Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Test: Konferencetelefon samler al kommunikation

Polycom har med deres RealPresence Trio 8800 skabt, hvad de betegner som værende verdens første Smart Hub for group collaboration. En enhed der samler lyd, billede og deling af filer.

Af Rasmus Elm Rasmussen, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Polycom RealPresence Trio 8800 er i sin simpleste implementering en konference-telefon til erhvervsbrug, der understøtter Open SIP samt Microsoft Lync 2013/Skype for Business SIP klienter.

Det er muligt at udvide konferencetelefonens funktionalitet med ekstra hardware, eller man kan købe Collaboration-kittet, som vi har kigget på her i testen. Det inkluderer udover selve telefonen en RealPresence Trio Visual+-enhed, samt et Logitech C930e webkamera.

Har man investeret i kittet, har man en samlet pakke, der kan anvendes til simple telefonkonferencer, men man kan også anvende RealPresence Trio 8800 til videokonferencer. Mens man sidder i videomøde eller telefonmøde, kan man overføre filer til, eller modtage filer fra modparten i konferencen.

Kommunikations hub

Polycom RealPresence Trio 8800 er blot en ud af mange konference-telefoner, som Polycom har i deres produktrepertoire. Det er dog samtidig den mest komplette løsning.

Det er, synes vi også, den mest præsentable enhed designmæssigt. Selvom det ikke er den mest centrale kvalitet ved enheden, så betyder det dog noget, da det må formodes, at Trio 8800 permanent vil stå frit fremme i et møde/konferencelokale.

Enheden er udstyret med en 5”-touchskærm i farve, der giver adgang til kontakter, kalender, igangsætning af opkald samt adgang til at foretage en lang række indstillinger, som man alternativt kan vælge at foretage på en computer i stedet.

Man kan også tilslutte en ekstern skærm til RealPresence Visual+-enheden, der understøtter 1080p streaming for at vise de konferencedeltagere, der befinder sig andetsteds på et storskærms tv.

Det er ikke så kompliceret at komme i gang med at anvende Trio 8800 enten som selvstændig enhed eller samle hele kittet således, at man er klar til at sende og modtage såvel audio samt video. Det hjælper en trykt vejleding med til.

Det svære ved at teste en løsning som denne består i, at man skal have den bagvedliggende infrastruktur på plads, hvilket Polycom var meget flinke til at hjælpe med.

Gedigen og brugervenlig

RealPresence Trio 8800 er veludstyret, og omend vi ikke har kunnet drage fuld nytte af alle funktioner i testfasen, så har vi dog fået et meget positivt indtryk af dens generelle kvaliteter.

Alt kan som sagt betjenes via den indbyggede skærm, det gælder opkald, man kan også hurtigt kalde til møder grundet integration af kontakter og kalender.

Foruden tilslutning til tv via brug af RealPresence Visual+- enheden kan man også bruge egne medbragte enheder (byod) enten i form af smartphones eller tablets. Disse forbindes hurtigt via Bluetooth, og hertil kan man benytte NFC, hvis ens egen enhed understøtter dette.

Polycom RealPresence Trio 8800 Navnet Trio 8800 giver et hint til designet med de tre arme, men også til audio, video og fildeling.

Man kan også benytte højttaleren i Trio 8800 samt de tre nyremikrofoner, hvis lydkarateristika fokuserer på de mennesker, der sidder om enheden og ikke lyde, der kommer fra periferien.

Der er også indbygget lydforbedrende tiltag i form af Acoustic Clarity og Polycom NoiseBlock, der fjerner forstyrrende lyde. Trio 8800 er udstyret med tre mute-knapper, ved tryk på en af dem mutes mikrofonerne. Det markeres ved at mikrofon-ikonerne lyser rødt, hvorefter man kan snakke uforstyrret.

Virkelig god lydkvalitet

Uagtet at Realpresence Trio 8800 byder på mange indstillingsmuligheder, der kan tilpasse bruger-oplevelsen på mange forskellige felter, er det lydkvaliteten, der virkeligt overbeviser.

Tale er i vores test gået tydeligt igennem, højttaleren leverer en god og klar stemmegengivelse med god tonal balance. Ud fra hvad vi har erfaret, er mikrofonerne også gode til at opfange det væsentligste nemlig deltagernes stemme på fortrinlig vis.