Piloten får skærpet sanserne med 3D-lyd

Piloten får skærpet sanserne med 3D-lyd

Nu kan kamppiloter hurtigere end nogensinde opdage og forhindre et missilangreb. Ny hjelmteknologi fra danske Terma skaber et realistisk 3D-audiounivers, hvor selv radiokommunikation og advarselssignaler får deres egen plads i lydrummet

I en krigssituation er piloten i et kampfly yderst udsat. Men nu får han langt større mulighed for at reagere på et missilangreb – takket være ny computerteknologi fra det danske specialfirma Terma i Lystrup.

Missilvarslingssystem i moderne kampfly er normalt forbundet med et net af udvendige sensorer, som holder øje hele vejen rundt om flyet. Hvis et fjendtligt missil nærmer sig, udløser sensorerne en advarselslyd i piloternes headset, og samtidig angives missilets placering og retning på et 2D-display. Men nu indtager 3D-lydteknik cockpittet.

Den nye løsning angiver missilretningen direkte i pilotens headset og udsender al kommunikation som lyd i et tredimensionalt rum, hvilket ikke bare giver kamppiloterne en bedre retningsorientering og bedre taleforståelse, men også længere tid til at reagere i en trusselssituation. Samlet set betyder det et mindre stresset arbejdsklima og dermed også mere effektiv flyvning og større sikkerhed for både mandskab og materiel.

Teknologien er dog blot en ud af flere, som Terma under et kalder ”Aircraft Audio Management System” (AAMS), og som giver besætningen en helt ny, naturlig og intuitiv måde at opfatte meldinger og kommunikation på under opgaver, øvelser og missioner. Terma er den første producent af flyelektronik i verden, der tilbyder sådan et system, og teknologien har været integreret i danske F-16 kampfly siden 2010.

Med den nye danske teknik kan piloter meget hurtigere end tidligere opdage og lokalisere fjendtlige missiler.

Med den nye danske teknik kan piloter meget hurtigere end tidligere opdage og lokalisere fjendtlige missiler.


Mod internationalt gennembrud
Nu er den danske virksomhed også på vej mod et internationalt gennembrud, idet AAMS-teknologien i løbet af de næste tre år yderligere skal udvikles og markedsmodnes i samarbejde med den britiske forsvarsgigant BAE Systems. Meningen er, at Termas løsninger skal indgå i de hjelme til kampflypiloter, som BAE-koncernen tilbyder på verdensbasis.

”BAE Systems leverer i dag hjelme til kampflyene Eurofighter Typhoon og svenske JAS 39 Gripen og til militære helikoptere, og de meget høje krav til funktion og ydelse gør det her nødvendigt at tage endnu et skridt videre i udviklingen af vores teknologi,” forklarer Kasper Rasmussen, der er kommunikationschef hos Terma.

Del denne