Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

QNAP TS-251 Turbo NAS

Indrømmet, man skal smide en hel del penge efter denne 2-bay NAS.
Specielt, når der ikke medfølger nogen drev. På trods af dette er den,
hvis behovet er der, alle pengene værd. Det er simpelthen en virkelig
gennemført NAS.

Af Carsten Sørensen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Ser man på processoren, er den anvendte Celeron-processor testens allerstærkeste, ingen tvivl om det. Man kan streame flere HD-film ad gangen uden problemer. NAS’en understøtter tilmed såvel offline-transcoding og ”on the fly”-transcoding, hvor NAS’en henholdsvis konverterer videoer til et format, mobile enheder kan håndtere, enten før eller mens videoen ses.

Det sidste kræver en del kræfter. Derfor er den stærke processor berettiget. Man kan også se film på NAS’en og overføre til og fra den uden problemer. Synes man, at der mangler hukommelse, kan NAS’en opgraderes til 4 GB ram.

Operativsystemet hedder QTS 4.1.0. Det har en startside med ikoner, vinduer åbnes i det øjeblik ændringer skal implementeres. Det er utroligt brugervenligt, og man hjælpes igennem, uanset hvad man skal foretage sig. Ud over dette er NAS’en sprængfyldt med funktionalitet, herunder indbygget virtualisering.

Man kan snart sagt gøre alt med denne NAS. Sågar udvide den med ekstra lagringsenheder. Man kan hente godt og vel 120 apps inden for flere kategorier. Der er også indbygget en XMBC-afspiller, Plex-medieserver og meget mere.

De seks tilhørende mobile apps fra QNAP er alle vellavede, herunder hører Qremote, hvormed man kan fjernstyre HD Station. Dyr? Ja. Endnu mere dejlig? Bestemt.