Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Professionel videoredigering hjemme

Hvis du leder efter et videoredigeringsprogram, der kan det hele og lidt til, så kan du godt stoppe din søgning. For under 500 kroner kan du få et toptunet professionelt videoredigeringsprogram til din computer.

Af Lars Bennetzen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Vi kiggede på forgængeren og var begejstrede. Nu kigger vi så på den nyeste version, og begejstringen bliver ikke mindre. Vegas Movie Studio HD Platinum 11 fra Sony er et meget omfattende og imponerede videoredigeringsprogram. Næsten uanset hvad du har behov for at kunne (rent redigeringsmæssigt set), så kan Vegas Movie Studio HD Platinum 11 klare det for dig.

Svær begyndelse

Så effektivt som programmet i øvrigt kan være, så er det ikke noget let produkt at komme i gang med, hvilket vi også måtte konstatere, sidst vi testede programmet. Og på brugervenligheds- siden er der ikke sket det store med Vegas Movie Studio HD Platinum. Version 11 ligner langt hen ad vejen version 10, og hvis du bare lige skal klippe sommerferiens film sammen, ja, så kan du godt afsætte rigtig lang tid til det – for medmindre du allerede kender programmet, ja, så kommer du til at lede meget længe efter de ting, du skal bruge.

Men der er dog en vis form for hjælp at finde i programmet, for der er en funktion/knap, der hedder ’Show me how’, og til de emner, det dækker, er den guld værd. Vi prøvede den på den indbyggede ’Trimmer’-funktion, hvor du kan trimme/klippe de videoklip, din samlede video kommer til at bestå af. Vi var lidt usikre på, hvordan vi benyttede den, og valgte så ’Show me how’. Det geniale var, at vi nu blev guidet igennem brugen af den funktion, med vores eget videoklip. Virkelig smart.

De mange funktioner

Men for at træde et enkelt lille skridt tilbage så indeholder programmet mange avancerede redigeringsfunktioner. Der findes flere tidslinjer, hvorpå du kan tilføje video, tekst, audio og effekter. Men ikke nok med det: Tidslinjerne indeholder en lang række kontroller, der gør, at du meget præcist kan styre niveauer og intensitet.

Når du kigger grundigt efter, vil du kunne finde rigtig mange effekter, og en af de seje ting er, at alle de effekter, du kan vælge mellem, kan du også justere på, så du virkelig kan få netop den effekt, du gerne vil have til din video.

Du kan for eksempel tilføje støj på videoen, du kan ændre farvetemperaturerne og meget mere. Det samme gælder for tekstelementerne, du kan tilføje. Dem kan du også ændre på efter behov, og naturligvis kan du animere dem, som du har behov for.

Generelt gælder det, at alle de funktioner, du finder i programmet, har en utrolig stor mængde funktioner, hvilket gør dem meget fleksible. Men det byder også på et lille problem, nemlig at det er svært at få et overblik over, hvad en funktion rent faktisk kan. Ikke kun fordi der er mange knapper, men også fordi de faktisk er ret små, og det tool-tip, der normalt dukker op, når du kører musen hen over dem, ikke siger ret meget.

Men ud over de mange små knapper til funktionerne så skal du også navigere rundt i en masse faner, som ret atypisk ikke ligger i toppen af skærmbilledet, men i midten. Det, der gør det lidt anderledes, er, at det faktisk er den øverste del af skærmbilledet, der ændrer sig, når du bladrer rundt i fanerne. Nuvel – det er kun et spørgsmål om vane, men det er stadig anderledes, end hvad vi er vant til.

Alt det andet

Der er så mange ting ved dette program, at det er umuligt at nå dem alle. Men det skal nævnes, at med programmet kan du både oprette dvd’er og blu-ray, og du kan naturligvis lave hd-film. Derudover har du adgang til stereoskopisk 3D-redigering, så du kan lave dine egne 3D-film. Du kan selv tilpasse layoutet af programmet (tager lidt tid at finde den funktion, mange tak!), og du kan lave dialoger til dine film.

Bliver det færdige produkt godt? Tja – det kommer an på to ting. Dels på det materiale, du bruger som udgangspunkt, dels på dine evner bag tasterne. Som nævnt er programmet ikke let at gå til, men er du først inde i de mange kroge af programmet, så er der næsten ikke den ting, du ikke kan med det.