgelsen er at betragte som repræsentativ i forhold til den danske befolkning.




Brancheguiden
Brancheguide logo
Opdateres dagligt:
Den største og
mest komplette
oversigt
over danske
it-virksomheder
Hvad kan de? Hvor store er de? Hvor bor de?
Targit A/S
Udvikling og salg af software til business intelligence.

Nøgletal og mere info om virksomheden
Skal din virksomhed med i Guiden? Klik her

Kommende events
EA Excellence Day

Hvad er det, der gør it-arkitektens rolle så vigtig? Og hvad er det for udfordringer inden for områder som cloud, netværk og datacentre, som fylder hos nogle af landets bedste it-arkitekter lige nu? Det kan du her høre mere om og blive inspireret af på denne konference, hvor du også får lejlighed til at drøfte dette med ligesindede.

23. april 2024 | Læs mere


AI Business Excellence Day – sådan folder du mulighederne ud

Mange danske virksomheder har eksperimenteret med AI-projekter af begrænset omfang, men kun de færreste har for alvor udforsket mulighederne i storskala. Det gør vi her! Du vil blandt andet få mulighed for at se eksempler på, hvordan AI kan anvendes som accelerator i storskala og skubber til grænserne for, hvordan det er muligt at integrere teknologien, så potentialet for alvor foldes ud.

24. april 2024 | Læs mere


Unbreakable - sådan sikrer du dig vedvarende og uafbrudt adgang til dine data

Vi dykker ned i værdien af en stabil og pålidelig storage-platform og hvilke muligheder der findes, for at sikre den højeste grad af redundans og tilgængelighed. Områder som date-beskyttelse og cyber-sikkerhed vil også blive berørt.

25. april 2024 | Læs mere