Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data
Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.
Apple har opgraderet kræfterne med dual core-processor, men inden længe er iPad 2 bagud i tablet-kapløbet, for allerede i sensommeren forventes den helt nye Tegra 3-chip, eller Kal-El som den også kaldes, at være klar.
Det er en quad core-chip til tablets, som giver de små maskiner endnu større kræfter. Særligt grafikken får et boost, så det bliver muligt at spille forholdsvis krævende spil.
Motorola bliver angiveligt den første til at gøre brug af det lille kraftcenter, når producenten opgraderer sin Xoom-tablet. Det kommer formentlig allerede til at ske omkring september.
Mens Motorola muligvis bliver den første med en tablet af denne kaliber, kan vi være helt sikre på, at de ikke bliver de eneste særlig længe.
Konkurrenterne vil uden tvivl være på banen med lignende produkter hurtigt efter. Forhåbentlig er mange af maskinerne ude på det danske marked i tide til, at vi kan lægge fine små quad core-tablets under træet til jul.