Artikel top billede

(Foto: Computerworld)

Plantronics Blackwire C720

Headset med stereo og Bluetooth.

Af Knud Søndergaard, Alt om Data

Denne artikel er oprindeligt bragt på Alt om Data. Computerworld overtog i november 2022 Alt om Data. Du kan læse mere om overtagelsen her.

Dette dyre headset er i denne sammenhæng unikt på flere punkter. For det første har det to ørekapsler, så det kan spille musik i stereo. For det andet har det Bluetooth, så det ikke behøver en computer, men kan bruges sammen med en mobiltelefon.

Og for det tredje er den testede version uden et ”M” til sidst i typebetegnelsen ikke optimeret til Microsofts Lync enterprise-telefonsystem, men den er selvfølgelig kompatibel med Cisco, Skype og andre softphones. Hvis headsettet bruges uden en USB-tilslutning med strøm, rækker det indbyggede batteri til op til 10 timers tale, 10 dages standby eller 6 timers lytning.

Plantronics arbejder meget med begrebet contextual intelligence, som kort fortalt skal få et headset til at gøre, hvad brugeren ønsker – uden at han/hun skal trykke på knapper. Se interviewet ”Fremtidens lyd i fremtidens headset” i Alt om DATA 2/2014 eller på nettet.

For C720 betyder dette eksempelvis, at hvis du har startet en samtale på din smartphone og så sætter headsettet på hovedet, følger lyden automatisk med over. Desuden fortæller en stemme i baggrunden, hvad der sker under Bluetooth-parring, regulering af lydstyrke osv.

Som det kan ventes af en stereomodel, har C720 testens bedste musikgengivelse med en lys, meget ren klang. Klangbalancen omskiftes automatisk mellem telefoni og musik. Den frit justerbare mikrofon har en lidt lys klang plus en effektiv støj-undertrykkelse.

Bærekomforten er godkendt uden at være imponerende. Hovedbøjlens kunstlæder klæber ikke særlig godt til resterne af min hårpragt, og ørekapslerne kunne være bedre ventileret.